1 Comment

1. 

   Anonym on December 18, 2006 at 9:35 pm

   Hej!

   Sikke et spørgsmål – og ansvar!!!
   Jeg er uden tvivl egoistisk og navlebeskuende. Så mig, mig og mig.
   Jeg har fået, hvad jeg ville, men helt trivielt og damebladsagtigt – jeg keder mig ihjel på trods af Ole Henriksen i hoved og røv.
   Jeg har prøvet en coach, som var lige så triviel og forudsigelig som mig.
   Mit nedenstående oplæg er kedeligt som Femina, men så tidstypisk som PT.
   Hvorfor skrive det til Hørselv? Fordi du spinder ord i stramme eksplosive bobler, der brister på de forkerte tidspunkter. Slagt mig, skriv videre på bydrømme, men stop hvis du nærmer dig wonna be Nynne og Bridget Jones.

   Mit oplæg handler om mig og min kedsomelighed – Kvæl den!!!

   Kh. Kristina Lykke

   Forfulgt og indhentet af provinsen

   Jeg kommer fra provinsen endda ret fra langt ude på landet, men flyttede i 1994 kun en uge efter min studentereksamen til København – det kunne ikke gå hurtigt nok. Dengang jeg voksede op i Ubby var der ikke noget der hed mails, chat, sms’er, Skype, web logs eller e-handel. Man måtte klare sig med et udbud af de gængse ugeblade og aviser, radioen, fjernsynet og telefonen. Derudover var cyklen, min fars henten og bringen samt rutebilernes spredte afgange dagligdagens livslinjer ud til omverdenen. For mit vedkommende skulle jeg ind til Kalundborg for bare at komme i nærheden af en tøjbutik, en svømmehal, en boghandel, et større bibliotek eller gymnasiet. For slet ikke at tale om en pladebutik, hvor jeg ihærdigt stavede mig igennem de bands, som jeg havde hørt på Det elektriske barometer. Derfor var det en åbenbaring at komme til København enten på besøg, eller når gymnasiet forbarmede sig over sine elever og organiserede en ekskursion til hovedstaden.
   Da jeg var barn kom jeg på ferie hos min moster og onkel i Ballerup, hvilket på det tidspunkt virkede temmelig overvældende på mig, da dér både var en togstation, mere end én skole, én biograf og ikke mindst et stationscenter. Når jeg var på disse ”storbyferier” sørgede min noget ældre fætter for, at hans lille kusine fra ”Bøhlandet” fik set andet end Rosenborg, Zoologisk Have og Amalienborg slotsplads. Han tog mig med på Vesterbro, som unægtelig så noget anderledes ud i starten af 1980érne end i dag. Hér så vi på snuskede bodegaer, mørke baggårde med lokum i gården, butiksvinduer med genstande, som jeg heldigvis først senere fandt ud af, hvad var, ludere, narkomaner og originaler, som ikke helt lignede den lokale landsbytosse. Nogle gange tog vi også ind i gaderne omkring Lars Bjørns Stræde og så på Second Hand tøj, som ikke rigtig kunne sammenlignes med kludene fra det lokale loppemarked, hvor det absolut ikke var smart at få sit tøj fra. Også var der punkerne, som jeg hjemmefra havde hørt bare skulle tage at få noget ordentligt tøj og ikke mindst et job i stedet for at hænge ud på gadehjørnerne – hvad lignede det? For mig uden tvivl noget meget eksotisk og fremmedartet, selvom jeg godt kendte fænomenet, eftersom der også var et par forhutlede punker ude i provinsen. Men nu var min fætter ”disker”, altså én der hørte pop, gik i smarte polo shirts og havde lyse striber i håret. Dette faktum gjorde, at vores ture i sagens natur også inkluderede Strøgets smarte butikker, som for mit vedkommende begrænsede sig til H&M og en stor pladebutik, hvor man kunne lytte til musik med store høretelefoner på.
   Uden tvivl skelsættende oplevelser, som var med til at gøre mig fast besluttet på, at jeg ville væk fra provinsen, så snart muligheden bød sig. Men der var andre ting, som gjorde, at jeg ikke ville blive. Rent praktisk kunne jeg ikke læse på universitet og blive boende i min hjemby, og så havde jeg fået nok af miljøet, tempoet og afsondretheden. Alle kendte ikke alle, men det var tæt på. Lokale idrætsforeninger og initiativer, samt naboer, der kommer dumpende til kaffe, er sikkert rigtig fint og livsbekræftende for mange mennesker, men det har aldrig sagt mig noget. Det kulturelle liv var også temmelig begrænsende, hvis man bare søgte lidt mere end det gængse. Begivenhederne, levevisen og holdningerne var forudsigelige, og den store verden skræmmende. Jeg ville ikke lulles til ro i en søvnig småborgerlig provinsby, som Vagn Simonsen i slutningen af TV2-nyhederne ville besøge for at se på nyfødte lam eller Danmarks højeste solsikke. Tanken om at jeg resten af mine dage skulle interessere mig for placeringer af gylletanke og ugentlige ture til den lokale genbrugscentral var ubærlig. For slet ikke at forglemme vigtigheden af at snakke om andre folks forsømte haver, den lokale dilettantforestilling og gymnastikopvisning, hvor publikums opførelse absolut var det vigtigste. Jeg skulle væk!

