Slagtryk

Kære Martin,

Jeg har set du allerede har linket til os og det er vi meget glade for. Vi havde allerede før lanceringen planlagt at skrive til dig, for give lidt mere information om tidsskriftet, fordi du har en – i dansk litteraturliv – samlende blog.

Som du ved lancerede vi et nyt online tidsskrift for lyrik og kortprosa den 11. februar. Navnet er Slagtryk, og opgaven er klar. Dette skal være et tidsskrift, der skal facilitere digtningen og forfatterskabet in the making. Det skal være et sted, hvor teksten kan møde et publikum i et seriøst forum indenfor en overskuelig tidsramme. Et sådan tidsskrift er der brug for, da litteraturen i Danmark trods trange kår lever og ånder i mange forskellige sammenhænge.

I København er vi eksempelvis begavet med oplæsningsarrangementer fra Øverste Kirurgiske, Under Oplæsning, KUP, Jazz & Poetry, Poetry for Charity, Poesiens hus, Forfatterskolen og piratoplæsninger, engangsforestillinger, happenings etc., etc., hvor dygtige unge og ældre forfattere stiller op og læser af deres typisk helt nye tekster. Og det skulle undre, om der ikke er endnu mere god litteratur, hvis vi kigger ud over Københavns tage og videre ud i Danmark.

De fleste tidsskrifter, der udgives på papir er i dag længe undervejs. Du sender ind, du venter tre måneder på et ja og så yderligere to til seks måneder på, at teksterne udgives. Det er ellers nogle gode tidsskrifter, der er derude, og de supplerer hinanden udmærket i karakter og fokus. Men det lader dog til, at der er flere gode digte, end der er spalteplads.

Man møder nemlig jævnligt de gode tekster rundt omkring på nettet. Typisk på en ujævnt opdateret forfatterblog, der i sin tid blev oprettet i et forsøg på at nå bare lidt ud. Men bliver de læst, og hvordan finder læserne vej? Svaret på sådanne spørgsmål er en af de vægtigste grunde til Slagtryk.dk.

Initiativtagerne til Slagtryk består af Lasse Skjold Bertelsen, Mia K. Voss og undertegnede, der hver især har en formidlingsbaggrund i pædagogik, biblioteks- og litteraturvidenskab.. Den officielle udgiver af tidsskriftet er forlaget Kronstork, men redaktion og publicering fungerer uafhængigt. Tekster bliver postet jævnligt på hjemmesiden og samlet i en PDF ved månedsafslutning, der derved indikerer udgivelsens afslutning og en nys begyndelse. Tidsskriftet er at finde på adressen www.slagtryk.dk, hvor februar-nummeret nærmer sig sin afslutning. Printudgaven er officielt til download fra den 28.02., men du kan allerede hente den idag på http://www.slagtryk.dk/print/11-01.pdf

Med venlig hilsen
på vegne af redaktionen
Erik Scherz Andersen