Mere politisk poesi i Danmark i 00’erne

Noget står i hvertfald frem so far, en eller flere akser man kan slå ned på eller omkring, fx den nye redaktionelle linje på Den Blå Port; hvor redaktionen er begyndt at ‘bruge deres ledere til noget’, at ville noget med dem, noget som emnemæssigt spreder sig langt ud over det (i nyere tid) traditionelt (snævert) litterære – og i særdeleshed går interessen i retning af realpolitik, med analyser af taler fra Dansk Folkepartis årsmøder og en direkte opfordring til Claes Kastholm Hansen om at gå af — se Kornkammer-diskussionen fra maj om Kastholm Hansen
her.

Martin Johannes Møller mener den nye redaktionelle linje er “et rart og tiltrængt tiltag”, Mads Eslund mener det er “anstrengt og for meget. Det er forceret simpelthen.” Det gør de Her.

Hvad er de uenige om?

Noget Martin og Mads til gengæld lader til at være enige om, er at der mangler personlig radikalitet, begge er inde på det forudsigelige og lidt kedelige i det man kunne kalde det politisk korrekte, det vi allerede godt ved er det rigtige at sige; dette ønske om radikalitet kunne være en anden akse, som i bund og grund, ser det ud til, har at gøre med det krav der har været stillet til det meste kunst i i hvert fald halvandet hundrede år om originalitet; et nyhedskriterium som kvalitetsparameter, det kommer tydeligst til syne hos Mads, der synes at den nye politiske bølge i litteraturen trækker for meget på 60’erne og 70’erne – det er vel først og fremmest formelt han mener, eller hvordan???

Et andet spørgsmål: kan det ikke være ’sandt’, bare fordi man har hørt det før? Svar: jo, men så hører vi ikke efter, så har det ingen effekt. Hvis det er effekten (det at få nogen til at gøre noget ved noget) vi opererer med som et parameter for kvalitet, er det så ikke propaganda snarere end kunst vi taler om?

Politisk poesi i 00’erne i Danmark

Findes den?

Man kunne se det som en slags oplæg til en diskussion, men før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.

Uanset ville navne som Peter Laugesen og Klaus Høeck vel altid blive nævnt.

Hvis man skulle nævne nogle enkelte bøger, der behandler makropolitik som om det havde noget med os at gøre, kunne man måske pege på for eksempel Katrine Marie Guldager: Ankomst, Husumgade (2001), Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden (2003), Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen (2004), (min egen:) Martin Glaz Serup: 4 (2005), Thomas Boberg: Livsstil (2005) og Maja Lee Langvad: Find Holger Danske (2006).

Men ’Det Politiske’ indgår eksplicit i ret meget nyudgivent dansk poesi efterhånden, for eksempel hos så forskellige folk som fx Morten Søndergaard, Sten Kaalø, Marianne Larsen, Niels Frank, Mette Moestrup

Hvad har ovenstående bøger til fælles, om noget, kan man udlede, aflæse noget af at se dem oven på hinanden, hvordan er de beslægtede, en bevægelse af en art, eller netop: ikke en bevægelse, men måske en anti-bevægelses bevægelse – men. er det ikke meget let at sige… Og så skal man også til at definere dét, hvad man forstår ved en bevægelse, det er måske ikke det mest interessante her… Hvis noget er det… Kommentarfeltet findes!

Nyt fra AUX

KÆRE AUX-MEDLEMMER OG ANDRE INTERESSEREDE
Velkommen tilbage fra sommerferiens fredsommelige lyde af bølgeskvulp, vinden i piletræerne og græsset, der gror. Og velkommen tilbage til AUXs absolut elektriske og øretæveindbydende sensommerprogram, hvor hotdogs, husvilde og elektriske kompositioner går i klinch med lyden af sommerfest og historier fra de københavnske pølsevogne.

SOMMERFEST PÅ THE LAB
Lørdag den 12. august holder LAB sommerfest med grill, sommerpunch og musikalske indslag fra venner af huset. Festlighederne starter kl. 16 og fortsætter til den lyse morgen – og det er en god idé at komme tidligt, for Txture og Rune Søchting åbner ballet med et dj-set, hvorefter AUXs egen Mikkel Meyer langt om længe giver sin første solo live-optræden i DK! LABs sommerfest byder derudover på en lang række live-optrædender og dj-sets. Overskuddet går til driften af LAB. Entré: 55kr Læs mere om programmet på www.komponent.dk

AUXDOGS
Sæt tænderne i en velkogt pølse og skyld efter med en rød sodavand, mens du lytter til listige historier fra københavnske pølsevogne. I en særligt designet pølsevogn kan man lægge øre til reportager fra pølsevognens forunderlige verden, når AUX serverer varme pølsevognsreportager under DRs Public Service Festival den 18.-20. august ved det nye KUA i Ørestad Nord. Public Service er Danmarks største festival for elektronisk musik. Armbånd til alle tre dage koster 200kr. Læs mere på www.dr.dk/publicservice
AUXdogs er støttet af LOs Kultur- og Projektpulje og Tuborgs Grønne Fond.

KOM INDENFOR!
Fredag den 15. september indtager AUX udstillingen HUSVILD på Galleri Ebbesen. Vi byder på en lille én til halsen og et kig ind i privaten. Så kom indenfor til en lytteoplevelse om ejendomspriser, samtalekøkkener og bærende vægge. AUX holder åbent hus mellem kl. 21-24 i Galleri Ebbesen, Øster Farimagsgade 79, 2100 Kbh. Ø
Læs mere om Husvild-udstillingen på www.gallery-ebbesen.com.

DET KNIRKER PÅ WWW.AUX.DK
Knirkelyde, den franske version af lydpoesi, Poésie Sonore, samt minimalismens enkle lyduniverser er blot nogle af de emner, du kan læse om på www.aux.dk/artikler… og vi hører også gerne fra dig!

Har du et emne, en tekst, en lyd eller andet, du gerne vil dele med andre, så send det til redaktion@aux.dk