Nyt nummer af Passage

Nyt nummer af Passage

PASSAGE #59 er netop udkommet (eller er lige på trapperne, er ihvertfald kommet fra trykkeriet) – denne gang som temanummer; Oppe i Norge hedder det, om nyere norsk litteratur. På forsiden er et fotografi af Henrik Ibsens blækhus – så fint! Nummeret rummer syv artikler + en udenfor tema + et par fagbogsanmeldelser (på hjemmesiden findes Max Ipsens artikel om Norske inspirationer i dansk kortprosa i sin helhed). Desuden har Geir Gulliksen og jeg selv en længere dialog under overskriften Et ansigt som minder om norsk poesi, en brevveksling. Vi fortsætter samtalen på årets bogmesse i København: i Forum på Århus Universitetsforlags stand – skulle man være interesseret – det sker engang i løbet af søndag den 16. november. Jeg kender endnu ikke tidspunktet.

Geir og jeg udveksler i alt fire mails, den første kommer fra mig og ser sådan her ud:

Sønderho, søndag, den 10. august 2008

Kære Geir,

Noget der har murret i mig et stykke tid; at der midt i den nye spændende norske poesi findes et stadig stærkere religiøst, måske kristent spor. Jeg tænker på Steinar Opstad, Gunnar Wærness og Monica Aasprong. Særligt de sidste to er jo nyskabende, jeg ved ikke om man i Norge kalder dem for eksperimenterende, den label ville de nok få på sig i Danmark, selvom det her som regel har negative konnotationer, det står som en slags advarsel: ADVARSEL! DENNE DIGTER ER EKSPERIMENTERNDE! Men det er et sidespor. Wærness og Aasprong, jeg tænkte det da jeg læste deres seneste bøger – Soldatmarkedet i sine mange versioneringer (fx 2007), og Hverandres (2006) og Bli verden (2007) – at man iblandt den særlige interesse for de visuelle, taktile, materielle kvaliteter, det situerede, spillet i det, også kan tyde et religiøst spor. Aasprong har sagt at hun igennem sit arbejde med Soldatmarkedet er blevet opmærksom på at t’et bærer korset i sig. I det perspektiv bliver hendes næsten uendelige landskabsagtige t-permutationer pludselig ligesom… oplyst nedefra… Hvor udskillelsen af fonemet, tænker jeg, umiddelbart kunne handle om en art reduktion af det sproglige udtryk, en undersøgelse af netop mere materielle aspekter af de tegn der til daglig og i deres vanlige sammenhænge er usynlige for os, bliver de pludselig til kors. Altså opladet med en massiv symbolsk og historisk betydning. De bliver tømt for deres t-hed, så at sige, og fyldt med KORS. De opererer jo ikke løsrevet i Aasprongs digte, men indgår i et bølgende tæppe, en mark, hvor de, i skriftens ophold, danner forskellige figurationer, skaber forgrund og baggrund på siden, dybde. Bogsiden bliver altså rumliggjort på en anden måde i disse arbejder end man er vant til at se det i mere konventionel litteratur, selvom en stor del af poesien selvfølgelig altid grundlæggende har arbejdet visuelt betydende, fx i linjeskiftets talende tavshed, hvis ikke det lyder for corny. Jeg er interesseret: Hvad tænker du om Monica Aasprongs Soldatmarkedet? Indgangsdigtet i Gunnar Wærness Hverandres, ’Kjære bønn’, er, som man titlen mere end antyder, et digt, en bøn, rettet til bønnen, en metabøn på sin vis: ”Kjære bønn jeg ber deg – måtte det komme/ikke bare ord og bilder – men et menneske/gjennom dine ord – et menneske som finnes/som kaller meg – og finner meg (…)”; hele det sakrale topoi forekommer mig at være gennemgående for en del af den markante nyere norske poesi. Og det i modsætning til den danske samtidspoesi. Selvom den hollandske lektor Henk van den Liet for nylig i Danish Literary Magazine skrev om ”the growing significance of religion” i dansk samtidspoesi, må jeg sige at jeg ikke synes det er oplagt. Hvis man ser bort fra Simon Grotrian. Opstad er en meget anderledes poet end de to andre, mere traditionel, og dog: der er visse affiniteter imellem ham og Wærness, er der ikke? Forkynderiet, alvoren, pausernes buldren, det enkelte ords vægt? I dansk sammenhæng ville han være i familie med Ole Sarvig, Søren Ulrik Thomsen og samtidig, altid, nogle andre, noget andet, sig selv, men mistroen til sproget, til ordene man bruger, om de kan bruges til noget, den deler han i sit arbejde, så vidt jeg kan se, med både Monica Aasprong, Gunnar Wærness og dig selv. Denne længsel som man også kan se i Wærness-citatet ovenfor, og meget stærkt i din egen seneste bog – og i grunden igennem hele dit lyriske forfatterskab – efter at ordene skal betyde noget, at de skal blive virkelige, at ordet skal blive kød: måtte der komme ikke bare ord ud af dette, men et rigtigt levende menneske, en anden. I din bog pågår der en ret aggressiv virkelighedsdiskussion, sådan opfatter jeg det: aggressivt, næsten som et indlæg i en samtidig norsk litterær debat – er det det? Du forsøger i din skrift at gøre opmærksom på at det er en falsk dikotomi – skrift vs virkelighed – jamen, det gør vi alle, dén diskussion har man igen og igen, men er den særlig presserende i Norge? Jeg opfatter den som nærværende i jeres tekster. Og måske som et problem for digterne selv – som om I selv er dybt i tvivl. Alt det kom jeg til at tænke på (igen), da jeg i aftes læste manuskriptet til din nye digtsamling et ansikt som minner/om norsk politikk (2008); en meget, skal vi sige anti-metafysisk digtsamling, der simpelthen ender med at den afdøde bror der bogen igennem forsøges forstået, afbilledet, erindret optræder som engel (”og da jeg ser ut av vinduet har broren min for lengst blitt borte/han har løftet de svarte sjaskete vingene sine og flydd”); det var en meget overraskende slutning for mig. Hvad tænker du selv om denne vel metafysiske udgang, hvis den er det, hvis ikke den er symbolsk eller tung metaforisk eller hvad man skal kalde det, hvad tænker du om et markant religiøst spor i den nyere norske digtning, hvordan, fra dit perspektiv, ser et ansigt der minder om norsk poesi mon ud?

Geirs (vrede!) svar og meget mere kan man læse i Passage

ÅH, fuck…

…Så kom jeg til at trykke JA JA, SÅ GIV MIG DA ET NYT LAYOUT, BLOGGER, hvilket ser ud til at betyde at jeg har mistet alle links og alt andet i den gamle blogger-skabelon; jeg mener da der stod at blogger ville gemme en kopi af mit tidligere layout, men hvor mon, hvor??? Anybody? Hjælp modtages, som altid, med kyshånd.