   Hvordan var det så at havne i Slaraffenland?
   Bortset fra at mit første studieår inkluderede et katastrofalt studievalg på geologi, blev jeg hurtigt integreret på et kollegium og mit næste studium på humaniora. Koncerttilbud, udstillinger, film, take away, fester alt sammen til at komme i nærheden af på cykel og ikke mindst først på måneden, hvilket allerede lyder temmelig nostalgisk og sentimentalt. Så jeg må hellere tilføje, at jeg ikke tilbragte min studietid på en lyserød candyfloss-sky uden eksamensangst, dårlig økonomi, irritation over et evigt ulækkert kollegiekøkken og ikke mindst en dyb tvivl om, hvad man dog skulle stille op med en titel som cand. mag. Hertil kunne man så tilføje, at det heller ikke var videre opmuntrende, når man blev spurgt: Hvad kan du egentlig, når du er færdig? Jeg sagde for nemheds skyld, at jeg ville være gymnasielærer, for jeg havde nok gange prøvet at forklare noget med kultur, kunst, og at dannelse var en mangelvare. Indrømmet var det til dels dovenskab, men så ikke alligevel for det gik jo ganske fint med at diskutere den slags emner i de sene nattetimer på kollegiekøknet. Grundlæggende drejede sig egentlig ikke om hverken kunst, kultur eller erhverv, men om noget helt andet, som først er begyndt at gå op for mig de senere år. Dengang handlede det om, at visse mennesker bare ikke forstod ens fantastiske idéer, og hellere ville vide, hvornår man skulle i gang med fast job, have ejerbolig, en mand og så videre. Et faktum, som jeg ikke ville eller kunne forholde mig til i min nyvundne urbane tilværelse, så jeg kategoriserede emnet som provinsielt og småborgerligt. Det var dejligt enkelt, og i min lille verden passede det perfekt, for der var jo ingen i min omgangskreds, der var uenige, hvilket nok hang sammen med vores verden var centreret om KUA og studenterhuset. Det var ikke os mod dem, men efter egen mening var vi jo lidt mere fritænkende end de andre. Vi skulle ikke være ligusterfascister, men vi skulle i hvert fald heller ikke være utjekkede oprørere som 68erne, som alligevel var endt på den grønne gren og ikke ordentligt forstod nødvendigheden af højere SU og mange flere ressourcer til universiteterne. Vi var ironiske og skulle nok selv finde vores måde eller rettere livsstil uden at forskanse os i forstæderne eller endnu værre helt ude i provinsen langt væk fra hovedstadsområdet. I stedet for gik vi på café, begyndte at spise sushi og tapas, mens vi rent faktisk blev færdige med vores uddannelser, inden SUen udløb, for det var jo det mest fornuftige. Nu gik jagten ind på et job, hvilket ikke var særligt nemt for de fleste, men efterhånden lykkedes det for min omgangskreds at få gode jobs endda i det private. Fast ejendom, børn, designermøbler, rengøringshjælp kom til, og bemærkninger som ”den bog eller film har jeg altså ikke kendskab til, for det har jeg virkelig ikke tid til med job og hjem” sneg sig oftere og oftere ind i snakken, som ganske snildt kunne foregå i et lækkert samtalekøkken bugnende med økologiske kvalitetsvarer, eksotiske kogebøger og service købt i Illums Bolighus. Til gengæld har nye samtaleemner indfundet sig såsom kapitalpension, ejendomspriser, aktier, børneinstitutioner og på toppen af kransekagen befinder sig det evige yndlingsemne spare- og forbrugertips tilføjet anekdoter om dårlig kundeservice og klagesager over lyseblå skjorter, der er løbet i sømmen, selvom de er fra Ralph Lauren.
