The romantic obsessions of Colette, Simone de Beauvoir, and Marguerite Duras

Lige over frokost i dag, den 1. oktober, kunne flere medier via Ritzaus Bureau fortælle det forfærdelige: Pia Juul er død. Alt for tidligt. Hun gik bort den 30. september, 58 år gammel, efter kort tids sygdom. Det er på alle måder forfærdeligt. Jeg har netop talt i telefon med en der også kendte hende, han sagde: “Pia er det sødeste menneske vi kender.” Ja, sådan var hun. Sød og skarp, sjov og gavmild. Enestående dygtig. Og så var hun – eller er? – en af de sidste mange års mest distinkte (for at undgå ordet ‘bedste’, litteratur er ikke sækkevæddeløb) danske forfattere. Hun havde en ganske særlig stemme og et enestående øre for replikker, dialekter, ting folk siger. Hun var en fremragende oplæser også.

Pia Juul debuterede i 1985 med digtsamlingen Levende og lukket, og har siden skrevet både poesi, romaner, noveller og drama.

Hvis nu man skulle pege på tre hovedværker i tre forskellige genre:

Digtsamlingen Sagde jeg, siger jeg fra 1999 var et (af flere) gennembrud – hendes digte om Onkel Hector og hvodan han altid gjorde sådan her med hånden, sådan, blev en øjeblikkelig klassiker i dansk poesi. I 2001 udkom hendes første, og der skulle følge flere, fejrede novellesamling Mit forfærdelige ansigt. Kriminalromanen Mordet på Halland udkom i 2009 – måske man skulle skrive det i anførselstegn, det er ikke en traditionel krimi. Som alt Pia Juul skrev har den en utrolig friskhed, rn originalitet, en humor og noget meget legende over sig. Romanen blev oversat til mange sprog og også trykt i mange eksemplarer i Danmark.

I 2018 udgav hun hele tre bøger: digtsamlingen Forbi, der uhyggeligt nok, med den titel, skulle blive hendes sidste. Asterisk, der er en opsamling af forskellige kortere prosatekster – blandt andet nogle korte, meget veloplagte rejseberetninger fra den helt unge forfatter. Og endelig Let gang – og lidt til der er en genskrivning af Agnes Henningsens erindringsromaner. Bogen genudkom i 2019 på Asger Schnacks Forlag, der også, for blot tre uger siden, genudgav hendes første syv digtsamlinger i nye udgaver. Det er fra den lejlighed fotografiet ovenfor stammer.

I 2012 skrev litteraten Elisabeth Friis første monografi om Pia Juuls forfatterskab, der kommer med garanti mange flere.

Ved siden af sit forfatterskab var Pia Juul en særdeles produktiv og agtet oversætter, hun var medlem af Det Danske Akademi, formand for bestyrelsen af Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald Hovedgaard og meget andet.

Pia Juul var også en god ven. Jeg savner hende allerede intenst. I formiddags skrev jeg et postkort til hende, jeg vidste ikke hun var syg, havde hørt rygter, fik pludselig lyst til at skrive til hende, jeg savnede hende, og skrev “Kære Pia, Jeg fik pludselig lyst til at skrive til dig for no reason – andet end jeg ville høre hvordan det går…”, men da var hun allerede død.

I de sidste 10 år har vi arbejdet på sammen at oversætte Gertrude Steins lillebitte krimiroman Blood on the Dining-Room Floor. Man kan ikke sige vi arbejdede intensivt på projektet. 35 små danske sider er det blevet til i løbet af årene, og dét er endda langt fra at være trykkeklar sider. Dén blive vi ikke færdige med. Af en eller anden grund havde vi, i leg, aftalt at vi på et tidspunkt skulle til Torino og arbejde på oversættelsen – det var noget med at det var dér Nietzchesche havde kysset en hest, hvad det så har med noget som helst at gøre. Ihvertfald bliver heller ikke dét til noget nu.

I Forbi er der en række portrætdigte, og også et af Greta Garbo som jeg tænker på nu. Det er så fortættet i en stemning af savn og melankoli og dét der er forbi og ikke kommer tilbage. Følelsen i digtet, jeg tænker: sådan er det lidt at være dem der er tilbage:

GG

Hun ville være alene, og hun blev så ensom

Billederne af hendes lejlighed

skærer i hjertet med alt det lyserøde,

men værst er gæsteværelset med de to senge

hvor ingen nogensinde lå

Hendes sørgelige breve blev solgt på auktion:

hun er altid alene og taler med sig selv

hun kører til stranden og går tur i solen, men det er det

eneste hun gør

Hun tænker så meget på de somre derhjemme

hvor det regnede og den vidunderlige melankoli indhyllede alle

Hun savner regn og melankoli.

Hun savner det derhjemme, men

ungdommes regn melankoli og hjem kan ikke bare

genopfindes

det ved hun, hun ved det, det er tabt, det er også forbi