Da Poul Borum døde i maj 1996, blev jeg valgt som leder (ikke rektor)
af Forfatterskolen af den gruppe forfattere, der havde undervist på
skolen, mens Poul Borum var i live. Jeg havde ikke søgt stillingen, og
det var der heller ingen andre, der havde.
På det tidspunkt var
skolen ikke en statsinstitution med fast plads på Finansloven. Vi søgte
hvert år tipsmidlerne om støtte til den fortsatte drift og til husleje
for det kælderlokale, vi lejede under Forfatterforeningen på
Christianshavn. Der var ingen fastansatte lærere, ingen stillingsopslag,
ingen ansættelseskontrakter. Der var ingen afgangseksaminer eller
afgangsbeviser. Jeg fik et symbolsk honorar for at lede og fordele. Jeg
havde ikke noget kontor, men gik oven på til Lisbeth Algreen i
Forfatterforeningen for at klare alt det administrative, eller jeg sad
hjemme og ringede til forfattere og nye undervisere.
Jeg
indrømmer, at jeg havde svært ved at betragte mig selv som en autoritet,
da jeg blev leder som 33-årig. Jeg havde udgivet fire digtsamlinger og
en essaysamling og følte mig lige så famlende som forfatter, som sikkert
alle eleverne. Jeg følte, at jeg lærte lige så meget af dem, som de
forhåbentlig lærte af mig. Jeg følte, at jeg selv kun var på vej til at
finde noget, jeg kunne kalde mit eget, og den proces lignede for mig at
se nøjagtig den, som eleverne var midt i.
Af samme grund
udfordrede jeg fra starten den opfattelse, at der skulle eksistere et på
forhånd givet lærer-elev-forhold, hvor læreren kommer og fylder på af
hele sit litterære forråd, så snart eleven åbner næbet. Af de
forskellige udsagn fra gamle elever begriber jeg, at det ikke var en
uproblematisk opfattelse. Især de mere skrøbelige elever havde svært ved
at orientere sig i det åbne rum, hvor rollefordelinger og autoriteter
blev udfordret.
Jeg havde ikke lyst til at gå på arbejde i
litteraturen, jeg ville møde eleverne som kolleger og venner, også selv
om nogle af dem var yngre og endnu ikke havde udgivet noget. Jeg ville
også have, at diskussionerne skulle fortsætte ud over de skemalagte
timer, ja, for mig foregik det vigtigste måske netop uden for timerne.
Det kan man kalde lovligt idealistisk og temmelig naivt, men det var
altså min forståelse af fællesskabet. Som en af de gamle (glade) elever
har skrevet til mig, var Forfatterskolen en blanding af ӌnd, intellekt,
intimitet, udskejelser, udsvævelser, lyster, rus og knivskarp
faglighed. Det er det nærmeste, jeg har været på Platons symposium.”

Jeg er selvfølgelig ked af at læse, at visse elever ikke havde så
frugtbar en tid på skolen, som jeg troede. Det tager jeg ansvaret for og
beklager dybt. Jeg kan i tilbageblik godt se, at det ikke var
produktivt for alle, at grænserne blev udfordret. Det krævede, at man
selv deltog med hud og hår. Det krævede, at man åbnede op og havde mod
til at få kritik. Til gengæld blev man virkelig udfordret og ikke bare
strøget med hårene. Mange fik store og stærke forfatterskaber ud af det.
Og mange af os lærte en helvedes masse af de diskussioner, der blev
ført dag og nat.
De seneste ugers debat om Forfatterskolen har
unægtelig ikke handlet om litteratur eller ideer. Den har handlet om,
hvilke undervisere der har kysset hvilke elever i gadedøren, og hvem der
gerne ville have hvilke stillinger. Den har med andre ord handlet om
magt og prestige og penge. Alt det, som kunsten i mine øjne skulle
bekæmpe. I stedet for at diskutere, hvad vi overhovedet skal med
litteraturen og os selv, har kvinderne givet sig til at bekæmpe mændene,
som har givet sig til at bekæmpe kvinderne. Det er ingen kunstnerisk
dyd, hvis I spørger mig.
Det eksperimenterende værksted, som
Forfatterskolen i sin tid var, i hvert fald i mine øjne, er nu blevet en
tung institution med åremålsansættelser og whistleblowerordning og med
en kulturminister, der fungerer som kunstnerisk overdommer. Det er
kreperligt, ikke blot for skolen, men også for litteraturen. I gamle
dage var det nærmest ugleset, at man havde gået på skolen, i dag er der
så stor status i det, at alle maser sig frem for at få en
Forfatterskolemedalje på brystet. I gamle dage fandtes der en
fortrolighed på skolen, hvor vi alle fik lov at dumme os lige så meget,
som det var kunstnerisk nødvendigt, uden at offentligheden lyttede med. I
dag grines vi alle ud af den samme offentlighed. Eller vi sidder på
dens skafot.
I 1987, da Poul Borum oprettede Forfatterskolen,
gav det god mening at skabe et nyt litterært fællesskab. I dag tjener
skolen kun til splittelse. Derfor synes jeg, at vi skal lukke
Forfatterskolen og sige til hinanden, at den skole har haft sin tid, og
nu er det på tide at komme videre. Hvorfor opbygge tunge, intrigante
institutioner for litteraturen, når den nu bedst trives i uafhængighed
og uforpligtethed? Hvorfor gøre sig afhængig af kulturministre og
embedsmænd og bestyrelsesmedlemmer? Hvorfor opbygge litterære loger, som
stræbsomme personer vil slå ihjel for at blive en del af, når en
forfatter nu engang er en selvstændig skabning, og alt, hvad han og hun
foretager sig, er singulært og indimellem endda unikt?