“Du ved, de fyre, som aldrig kom til undervisningen, som i stedet sad på deres værelse og lyttede til Sonic Youth og røg spliffs, det er dem, they are here.”

(…)

“Laboratoriet for Æstetik og Økologi lyder som en underafdeling i Miljøministeriet, men de er et mikroforlag, som sætter klimakrisen på agendaen, både teoretisk, poetisk og politisk. På få år har de opbygget et interessant katalog, og igen bliver det tydeligt, at det på dansk grund er mikroforlagene, som tager ansvaret, både etisk og æstetisk, når markedslogikken kaprer hovedstrømmen. ”

Susanne Christensen skriver om Mikkel Krause Frantzens nye bog i Vagant.

En Balance-Konto

Det kunde naturligvis ikke undgaas, at der i Generaldebatten om Finansloven blev langet ud efter Forfatterne og Malerne, fordi Staten støtter Landets Litteratur og Kunst med nogle Penge. Aar efter Aar har der i Rigsdagssalene løftet sig det samme Jammerhyl over disse Folk som over en Skare paatrængende Tiggere, der ligesom Rotterne var ved at blive en Landeplage‘1.

I Begyndelsen var det vist kun nogle nøjeseende og samvittighedsbekymrede Missionsbønder, hvem disse kunstneriske og litterære Poster paa Statsregnskabet skar i Øjnene, Folk, for hvem et Pengestykke ikke havde nogen rigtig ægte Klang, uden det var tjent i et ærligt Andelsforetagende eller i alt Fald i en ikke helt uærlig Hestehandel. Men som Tiden gik, bredte Ansvarsfølelsen sig opefter og nedefter, ja nu er de folkevalgte Embedsmænd og andre Akademikere, som dog ikke selv har været Staten helt billige Luksusdyr, næsten de allermest forargede. Og disse Rigsdagshyl har givet kraftig Genlyd omkring i Landet, hvor særligt Forfatterne er kommen til at figurere i den folkelige Fantasi som en Samling skamløse Snyltere paa det sunde og virksomme Samfundslegeme. Paa dette ene Punkt har vore syvogtyve politiske Partier fundet hinanden i fælles Bekymring. Her staar Ulv og Lam og græder med hinanden broderligt om Halsen. Og man kan paa Ordførernes forandrede Tone mærke, hvor behageligt det føles for en Gangs Skyld at vide sig i Samklang med det samlede danske Folk og Fæ.

(…)

Således skriver Henrik Pontoppida i Tilskueren, 1909, læs mere her.

Tak til Lars Frost for at pege på teksten.