For nylig kunne man på Promenaden læse en imponerende oversigt over hvad der findes af danske litteraturtidsskrifter lige nu. Men er det nu så imponerende. For et par år siden, da Borgens Forlag imploderede og antallet af digtsamlinger der blev udgivet på ‘mainstreamforlag’ i Danmark styrtdykkede*, gik det hæderkronede e tidsskrift Hvedekorn næsten ind. Det blev reddet i 11. time af (Lars Bukdahl og) Rosinante, der heroisk og heldigvis valgte at påtage sig hvervet og fortsætte den økonomiske underskudsforretning. På ovennævnte tidsskriftsliste står blandt andet Den Blå Port, der uanset rygter vel næppe findes længere. Det var ellers, vil jeg sige, sammen med Kritik, det vigtigste danske litteraturtidsskrift af den slags der udkommer flere gange om året, blander ny kritik og teori og (skøn)litteratur i alle afskygninger, og samtidig har et direkte mellemværende med samfundet lige nu. Og jo altså samtidig, altid: på et vist niveau. Nu må vi så også sige farvel til Kritik. (Hvad er Kritik?) Det er på alle måder begrædeligt. Og måske en konkret følge af at den danske litterære offentlighed allerede er, ja, hvad… reduceret ihvertfald. Marginaliseret. Måske har samtidslitteraturen og al den tænkning og undersøgelse der foregår i og omkring den, ikke længere noget med samtiden at gøre… Det er mindre end en uge siden at jeg hørte en forlægger tale om at den litterære offentlighed ikke længere findes, og han tænkte ikke engang på det udfoldede, gennemarbejdede, grundige format der findes i tidsskrifter som Den Blå Port og Kritik – han talte om litteraturstoffet i aviserne. Hvor der er meget bogstof. Der mest er forskræp og interviews og ofte vældigt biografisk anlagt, mente han. Humaniora på landets universiteteter er et andet område der i disse år forarmes. Det må være et udtryk for manglende anerkendelse fra politisk side – og altså fra samfundets side, eller hvad? Hvordan skal man læse den slags? Politikeres beslutninger? Hvad skal man tro om de andre? Ansatte på universiteterne er over de seneste år i stadig stigende grad blevet pålagt at publicere, for alt i verden: publicér, publicér! Dét er noget man kan tælle, antallet af publikationer. Og ifølge bibliometrien kan det bedre betale sig at publicere artikler end monografier, artikler er hurtigere at skrive og lettere at koncipere og afsætte end bøger. Men hvor er det nu lige at man som forsker skal publicere sine artikler, hvis altså man stadig skriver på dansk? Kritiks tætteste ‘konkurrent’, det gode og mere ‘rent’ akademiske Passage, findes gudskelov stadigvæk. Det endnu mere akademiske Kultur & Klasse findes også. Endnu. Men de to tidsskrifter er netop i høj grad fagtidsskrifter, udelukkende med lange (oftest ret gode) artikler fra fagfælle til fagfælle, en slags forskningsreservat måske. Personligt trives jeg dér, men det er ikke steder hvor den alment interesserede kan kigge ind – skulle disse mennesker stadig findes, dem der er alment interesseret i eksistens og samfund, kunst og politik, at det sanselige også har med tanken at gøre, litteraturen som en særegn form for æstetisk teknologi der på en unik måde kan undersøge hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være samfund til forskellige tider, forskellige steder og på forskellige måder; litteraturen som et sted der kan foreslå at verden kunne være anderledes; litteraturen og det der omgiver den, undersøgelsen af den, kritikken og samtalen om den, som en helt enestående form for kulturel erindring. En maskine der jo kun virker så længe der er nogle der læser den, taler om den, tænker over den, fortsætter med at skrive den. Det er som om at samtalen er ved at forstumme. Eller: det er som om man i stigende grad kun taler med dem man allerede kender, allerede er enige med, om det man allerede ved. Verden bliver i sandhed mindre, javist. På samme måde som Morten Søndergaard i et digt har skrevet at poesi for fanden da ikke er sækkevæddeløb, kunne man sige: virkeligheden er sgu da ikke (kun) Facebook. Vi har brug for et større rum, en bredere samtale med flere om mere – ikke mindre af det hele med dem der allerede mener det samme som os. Kommentartråde? Skulle de kunne erstatte noget af det? Jeg tvivler (ikke). Her kan man, med den britiske antropolog Paul Connerton, tale om kulturel glemsel, en acceleration der dybest set bare er, ja, hvad – andet end altså: hurtig.

 

*Jeg har ingen statestik, jeg gætter, jeg er sikker på at Peter Stein Larsen og Lars Bukdahl, som jeg mistænker at følge tallene, kan dokumentere at der udgives mere poesi end nogensinde – men i mindre og mere lokale og DIY-agtige sammenhænge, på small presses hvor kvaliteten måske er høj, men hvor alle arbejder ulønnet, hvor udgivelserne ikke nødvendigvis bliver anmeldt, findes på biblioteker og i boghandlere osv., og i det hele taget er stadig vanskeligere at finde frem til, hvis ikke man allerede på forhånd ved at de findes.