Noget står i hvertfald frem so far, en eller flere akser man kan slå ned på eller omkring, fx den nye redaktionelle linje på Den Blå Port; hvor redaktionen er begyndt at ‘bruge deres ledere til noget’, at ville noget med dem, noget som emnemæssigt spreder sig langt ud over det (i nyere tid) traditionelt (snævert) litterære – og i særdeleshed går interessen i retning af realpolitik, med analyser af taler fra Dansk Folkepartis årsmøder og en direkte opfordring til Claes Kastholm Hansen om at gå af — se Kornkammer-diskussionen fra maj om Kastholm Hansen
her.

Martin Johannes Møller mener den nye redaktionelle linje er “et rart og tiltrængt tiltag”, Mads Eslund mener det er “anstrengt og for meget. Det er forceret simpelthen.” Det gør de Her.

Hvad er de uenige om?

Noget Martin og Mads til gengæld lader til at være enige om, er at der mangler personlig radikalitet, begge er inde på det forudsigelige og lidt kedelige i det man kunne kalde det politisk korrekte, det vi allerede godt ved er det rigtige at sige; dette ønske om radikalitet kunne være en anden akse, som i bund og grund, ser det ud til, har at gøre med det krav der har været stillet til det meste kunst i i hvert fald halvandet hundrede år om originalitet; et nyhedskriterium som kvalitetsparameter, det kommer tydeligst til syne hos Mads, der synes at den nye politiske bølge i litteraturen trækker for meget på 60’erne og 70’erne – det er vel først og fremmest formelt han mener, eller hvordan???

Et andet spørgsmål: kan det ikke være ’sandt’, bare fordi man har hørt det før? Svar: jo, men så hører vi ikke efter, så har det ingen effekt. Hvis det er effekten (det at få nogen til at gøre noget ved noget) vi opererer med som et parameter for kvalitet, er det så ikke propaganda snarere end kunst vi taler om?