Kornkammer
  • Hjem
  • Om
  • Bøger
  • Online
  • Presse
  • Kontakt
Select Page

Hvad sker der når en digter får til opgave at skrive 40 sider? Endda på tid?

by Martin Glaz Serup | Dec 17, 2006 | Uncategorized | 1 comment

1 Comment

  1. Anonym
    Anonym on December 18, 2006 at 9:35 pm

    Hej!

    Sikke et spørgsmål – og ansvar!!!
    Jeg er uden tvivl egoistisk og navlebeskuende. Så mig, mig og mig.
    Jeg har fået, hvad jeg ville, men helt trivielt og damebladsagtigt – jeg keder mig ihjel på trods af Ole Henriksen i hoved og røv.
    Jeg har prøvet en coach, som var lige så triviel og forudsigelig som mig.
    Mit nedenstående oplæg er kedeligt som Femina, men så tidstypisk som PT.
    Hvorfor skrive det til Hørselv? Fordi du spinder ord i stramme eksplosive bobler, der brister på de forkerte tidspunkter. Slagt mig, skriv videre på bydrømme, men stop hvis du nærmer dig wonna be Nynne og Bridget Jones.

    Mit oplæg handler om mig og min kedsomelighed – Kvæl den!!!

    Kh. Kristina Lykke

    Forfulgt og indhentet af provinsen

    Jeg kommer fra provinsen endda ret fra langt ude på landet, men flyttede i 1994 kun en uge efter min studentereksamen til København – det kunne ikke gå hurtigt nok. Dengang jeg voksede op i Ubby var der ikke noget der hed mails, chat, sms’er, Skype, web logs eller e-handel. Man måtte klare sig med et udbud af de gængse ugeblade og aviser, radioen, fjernsynet og telefonen. Derudover var cyklen, min fars henten og bringen samt rutebilernes spredte afgange dagligdagens livslinjer ud til omverdenen. For mit vedkommende skulle jeg ind til Kalundborg for bare at komme i nærheden af en tøjbutik, en svømmehal, en boghandel, et større bibliotek eller gymnasiet. For slet ikke at tale om en pladebutik, hvor jeg ihærdigt stavede mig igennem de bands, som jeg havde hørt på Det elektriske barometer. Derfor var det en åbenbaring at komme til København enten på besøg, eller når gymnasiet forbarmede sig over sine elever og organiserede en ekskursion til hovedstaden.
    Da jeg var barn kom jeg på ferie hos min moster og onkel i Ballerup, hvilket på det tidspunkt virkede temmelig overvældende på mig, da dér både var en togstation, mere end én skole, én biograf og ikke mindst et stationscenter. Når jeg var på disse ”storbyferier” sørgede min noget ældre fætter for, at hans lille kusine fra ”Bøhlandet” fik set andet end Rosenborg, Zoologisk Have og Amalienborg slotsplads. Han tog mig med på Vesterbro, som unægtelig så noget anderledes ud i starten af 1980érne end i dag. Hér så vi på snuskede bodegaer, mørke baggårde med lokum i gården, butiksvinduer med genstande, som jeg heldigvis først senere fandt ud af, hvad var, ludere, narkomaner og originaler, som ikke helt lignede den lokale landsbytosse. Nogle gange tog vi også ind i gaderne omkring Lars Bjørns Stræde og så på Second Hand tøj, som ikke rigtig kunne sammenlignes med kludene fra det lokale loppemarked, hvor det absolut ikke var smart at få sit tøj fra. Også var der punkerne, som jeg hjemmefra havde hørt bare skulle tage at få noget ordentligt tøj og ikke mindst et job i stedet for at hænge ud på gadehjørnerne – hvad lignede det? For mig uden tvivl noget meget eksotisk og fremmedartet, selvom jeg godt kendte fænomenet, eftersom der også var et par forhutlede punker ude i provinsen. Men nu var min fætter ”disker”, altså én der hørte pop, gik i smarte polo shirts og havde lyse striber i håret. Dette faktum gjorde, at vores ture i sagens natur også inkluderede Strøgets smarte butikker, som for mit vedkommende begrænsede sig til H&M og en stor pladebutik, hvor man kunne lytte til musik med store høretelefoner på.
    Uden tvivl skelsættende oplevelser, som var med til at gøre mig fast besluttet på, at jeg ville væk fra provinsen, så snart muligheden bød sig. Men der var andre ting, som gjorde, at jeg ikke ville blive. Rent praktisk kunne jeg ikke læse på universitet og blive boende i min hjemby, og så havde jeg fået nok af miljøet, tempoet og afsondretheden. Alle kendte ikke alle, men det var tæt på. Lokale idrætsforeninger og initiativer, samt naboer, der kommer dumpende til kaffe, er sikkert rigtig fint og livsbekræftende for mange mennesker, men det har aldrig sagt mig noget. Det kulturelle liv var også temmelig begrænsende, hvis man bare søgte lidt mere end det gængse. Begivenhederne, levevisen og holdningerne var forudsigelige, og den store verden skræmmende. Jeg ville ikke lulles til ro i en søvnig småborgerlig provinsby, som Vagn Simonsen i slutningen af TV2-nyhederne ville besøge for at se på nyfødte lam eller Danmarks højeste solsikke. Tanken om at jeg resten af mine dage skulle interessere mig for placeringer af gylletanke og ugentlige ture til den lokale genbrugscentral var ubærlig. For slet ikke at forglemme vigtigheden af at snakke om andre folks forsømte haver, den lokale dilettantforestilling og gymnastikopvisning, hvor publikums opførelse absolut var det vigtigste. Jeg skulle væk!

