Mere om tidsskrifter, med mere…
I dag ville Michael Strunge være fyldt 50, havde han levet. Politiken (intet link, hmm) og Information har nogle gode, lange artikler og interviews for at markere dagen.
Og her skriver Helle Juhl Lassen om den gode litteratur og den gode litteraturkritik.
Stig Larsson mener også noget om kvalitet – i min reol faldt jeg over et godt interview med ham, det er et par år gammelt og foretaget af Øystein Vidnes foran et live publikum i Bergen. Det findes trykt i Skrivekunst-akademiets festskrift fra 2005; Skriveplass. Larsson siger blandt andet i nynorsk oversættelse:
Eg set Celines bøker høgt. Hadde eg vore jøde, ville eg blitt opprørt av Celine, for han er ein antisemitt. Men det har ikkje noko med kvaliteten å gjere. Viss eg seier at Bergen er ein vakker by, er det ikkje noko eg synest. Det er slik. Viss du ein varm dag, midt på sommaren sa ’eg frys, eg frys’, kva ville dei rundt deg tenke om deg då? For det er ikkje kaldt. Det er varmt. På same måten er det med kvalitet.
Nedenfor pågår samtalen omkring de litterære tidsskrifternes rolle og situation i Danmark og vel sikkert i Skandinavien lige nu. Jeg synes det er nogle gode, grundige indlæg der har været, jeg håber der kommer flere. Fx finder jeg det interessant når Paal Bjelke Andersen som jeg læser det, peger på det relationelle, performative og på tids- og stedsspecificitet som overordentligt væsentlige parametre for tidsskriftets (og udgivelsens) udsigelse, hvilken Kristine Kabel anerkender med den tilføjelse at det ikke er de eneste parametre der er i spil. Det er væsentligt hvordan noget bliver sagt, af hvem og hvornår, men det er også væsentligt, siger Kabel, hvad der bliver sagt. Igennem indlæggene nedenfor optegnes også konturerne af to modsatrettede tidsskriftsmodeller; jeg foreslår at kalde dem encyklopædien overfor pamfletten. OEI overfor Den Blå Port. Tue Andersen Nexø skriver spændende om det og fremholder en vision om et litterært månedsblad – hurtigt, kort, aktivt, påvirkeligt, deltagende. Øverste Kirurgiske udkom sådan til at begynde med – de første numre i 1997, én gang om måneden, 44 sider, 30 kroner – et af numrene, husker jeg, med en stor mærkat påklistret hvorpå der stod: NU MED 30% FÆRRE ADJEKTIVER! Sådan et kunne vi godt bruge igen og allerhelst skulle det udkomme i forbindelse med en stor avis. Som Helle Juhl Lassen og jo mange andre er inde på (blandt andet lederen i seneste nummer af DPB der er omtalt nedenfor), kunne det være saliggørende at udfordre konsensusdækningen af litteraturen – i mit perspektiv ikke for at ændre den dækning, for at revolutionere jeg ved ikke hvad, men for at udvide samtalen, for at få flere at tale med om mere.
Desuden: for at vende tilbage til noget af det jeg skriver om nedenfor, mit udgangspunkt: hvorfor ikke lukke nogle af de tidsskrifter og frigøre ressourcer og læsere, eller slå dem sammen, når det nu er de samme der alligevel skriver de samme ting i dem? Jeg mener (og dette er ikke kun et retorisk spørgsmål, men i højere grad et tankeeksperiment jeg ville være interesseret i at se udviklet) hvad ville der ske hvis Vagant og Au Petit Garage blev lagt sammen, hvis Apparatur og Hvedekorn blev lagt sammen, hvis Kritik og Passage slog kludene sammen, Ildfisken og Den Blå Port og Banana Split, hvis Reception og Bogens Verden fandt sammen, hvis Audiatur-katalogerne og OEI og Kritiker gjorde det, hvis Vinduet og Horisont?
På samme måde som jeg mener at et hårdt formuleret, oppositionelt og programmatisk tidsskrift som Øverste Kirurgiske anno 1997 ikke kan stå alene om at repræsentere og udfordre og rykke en litterær offentlighed, mener jeg heller ikke at de mere eller mindre åbne og mangfoldige tidsskrifter og tidsskrifter der ikke har en klart formuleret politik, kan stå alene. Jeg savner klart formulerede programmer, jeg er interesseret, hvad vil man med det: hvorfor dog bruge al den tid, al det arbejde, alle de kvalificerede kræfter og nattetimer på at lave disse tidsskrifter ulønnet? Bare for at de skal eksistere?? Vel næppe?!
(For en god ordens skyld – jf. diskussionen hos Eslund – vil jeg lige understrege at jeg synes at den nye Ildfisk er et godt og godt redigeret tidsskrift, jeg deltager altså ikke i et konspiratorisk hylekor; mit sigte med disse indlæg er et andet, det er en efterlysning, jeg håber på noget mere dynamik, mere forskelligartethed i det man måske kunne kalde det litterære landskab.)
