I dag ville Michael Strunge være fyldt 50, havde han levet. Politiken (intet link, hmm) og Information har nogle gode, lange artikler og interviews for at markere dagen.

Og her skriver Helle Juhl Lassen om den gode litteratur og den gode litteraturkritik.

Stig Larsson mener også noget om kvalitet – i min reol faldt jeg over et godt interview med ham, det er et par år gammelt og foretaget af Øystein Vidnes foran et live publikum i Bergen. Det findes trykt i Skrivekunst-akademiets festskrift fra 2005; Skriveplass. Larsson siger blandt andet i nynorsk oversættelse:

Eg set Celines bøker høgt. Hadde eg vore jøde, ville eg blitt opprørt av Celine, for han er ein antisemitt. Men det har ikkje noko med kvaliteten å gjere. Viss eg seier at Bergen er ein vakker by, er det ikkje noko eg synest. Det er slik. Viss du ein varm dag, midt på sommaren sa ’eg frys, eg frys’, kva ville dei rundt deg tenke om deg då? For det er ikkje kaldt. Det er varmt. På same måten er det med kvalitet.

Nedenfor pågår samtalen omkring de litterære tidsskrifternes rolle og situation i Danmark og vel sikkert i Skandinavien lige nu. Jeg synes det er nogle gode, grundige indlæg der har været, jeg håber der kommer flere. Fx finder jeg det interessant når Paal Bjelke Andersen som jeg læser det, peger på det relationelle, performative og på tids- og stedsspecificitet som overordentligt væsentlige parametre for tidsskriftets (og udgivelsens) udsigelse, hvilken Kristine Kabel anerkender med den tilføjelse at det ikke er de eneste parametre der er i spil. Det er væsentligt hvordan noget bliver sagt, af hvem og hvornår, men det er også væsentligt, siger Kabel, hvad der bliver sagt. Igennem indlæggene nedenfor optegnes også konturerne af to modsatrettede tidsskriftsmodeller; jeg foreslår at kalde dem encyklopædien overfor pamfletten. OEI overfor Den Blå Port. Tue Andersen Nexø skriver spændende om det og fremholder en vision om et litterært månedsblad – hurtigt, kort, aktivt, påvirkeligt, deltagende. Øverste Kirurgiske udkom sådan til at begynde med – de første numre i 1997, én gang om måneden, 44 sider, 30 kroner – et af numrene, husker jeg, med en stor mærkat påklistret hvorpå der stod: NU MED 30% FÆRRE ADJEKTIVER! Sådan et kunne vi godt bruge igen og allerhelst skulle det udkomme i forbindelse med en stor avis. Som Helle Juhl Lassen og jo mange andre er inde på (blandt andet lederen i seneste nummer af DPB der er omtalt nedenfor), kunne det være saliggørende at udfordre konsensusdækningen af litteraturen – i mit perspektiv ikke for at ændre den dækning, for at revolutionere jeg ved ikke hvad, men for at udvide samtalen, for at få flere at tale med om mere.

Desuden: for at vende tilbage til noget af det jeg skriver om nedenfor, mit udgangspunkt: hvorfor ikke lukke nogle af de tidsskrifter og frigøre ressourcer og læsere, eller slå dem sammen, når det nu er de samme der alligevel skriver de samme ting i dem? Jeg mener (og dette er ikke kun et retorisk spørgsmål, men i højere grad et tankeeksperiment jeg ville være interesseret i at se udviklet) hvad ville der ske hvis Vagant og Au Petit Garage blev lagt sammen, hvis Apparatur og Hvedekorn blev lagt sammen, hvis Kritik og Passage slog kludene sammen, Ildfisken og Den Blå Port og Banana Split, hvis Reception og Bogens Verden fandt sammen, hvis Audiatur-katalogerne og OEI og Kritiker gjorde det, hvis Vinduet og Horisont?

På samme måde som jeg mener at et hårdt formuleret, oppositionelt og programmatisk tidsskrift som Øverste Kirurgiske anno 1997 ikke kan stå alene om at repræsentere og udfordre og rykke en litterær offentlighed, mener jeg heller ikke at de mere eller mindre åbne og mangfoldige tidsskrifter og tidsskrifter der ikke har en klart formuleret politik, kan stå alene. Jeg savner klart formulerede programmer, jeg er interesseret, hvad vil man med det: hvorfor dog bruge al den tid, al det arbejde, alle de kvalificerede kræfter og nattetimer på at lave disse tidsskrifter ulønnet? Bare for at de skal eksistere?? Vel næppe?!

(For en god ordens skyld – jf. diskussionen hos Eslund – vil jeg lige understrege at jeg synes at den nye Ildfisk er et godt og godt redigeret tidsskrift, jeg deltager altså ikke i et konspiratorisk hylekor; mit sigte med disse indlæg er et andet, det er en efterlysning, jeg håber på noget mere dynamik, mere forskelligartethed i det man måske kunne kalde det litterære landskab.)