500 // efterlysning!

Kornkammerets post nummer 500 (åben non-stop siden den 2. august 2005, 40.232 besøgende so far) skal selvfølgelig bruges til noget vigtigt, så her bringes en


EFTERLYSNING!


Det drejer sig om bøger af Pentti Saarikoski på skandinavisk eller engelsk; er der nogen der har noget derude og hvad, er der nogen der ved hvor man kan få det og så videre? Tips og tricks og salg og bytteri modtages med kyshånd. Underlig hånd. Men idéen er vel klar. Tak.

Standart

Det seneste nummer af Standart – marts 2007 – rummer som vanligt en del anmeldelser og derudover tillægget Stand in, der denne gang udgør anden halvdel af et større tema om litteratur og politik. Lidt om første halvdel her. Det vil jeg nu ikke skrive så meget om, for det der virkelig tager point hjem for mig i dette nummer er – (ikke, nej, den utroligt grimme forside – et dårligt maleri af … Klaus Rifbjerg? med en lille frækkert tegnet ind nede i hjørnet, der, frækkert, frækkert, har malet røde briller på) – Karsten Sand Iversens, igen, nå ja, lysende artikel om Robert Walser-receptionen i Danmark. Dén er god og grundig og spændende og til at blive klog af; og man, jeg, får lyst til at læse mere Walser, nu og her. Iversen karakteriserer sin artikel – i udgangen af artiklen – således:

”Billedet af den danske Walser-reception er tilnærmelsesvis fuldstændigt. Ikke alle dagbladsanmeldelser er nævnt eller citeret, men alle aspekter af modtagelsen skulle være repræsenteret. Det vil være fremgået, at visse sider af Walsers værk er underbelyste i dansk sammenhæng, det gælder såvel lyrikken som flere af romanerne, men det er en fordeling, som afspejler interessen også i de tysktalende lande.”

Artiklen bliver også bragt på tysk i Text & Kontext – Zeitschrift für germanistische Literaturforschung ind Skandinavien.


Standart, #1/marts 2007

Red.: Brian Andreasen m.fl.