KÆRE AUX-MEDLEMMER OG ANDRE INTERESSEREDE
Velkommen tilbage fra sommerferiens fredsommelige lyde af bølgeskvulp, vinden i piletræerne og græsset, der gror. Og velkommen tilbage til AUXs absolut elektriske og øretæveindbydende sensommerprogram, hvor hotdogs, husvilde og elektriske kompositioner går i klinch med lyden af sommerfest og historier fra de københavnske pølsevogne.

SOMMERFEST PÅ THE LAB
Lørdag den 12. august holder LAB sommerfest med grill, sommerpunch og musikalske indslag fra venner af huset. Festlighederne starter kl. 16 og fortsætter til den lyse morgen – og det er en god idé at komme tidligt, for Txture og Rune Søchting åbner ballet med et dj-set, hvorefter AUXs egen Mikkel Meyer langt om længe giver sin første solo live-optræden i DK! LABs sommerfest byder derudover på en lang række live-optrædender og dj-sets. Overskuddet går til driften af LAB. Entré: 55kr Læs mere om programmet på www.komponent.dk

AUXDOGS
Sæt tænderne i en velkogt pølse og skyld efter med en rød sodavand, mens du lytter til listige historier fra københavnske pølsevogne. I en særligt designet pølsevogn kan man lægge øre til reportager fra pølsevognens forunderlige verden, når AUX serverer varme pølsevognsreportager under DRs Public Service Festival den 18.-20. august ved det nye KUA i Ørestad Nord. Public Service er Danmarks største festival for elektronisk musik. Armbånd til alle tre dage koster 200kr. Læs mere på www.dr.dk/publicservice
AUXdogs er støttet af LOs Kultur- og Projektpulje og Tuborgs Grønne Fond.

KOM INDENFOR!
Fredag den 15. september indtager AUX udstillingen HUSVILD på Galleri Ebbesen. Vi byder på en lille én til halsen og et kig ind i privaten. Så kom indenfor til en lytteoplevelse om ejendomspriser, samtalekøkkener og bærende vægge. AUX holder åbent hus mellem kl. 21-24 i Galleri Ebbesen, Øster Farimagsgade 79, 2100 Kbh. Ø
Læs mere om Husvild-udstillingen på www.gallery-ebbesen.com.

DET KNIRKER PÅ WWW.AUX.DK
Knirkelyde, den franske version af lydpoesi, Poésie Sonore, samt minimalismens enkle lyduniverser er blot nogle af de emner, du kan læse om på www.aux.dk/artikler… og vi hører også gerne fra dig!

Har du et emne, en tekst, en lyd eller andet, du gerne vil dele med andre, så send det til redaktion@aux.dk