Det var den italienske psykolog Graziella Magherini, der i 1982 navngav syndromet. På otte år havde hun konstateret omkring 100 tilfælde i Firenze. I 1989 udgav hun en bog med samme titel, og her forklarede hun, at det oftest er yngre ugifte kvinder, som rejser alene, der bliver ramt af disse af kunsten fremprovokerede ekstatiske identitetstab. Ifølge Magherini bærer vi imidlertid alle på Stendahl-syndromet: Under de rette (?) omstændigheder er ingen immun over for kunstens ekstreme påvirkningskraft.
– Nikolaj Lübecker i artiklen Opslugt! – Når litteraturen er ond, der står at læse i antologien Det onde i litteraturen (2003), redigeret af Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing. I artiklen skriver Lübecker videre om Stendahl-syndromet at det sigter til en æstetisk indlevelsesevne der er så umådeholden at tilskueren fuldstændig taber sig selv, sin fornuft og sin subjektivitet i kunstoplevelsen.
Det der, det lyder for sygt. Hvis der er en sandhed om kunst i det, så rejser jeg med glæde blandt de træer og bjerge også!
Mvh Heidi.
Hej Heidi,
Jeg er ikke helt sikker på hvad du mener med bjerge og træer, men hvis du mener at man kan få den samme vilde oplevelse af at være i fx naturen, så tror jeg heller ikke Lübecker eller Magherini ville sige dig imod – det som er specielt ved kunsten og det der er en pointe i artiklen, hvis jeg læser den rigtig, er at det der GØR DET i kunsten ikke eksisterer fuldt og helt, ikke ‘i virkeligheden’ men i en art mellemrum, imodsætning til bjerge og træer…
Jeg tænkte nu på bjergene i Italien og træerne ved Firenze, men skidt nu pyt med det.
Per Højholt skrev for resten: “Hvis pludselig alle ting fik halv størrelse og faldt ned i mellemrummene mellem hinanden” i Praksis, 8: Album, tumult fra 1985, apropos det med mellemrummet.
Mvh Heidi.
Dét Højholt-citat kan jeg godt huske – i det hele taget er Album, tumult iefter min ringe overbevisning, et af de absolut bedste PRAKSIS-albums…
enig! Man ser det for sig, hvordan alting lige så stille styrter sammen… argh Stendhal-syndromet tager mig!!!!
Ja, mand. Det der, det lyder for sygt.
Mvh Heidi.
Sigurd; er det dig der kalder dig Heidi? Hvorfor?
Det er ikke mig der har kaldt mig Heidi længere oppe…
Jeg skrev “Mvh Heidi” for at påpege, at alle – i princippet – kunne påstå at de havde skrevet det, hvis de gjorde som jeg gjorde ovenover.
Mvh Sigurd.
Jo, men hvorfor skulle man?
Åh, hvis man begyndte at spørge sig selv…
Også en form for dialog her
Mvh Heidi
“Stendhal-syndromet” og “Heidi-mysteriet” lyder som titler på bøger jeg godt kunne tænke mig at bladre i.
Det lyder som titler på bøger der kunne skaffe os KASSEN, Peter, nu da den livsvarige champagnefest er under afvikling…
Man kunne også lige nævne at Dario Argento har lavet en film med samme navn… Ikke at den er specielt god, men den findes.