Den 3. oktober udkommer chapbook’en Mortens bog på Kornkammer.blogspot.com.
Mortens bog er en blanding af (læse)dagbog, essay, brev, poetik og optegnelse. Tematisk samlet omkring en overordnet diskussion af kunst og politik, og mere præcist af poesi og politik. En diskussion Martin Glaz Serup igennem længere tid har ført med Morten Søndergaard, og bogen er også henvendt direkte til ham. Mortens bog er et forsøg på at skrive det specifikke, smalle og målrettede; et ønske om igennem litteraturen at indgå i en konkret og fortsat samtale.
Martin Glaz Serup (født 1978) debuterede i 2002 med digtsamlingen Shylas ansigt, og har siden udgivet digte og børnebøger, senest langdigtet 4 (2005) og billedromanen Virus (2006). Til november udkommer billedbogen Sebastians Monster, med tegninger af Lars Vegas Nielsen. Martin Glaz Serup modtog Strunge-prisen i 2006.
Wikipedia definerer chapbook sådan her: “Chapbook is a generic term to cover a particular genre of pocket-sized booklet, popular from the sixteenth through to the later part of the nineteenth century. No exact definition can be applied. Chapbook can mean anything that would have formed part of the stock of chapmen, a variety of pedlar. The word chapman probably comes from the Anglo-Saxon word for barter, buy and sell.
The term chapbook was formalised by bibliophiles of the nineteenth century, as a variety of ephemera. It includes many kinds of printed material, such as pamphlets, political and religious tracts, nursery rhymes, poetry, folk tales, children’s literature and almanacs.”
Mortens bog er på 43 sider; omslag ved forfatteren med brug af Lars Mikael Raattamaas Al-Jazeera-digt.
God stil! DIY er (endnu) ikke død – glæder mig til at læse…
Kornkammer fyldt med guldkorn. Ender som et kultsted på nettet det her. Glæder mig til at læse, læse, læse det i og igennem.
Tillykke med det, min dreng. Saa endte alt godt og paa rette maade!
Takker!
Tak alle sammen, og Rasmus; jeg aner ikke hvad DIY er (eller gør jeg?); men det er da godt at høre at det lever. At det ikke er dødt. Og NÅH! Do It Yourself?!??
ja, do it yourself!! mere A8, B16 og hjemmetrykte sager, tak! 🙂
der skal gå lidt ((semi-)avantgarde-)patos i den nogle gange… jaja..
hey martin – fedt! glæder mig til at fedte hjernen ind i dit seneste spin(d)
Ja, D.I.Y. – Do It Yourself – betöd i punkdagene, at hvis du ikke kunne spille et instrument, havde du 2 valg: At lave et undergrundsblad og dér skrive om musikken, eller spille alligevel.
“(…)Jeg bryder mig ikke om det, det må jeg indrømme.
Angående “det politiske”: Selv tror jeg, man hellere skulle definere politik som det, der opstår, når det bliver åbenlyst, at vi ikke alle har de samme interesser. At vi ikke bare “kan være gode venner alle sammen”. Og hvad gør man så? Man forstår i al fald, at venskab og intimitet ikke kan erstatte en refleksion over politiske konflikter, men i forhold til dem er noget, man – ja, eskapistisk – gemmer sig i. Derfra kan man så titte ud på katastroferne, afmægtigt, manende til eftertanke.
Noget andet er så, at forestillingen om litteraturen som “venskabets” form er meget traditionel. Historisk set knytter den sig til lidt ældre, borgerlige litteraturformer. Man finder den f. eks. i Henry Fieldings Tom Jones (1748), der på mange måder er udgangspunktet for genren: den bredt strømmende, episke samtidsroman, og hvis alvidende fortæller til slut erklærer, at hans mål er at blive husket af læseren på samme måde som man husker på en kær ven. Ikke at der er noget galt i det – Tom Jones er en helt fantastisk bog – men det er da spøjst at se eksperimenterende digtere og forfattere, hvis øvrige referencerammer (for f. eks. Martins vedkommende) er skikkelser som Lyn Hejinian, Gertrude Stein og Robert Walser være så, ja, uopfindsomme, når det kommer til forestillingen om hvilke typer af fælleskaber, poesien kan lave.
