Opfordring til politisk selvkritik!
Bent Blüdnikow er i Berlingske Tidende begyndt at stille krav til samtidslitteraturen. Blandt andet kræver han af den, at den skal udgøre en adækvat og nuanceret historisk kilde om vores tid for fremtidige litteraturforskere – men hvornår har skønlitteraturen nogensinde været det? Blüdnikows kritik er ikke mindst politisk funderet. Jens-Martin Eriksens nye, islamkritiske rejsebog, giver han en god anmeldelse – blandt andet fordi, at det ”I et lille land, hvor vi som regel kun hører forfattere med politiske stemmer i det græske mumlekor i Gyldendals gård, som underskrivere af proklamationer mod den borgerlige regering eller som forfattere af frelste indlæg i Politiken, er det lidt af en åbenbaring at følge en seriøst debatterende forfatter som Jens-Martin Eriksen søge nutidige svar.” Seriøs og nutidig, javel; det samme synes Blüdnikow ikke at mene om Simon Fruelunds og Trisse Gejls seneste arbejder.
I interviews med de to forfattere, spørger han om de ikke gør deres nye romaner svagere ved at beskrive meningsdannere på højrefløjen som unuancerede og tåbelige (uagtet at ingen af de to romaner umiddelbart er politiske kampskrifter). Blüdnikows metode får litteraturkritikeren Tue Andersen Nexø til på sin blog i Information, at tænke på sindelagskontrol og se den som en opfordring til politisk selvkritik.
Men er det – spørger jeg – ikke også i sig selv underligt at ville klandre en roman, et stykke fiktion, for at fremstille virkeligheden anderledes end man selv ser den? Jeg mener: man kan diskutere litteraturens raison d’être herfra og hertil, men er en af grundpillerne i for eksempel romanen ikke at den ofte giver os mulighed for at betragte verden igennem øjne der ikke er vores egne. At verden så at sige bliver filtreret igennem en anden bevidsthed. Dén anden udlægning kan man så være uenig i – som Bent Blüdnikow så åbenlyst er det – men der er vel noget af et spring fra det, og til at beskylde forfatterne for at skrive dårlige romaner, fordi deres bøger ikke er politisk korrekte.
Måske er litteraturen igen ved at udvikle sig til en slagmark, hvorpå ideologiske slag kan finde sted, og hvor bøger åbenbart kan forkastes for at besidde en falsk bevidsthed, og hvad et knirkende marxistiske begrebsapparat ellers kan byde på af genanvendelige termer. Nu dog med omvendte ideologiske fortegn. Hvis romankarakterer med højrefløjssympatier ikke er beskrevet som begavede, velafbalancerede, ikke-populistiske, rationelle, behagelige og sympatiske personer, er der ifølge Blüdnikow tale om karikaturer, der svækker romanerne afgørende.
I Thomas Bobergs seneste digtsamling får en national, nationalistisk, fremmedforskrækket og materialistisk selvtilstrækkelighed et ordentligt skud for boven. I Mette Moestrups seneste bog optræder blandt andet telefonnummeret på integrationsministeriet, og der vrænges af en absurd mangel på logik i lovkonstruktionen omkring tilknytningskrav, opholdstilladelse og ægtefællesammenføring. Pablo Henrik Llambías’ seneste roman indeholder blandt andet en analyse af statsministerens famøse smagsdommer-nytårstale, sammenholdt med nazistiske taler fra Det Tredje Rige. Hans Otto Jørgensen underkaster også Anders Fogh Rasmussen grundig analyse i sin seneste kortprosa; men ud fra dennes opvækst, der ligner Jørgensens egen, og hos Ursula Andkjær Olsen bliver den politiske retorik igen og igen udsat for en, skal vi kalde det kærlig behandling. For nu bare at nævne et par forfattere. Der altså alle skriver ’den forkerte historie’. Spørgsmålet er så om det er en rimelig fordring at stille til litteraturen, at den skal være ”politisk bevidst”, og dernæst: Hvordan skal den være det? På den rigtige måde? Og for at gøre hvem tilfreds?
Dagens digt
Dansk zen
Jeg: Hvad skal jeg göre?
Mester: Har du drukket din kaffe?
Jeg: Ja, mester.
Mester: Saa vask koppen, din mor arbejder her ikke!
– Peter H. Olesen
Dagbladskritikken i Danmark
I maj forsøgte Mads Eslund sig med nogle noter, et oplæg til en diskussion, om kritikken i Danmark, den kritiske situation. Ultimo september var der et stille Kornkammer-anslag i samme retning. Men i går gav Tue Andersen Nexø den virkelig gas på sin Sandkasse-blog, som reaktion på en kommentar Mikkel Bruun Zangenberg havde i Politiken dagen før. Om smagsdommeren som skolefrøken. Udover heftige sand-kast (se kommentarfeltet her), er der faktisk også et udkast til en diskussion om HVAD DEN GODE ANMELDELSE ER; om udgangspunktet for en anmeldelse, hvad den skal og kan og bør og så videre. I Danmark har vi ikke en praksis-baseret forsøgsstation som Kritiker (der er skandinavisk, og derfor, strengt taget, også dansk), men måske Sandkassen kunne blive til en teoretisk ditto?
Susanne Christensen skriver: Debat defineres “at kæfte op” på dansk.
MORTENS BOG
Den 3. oktober udkommer chapbook’en Mortens bog på Kornkammer.blogspot.com.
Mortens bog er en blanding af (læse)dagbog, essay, brev, poetik og optegnelse. Tematisk samlet omkring en overordnet diskussion af kunst og politik, og mere præcist af poesi og politik. En diskussion Martin Glaz Serup igennem længere tid har ført med Morten Søndergaard, og bogen er også henvendt direkte til ham. Mortens bog er et forsøg på at skrive det specifikke, smalle og målrettede; et ønske om igennem litteraturen at indgå i en konkret og fortsat samtale.
Martin Glaz Serup (født 1978) debuterede i 2002 med digtsamlingen Shylas ansigt, og har siden udgivet digte og børnebøger, senest langdigtet 4 (2005) og billedromanen Virus (2006). Til november udkommer billedbogen Sebastians Monster, med tegninger af Lars Vegas Nielsen. Martin Glaz Serup modtog Strunge-prisen i 2006.
Wikipedia definerer chapbook sådan her: “Chapbook is a generic term to cover a particular genre of pocket-sized booklet, popular from the sixteenth through to the later part of the nineteenth century. No exact definition can be applied. Chapbook can mean anything that would have formed part of the stock of chapmen, a variety of pedlar. The word chapman probably comes from the Anglo-Saxon word for barter, buy and sell.
The term chapbook was formalised by bibliophiles of the nineteenth century, as a variety of ephemera. It includes many kinds of printed material, such as pamphlets, political and religious tracts, nursery rhymes, poetry, folk tales, children’s literature and almanacs.”
Mortens bog er på 43 sider; omslag ved forfatteren med brug af Lars Mikael Raattamaas Al-Jazeera-digt.
Recent Comments