På vej mod en ny, større roman

Peder Frederik Jensen efterlyser i Information (og Trappe 1000) en mindre snobbet romankunst. Det er ihverfald blevet overskriften. Selvom efterlysningen er fyldt med stråmænd og fordomme og har travlt med at forfægte en position, der for mig at se umiddelbart ligner den der kritiseres, blot fra et andet perspektiv; og selvom der gives eksempler på samtidige danske romaner der gør noget af al det der efterlyses (Brixvold, Nielsen, Højrup), gives der, velsagtens i en form for høfligheds eller hensynsfuldheds tjeneste, ikke eksempler på noget af det der angribes så argt; på trods af al det mener jeg at der er noget om snakken; JATAK til den vilde, åbne, inkluderende, ekseperimenterende, dokumentariske, legende, beskidte roman. Jeg tænker umiddelbart på navne som fx Cervantes eller Melville eller Céline; jatak til mere af det hele, bring it on!

I morgen i Århus (argh! hvem der var der!)

Den franske konceptdigter Jacques Jouet er i byen, og i
den forbindelse inviterer Aarhus Litteraturcenter til en aften i
konceptdigtningens tegn. Jouet er medlem af gruppen Oulipo – en samling
af digtere og matematikere, der leger med sprogets strukturer på
spændende og sjove måder. Jouet vil bl.a. læse op af nogle af de digte
han skriver i løbet af sit ophold i Aarhus.

På scenen får Jouet
selskab af de to danske digtere Martin Larsen og Christian Yde
Frostholm
, som begge har arbejdet konceptuelt med udgangspunkt i nogle
af de samme metoder som Jouet. Aftenen består først af oplæsninger fra
de tre forfattere efterfulgt af en samtale om konceptuel digtning,
Oulipo og forholdet til Paris.

Lektor i Fransk Litteratur
ved Aarhus Universitet, Steen Bille Jørgensen, vil styre
begivenhederne, og sørge for, at alle kan følge med – selvom man ikke
kan fransk.

Arrangementet finder sted i Vogn 1 på Godsbanen.

Læs mere om forfatterne her: http://www.litteraturen.nu/begivenhed/konceptdigtningens-muligheder-en-aften-med-jacques-jouet-martin-larsen-og-christian-yde-frostholm/

Jacques Jouet er i Aarhus i forbindelse med Fresh Eyes-projektet, som
er en del af Kulturby 2017 og laves i samarbejde mellem Galleri Image og
Aarhus Litteraturcenter. Fresh Eyes inviterer løbende forfattere og
fotokunstnere til Aarhus, hvor de får til opgave at se på byen med
friske øjne i originale værker. Nogle af de dugfriske tekster som Jouet
komponerer i denne forbindelse vil blive læst op på scenen.