Og så skal jeg ikke glemme at sige, at der også er mange fine ting i Mortens bog. Blandt andet et par gode litterære karakteristikker.Den bedste handler, sjovt nok, om hr. Søndergaards digtning. Læs selv videre via linket ovenfor.”
– Tue Andersen Nexø om Mortens Bogi Sandkassen.
Før Tom Jones udgav Fielding Joseph Andrews… og inden da faktisk en brevroman, Shamela, som indledes (som så ofte dengang) med et brev til forlæggeren, som jeg tænkte fint kunne passe til Mortens bog, “Herewith I transmit you a Copy of sweet, dear, pretty Mortens bog (Pamela), a little Book which this Winter hath produced; of which, I make no doubt, you have already heard mention from some of your Neighbouring Clergy; for we have made it our Business here, not only to cry it up, but to preach it up likewise.”
Hej Martin,
Det var da et fantastisk (lokkende) citat!
Ja, tänk Tue, vi er nogen der lever i en verden af kunst og hverdag, hvor der ikke hele tiden er/skal tänkes et skel mellem Tradition og Avantgarde/Eksperiment og At Väre Borger kontra At Väre i Opposition. Det gaar ja om ikke fint, saa gaar det dog. Og verden hänger om ikke fint – aldrig fint! – saa dog nogenlunde sammen i al sin splittethed.
“(…)Det er et rørende, hengivent projekt. Nærmest en kærlighedserklæring, ikke bare til Morten Søndergaard, men til den klassiske, skriftlige korrespondance, selvom den her iføres nye klæder. (“Jeg læser Pentti Saarikoskis Brev til min kone, på norsk, han skriver blandt andet: ”Alle bøker burde forresten være brev, for det er alltid morsommere å få et brev enn ei bok, og i brev kan det være plattheter, men ikke i ei bok, profetene skreiv bøker, apostlene brev.””)”
– Martin Johs. Møller om Mortens bog på hans blog.
Stensamler
Hej Martin
Til vores lille ( eller store?) julefrokost punkede du mig for at jeg skulle læse din chapbook. Her forleden blev jeg nysgerrig og begyndte at læse den og har lige læst den færdig.
Jeg synes den var interessant og sjov at læse. Dine tanker omkring tekstens nyttefunktion eller mangel på samme virkede meget vedkommende for mig, og ikke mindst tanken om en samtale med teksten.
Jeg kan godt lide din formulering om at “Det er som teksten tænker selv, man kan gå fra den og komme tilbage og så har den fundet på noget nyt.”
Men det mere private gjorde også indtryk på mig, selvom det mest var som en form for baggrundsmusik for resten af teksten. Især der hvor du beskriver hvordan du en aften ikke har samme overskud overfor dine børn, som du havde som vært for et seminar. Jeg kender det fra mit arbejde i vuggestuen, hvor jeg nogengange kan være pinlig bevidst om at det er mig der er urimelig og ikke børnene, men samtidig ikke har overskud til at gøre noget ved det.
Tilsidst vil jeg bare sige at din afsluttende sætning; “Nu regner det heller ikke længere, og jeg sidder
her tilbage, som en lille hunds hale…” var en lækker afslutning der fik mig til at smile for mig selv.
Tak for det, kærlig hilsen Eskil
– er i gang med at læse, men vil lige bemærke, at det er en god ide osse at få ISBN nr. med på denne type udgivelse, da den så kommer med i Rex og bibliotek.dk – med den deraf følgende mulighed for større udbredelse!
taK for tippet Per Olof, det var måske ikke en dårlig idé – selvom jeg ikke er helt sikker på hvordan man gør sådan noget…