(…) Jeg er ganske vist vokset op med digte. Min mor kunne en masse udenad og reciterede dem for mig, når jeg skulle sove. Så var der dem, skolen fik banket ind i vores hoveder, ydmygt bøjede over Højskolesangbogen og de 10.000 æggemadder. Det var rimede digte, dem, vi alle sammen kender. Digte, som et lille barn, der som de fleste små børn er i stand til at tænke logisk, udmærket kunne forstå ikke havde ret meget med virkeligheden at gøre, men var fantasier, udspekuleret af syge voksenhjerner. Jeg oplevede dem som religiøs propaganda, karamelliseret med rim, der skulle gøre dem mere spiselige, men havde den modsatte effekt – gav en lyst til at kaste op. De gik i takt ligesom soldater, og rytmen forplantede sig til ens mave. Jeg kunne godt se, at poesien havde noget, et eller andet, måske endda noget stort. Men hver gang det store begyndte et vise sig, kom rimene og ødelagde det. (…)

– – – mere her – – –