Højholts samvittighed / Thomas Kl!ng

Højholts samvittighed / Thomas Kl!ng

På grund af Mads fandt jeg mit eksemplar af Mellem ørerne frem – kataloget fra Museum for Samtidskunsts PERformer-udstilling fra 2004. Der er to CDer indlagt i bogen; og det første nummer på den ene er ganske rigtigt Kunsteren samfundets samvittighed, sendt første gang i radioen den 18. maj 1976. Dagen efter Ulrikke Meinhof begik selvmord, oplyser bogens gode noter. Det er et virkelig fint lille stykke, det begynder (i min egen transkription):

“Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig. At være samfundets samvittighed, det er vel alles pligt, og derfor netop ikke kunstnernes. Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan, lave kunst, sådan at det ligesom bliver mere naturligt for folk at være samfundets samvittighed for eksempel…”

Og slutter:

“Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive sit digt om Ulrikke Meinhof: STANDS! Det er allerede for sent, hun er død, hun er færdig med det digt der kostede hende selv og andre livet. Elendige samvittighedssnager – hvordan smager et mord, der ikke er dit eget. Smelter Ulrikke på tungen?

Endnu en kort besked tli digteren: hvis håndklæde hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det ved lejlighed. Du vasker alligevel dine hænder om lidt efter måltidet, ikke? Dit nekrofile svin! Stop et håndklæde i skrivemaskinen og prøv hvordan det er.”

Radiostykket varer kun 3 minutter og 51 sekunder, alligevel blev jeg hængende dér foran højtalerne, og hørte hele CDen — og så var den aften nærmest gået. Nej; jeg fik også Aris Fioretos gode, personlige essay om Thomas Kling med mig – det er indledningen til OEI #24, der kom sidste år, det tyske temanummer: ACHTUNG: ABC-ALARM!

Det er jeg glad for. Så er der noget at sove på.

Syng med!

(ærgerligt for forfatteren Gary Indiana, at Gary, Indiana findes… – mere om den første og Kathy Acker her på bloggen – snart – stay with us! – på den anden side af sangen er der også et kornkammer!)