   Selv lider jeg stadig af panikangst, hvad angår forstædernes rækkehuse, 8-16 job, faste rutiner og skemalagt kvalitetstid. Men mærkelig nok hygger jeg mig gevaldigt, når jeg besøger mine venner, som godt tør bo i provinsen med børn og fast job, for de taler indimellem stadig om ting, som vi gjorde tidligere. Hertil kommer, at det også ville være underligt, hvis man ikke berørte kapitalpensionen og livet som forbruger, da det fylder i ens hverdag. Såkaldte småborgerlige emner er også en del af min tilværelse, selvom jeg ikke kan finde ud af, hvordan de har sneget sig ind på livet af mig, for jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville ende sådan. Det provinsielle liv, som for mig er indbegrebet af småborgerlighed, ligusterfascisme, sparetips, vanetænkning og et liv i sin egen lille boble, har til dels indhentet mig midt i Københavns kommune. Måske bliver det bare sådan, når man bliver voksen, tager ansvar og skaber en nogenlunde stabil identitet. Man kan ikke svæve rundt uden rutiner, uden at lægge planer for indkøb, forholde sig til fedtprocenter, regler for parkering og sikring af fremtiden. Kan man overhovedet sige fra overfor de provinsielle hverdagsrutiner, som lukker én inde i en småborgerlig trædemølle? For det er åbenbart ikke nok at flytte fra provinsen. Vil der ikke altid side en lille snert gemt dybt inde i hjernen, som gør det svært for os at bryde vanetænkningen og rutinen? Bekvemmeligheden ved det kendte suger nærmest vores drive ud ad os og får os til at slå os til tåls med det middelmådige. Det lyder ikke rart og jeg er ikke ene om, at være bange for den begrænsende provinstankegang, men heldigvis er der hjælp at hente hos det efterhånden ikke helt nye fænomen – en coach. Overvej dit liv, hvordan opnår du dine mål? Tænk at der er mennesker, som vil hjælpe én med det! Mod betaling kan jeg få hjælp til at identificere mine mål og derefter få planlagt, hvordan jeg når dem, men er det egentlig ikke de faste mål, som jeg er bange for? Selvom jeg og andre ligesindede med tiden ved hjælp af coaches, psykologer og mentorer forhåbentlig får sluttet fred med vores indre provinsialitet eller bilder os ind, at den ikke kan leve i en bylejlighed med alverdens designermøbler, må jeg indrømme, at C.V. Jørgensens sang om Middelmands bunker får det til at løbe koldt ned af ryggen.
   (…)
   De der tror at verdens undergang står lige for døren
   forskanser sig i skønne hjem med hustru hund & børn
   til en stille død – dybt i familiens golde skød
   hvor ventetiden slås ihjel med praktisk sans
   for detaljer & nuancer af en sjælden observans
   der balancer i en fuldendt harmoni
   midtvejs mellem smagløshed og tings tyranni.

   En skønne dag står man krakelerende i lakken
   med et glas Kirr Royal i hånden & håret ned af nakken
   & er til grin – godt majet ud som en pingvin
   mens snakken går om både vind & vejr
   mærker man at enden på det hele er netop her
   man føler sig en hel del mere end bare dum
   til house-warming i Middelmands beskyttelsesrum.

   Reply