Tidsskrift.dk
Tidsskrifter…
Her, på mit skrivebord, ligger så mange nye tidsskrifter, de fleste ser rigtig gode ud, det er lige før jeg vil påstå at vi er i den absurde situation at have for mange gode litterære tidsskrifter i Skandinavien… Eller for ens… Det er mange af de samme skribenter der fuldkommen lydefrit skriver eller kan skrive nogenlunde samme type tekster i mange af dem. Nypoesi er en undtagelse. Men ellers kunne man, jeg, godt savne et skarpt vinklet tidsskrift, et tidsskrift med et program af en art – – – da jeg i sin tid var med til at grundlægge Apparatur var det faktisk for at imøde- eller imodgå programtanken, for at skabe et mere pluralistisk sted, selvom ‘pluralisme’ lyder underligt udvandet nu, et sted der beskæftigede sig med billedkunst og litteratur og hvor der var plads til skønlitteratur og faglitteratur og debutanter og etablerede, side om side, danske og udenlandske. Men nu kunne jeg som sagt godt savne et hårdt formuleret program, noget man kan gå i dialog med, være uenig i osv. Ildfisken forekommer mig at være et rimelig lukket tidsskrift på den måde at de planlægger deres numre lang tid i forvejen, og vist mere eller mindre henter alle deres indlæg selv, ligesom den gruppe mennesker der skriver og redigerer forekommer at stamme fra samme miljø – men de har mig bekendt ikke formuleret et egentligt program, et manifest, de vil ikke noget præcist. Selv er jeg, som antydet, i udgangspunktet ret kritisk i forhold til den type efterlysning som jeg så selv fremsætter her; men kunne det ikke være saligørende om der opstod egentlige grupperinger man kunne navigere i forhold til? Måske findes de allerede, men vel ikke så klart defineret ud fra de enkelte tidsskrifter… Den Blå Port gør noget, i sine ledere, har i de seneste par år forfulgt en bredere sammenhæng mellem det man måske kunne kalde litteratur og politik eller litteraturens rolle i samfundet. Ambitiøst og aggressivt. Men hænger lederne på nogen særlig måde sammen med resten af tidsskriftet, med det der bliver trykt der?
Foran mig ligger: Apparatur #16-17, Reception #65, Kritiker #8, Au Petit Garage #b, Vagant #1/2008, The Literary Review #51/3 (New Danish Writing), Banana Split #27, Vinduet #1/2008, Hvedekorn #1/2008, Ildfisken #39, Den Blå Port #77 og #78. Desværre, havde jeg nær skrevet, men det mener jeg jo, har jeg ikke fået fat på de nye numre af Passage og OEI, selvfølgelig er der andre og flere.
Der er mange gode sager jeg ved jeg umulig får tid til at læse, men sådan er det jo, også med verdenslitteraturen i øvrigt, dog – her til aften har jeg alligevel fået kigget i det nye nummer af Den Blå Port. Det er det sidste nummer med Kristine Kabel og Lars Frost i redaktionen, Nikolaj Zeuthen fortsætter. De kører en art Peer Hultberg/Marie Grubbe-tema – det ser interessant ud. Noget der dog undrede mig var lederen – måske det i det hele taget var den der fik mig til at tænke på det man kunne kalde indspisthed (men det er et grimt ord) og uniformitet i det litterære tidsskriftsmiljø i det hele taget og på den mulige forskel på Den Blå Ports ledere og redigering mere specifikt.
Lederen bærer overskriften Incestuøst og det hedder blandt andet:
(…)For problemet er jo at det hele meget nemt kan blive lidt snævert og gnidret hvis man for blindt lader det nationale og præstationen være i fokus, for ikke at tale om det, der altid sker i små miljøer: at profileringen af den enkelte, uafhængigt af litterær præstation, synes at tage fokuset (…) Er Danmark et lille sprogområde, er den litterære offentlighed i Danmark endnu mindre, og hvis man opererer med Den Blå Port som et organ for en særlig type af litteraturinteresserede, ja så bliver det pludseligt et meget, meget lille felt man bevæger sig inden for. Både hvad angår læsere og bidragsydere.
At The Literary Review vælger at give engelsk stemme til Blå Port-skribenter er i den forbindelse en kærkommen mulighed for at kunne tale ud i et større, internationalt rum. Og forhåbentlig vil det vise sig at vores tekster kvalificerer betydninger der er vedkommende ikke kun for den hjemlige andedam. Vi tror det.
Af nummerets tolv bidrag er ét skrevet af en ikke-dansk forfatter, nemlig af den norske kritiker Marius Lien. Artiklen handler om modtagelsen af danske Das Beckværk i norske medier. Hvis man for alvor ville åbne rummet lidt op og komme længere væk fra den benævnte incestuøsitet, kunne man jo starte med at inddrage andre stemmer og perspektiver, udefra, også. Tænker altså jeg.
Recent Comments