Man kan rentav se det på prästen
att det är hans dag idag
Påsksöndag och kommunalvalg på samma gång
Till menigheten har han sagt
att kristus, den uppståndne, räknar deras röster
– Pentti Saarikoski / Mia Berner i Kvällen gör sig ingen brådska (1975)
du er en gris
sikken en grim
klat du har sat
på den ordnede verden
Peter Laugesens seneste bog – vejrudsigter – er så god. Så afdæmpet og præcis. Præcis forekommer mig at være det rigtige ord; rytmen i det hele båret af haikuets sytten stavelser, men haiku som Laugesen skriver haiku, altså ret frit, og så alligevel. Det faste Laugesenske repertoire gennemspilles naturligvis, hunden, gåturerne, rim, remser og modstand imod ’normalisering’, det er morsomt, det handler om at blive ældre, om at skulle dø. Det handler også om at skulle dø, men måske først og fremmest om at være til. Sansende. Lejesoldater i Konstantinopel og Coltrane og Co. og digtet er-motoren (”digtet er en blind pony/med en kanariefugl på ryggen/i sprogets dybe minegange”); alligevel er det som om der sker noget mere, som om der i det rolige anslag, de få stavelser, som om der i selve brugen af bindestreger findes en intensitet. Faktisk var Erik Skyum Nielsens anmeldelse i Information, som jeg husker den, også ganske fin.
forladt tømmerflåde – sildepaller
kæmpetrisse – flået vindsejl
blafrer – isen
er usikker –
lille tundra – søen i flod – ikke
forår endnu – måge flyver lavt
over pontonbroer – ænder
i vågen –
huck finn kon tiki op over kirkegården – ingentings
hovedgade –
i cykelslusen under hovedvej og jernbane tre tykke drenge
der harkende prøver at sælge mig hash –
hjemme vasker jeg hundens poter
Et marionetteater udelukkende med edderkopper. Det er klassens tykke dreng, der opfører Macbeth. Han har klædt sig helt i sort og ses næsten ikke bag teaterkassen i det mørklagte klasseværelse. Pindene, hvori edderkopperne er ophængt, og de mange tråde, der styrer deres bevægelser, kontrollerer han med en fabulerende præcision, en kølig lidenskab, og han fremsiger selv alle replikker med skiftende stemmer. Heksene spilles af tre fede korsedderkopper. “Fair is foul, and foul is fair,” gnækker de, men ingen af børnene hører efter. Drengene råber op, og pigerne skriger hysterisk. Heller ikke lærerinden ser skønheden i opførelsen. I al tumulten er hun kun optaget af at finde lyskontakten.
– Carsten René Nielsen fra Enogfyrre dyr (2005)
scenariet i lejren synes kun at udbygge BERETNINGEN
(en ældre mand der endnu befandt sig i en choklignende tilstand)
hele natten havde der været skudveksling
kun ét lig af en partisan kunne FOREVISES
og bygningerne havde kun en halv snes skudhuller
en otteårspige lå halvt bevidstløs med en blodig bandage
om maven hun bevægede kun hovedet når fluerne satte sig
på hendes øjne og mund
en ung kvinde med et gabende sår i låret blev behandlet i skyggen
i nogle tilfælde lå to eller tre lig under samme klæde
hvilket gjorde en PRÆCIS OPTÆLLING umulig
de små døde børn lavede kun små buler i stoffet
og var svære AT FÅ ØJE PÅ
det er et af biprodukterne, for hver dag der går
FOR HVER DAG DER GÅR bliver de mere nervøse
– Per Aage Brandt i Pamplona (1971).
*
Digt fra en kinesisk vægavis hængt op i en landsby, indledningen er et gammelt kinesisk ordsprog:
’Hvis der ikke er tusinde fattige mennesker, hvordan kan der så være én rig mand.’
Hvor stammer disse ord fra?
Det er sikkert jordejeren selv der har sagt det
Jordejeres hjerter
er fulde af
grusomhed”
– fra Digte er våben (1972).
*
Der ligger et stykke bark på bordet. Jeg kunne komme til at æde det. Det ligner brød.
– Peter Laugesen i Vindens tunge (1986).
Recent Comments