    Hvordan var det så at havne i Slaraffenland?
    Bortset fra at mit første studieår inkluderede et katastrofalt studievalg på geologi, blev jeg hurtigt integreret på et kollegium og mit næste studium på humaniora. Koncerttilbud, udstillinger, film, take away, fester alt sammen til at komme i nærheden af på cykel og ikke mindst først på måneden, hvilket allerede lyder temmelig nostalgisk og sentimentalt. Så jeg må hellere tilføje, at jeg ikke tilbragte min studietid på en lyserød candyfloss-sky uden eksamensangst, dårlig økonomi, irritation over et evigt ulækkert kollegiekøkken og ikke mindst en dyb tvivl om, hvad man dog skulle stille op med en titel som cand. mag. Hertil kunne man så tilføje, at det heller ikke var videre opmuntrende, når man blev spurgt: Hvad kan du egentlig, når du er færdig? Jeg sagde for nemheds skyld, at jeg ville være gymnasielærer, for jeg havde nok gange prøvet at forklare noget med kultur, kunst, og at dannelse var en mangelvare. Indrømmet var det til dels dovenskab, men så ikke alligevel for det gik jo ganske fint med at diskutere den slags emner i de sene nattetimer på kollegiekøknet. Grundlæggende drejede sig egentlig ikke om hverken kunst, kultur eller erhverv, men om noget helt andet, som først er begyndt at gå op for mig de senere år. Dengang handlede det om, at visse mennesker bare ikke forstod ens fantastiske idéer, og hellere ville vide, hvornår man skulle i gang med fast job, have ejerbolig, en mand og så videre. Et faktum, som jeg ikke ville eller kunne forholde mig til i min nyvundne urbane tilværelse, så jeg kategoriserede emnet som provinsielt og småborgerligt. Det var dejligt enkelt, og i min lille verden passede det perfekt, for der var jo ingen i min omgangskreds, der var uenige, hvilket nok hang sammen med vores verden var centreret om KUA og studenterhuset. Det var ikke os mod dem, men efter egen mening var vi jo lidt mere fritænkende end de andre. Vi skulle ikke være ligusterfascister, men vi skulle i hvert fald heller ikke være utjekkede oprørere som 68erne, som alligevel var endt på den grønne gren og ikke ordentligt forstod nødvendigheden af højere SU og mange flere ressourcer til universiteterne. Vi var ironiske og skulle nok selv finde vores måde eller rettere livsstil uden at forskanse os i forstæderne eller endnu værre helt ude i provinsen langt væk fra hovedstadsområdet. I stedet for gik vi på café, begyndte at spise sushi og tapas, mens vi rent faktisk blev færdige med vores uddannelser, inden SUen udløb, for det var jo det mest fornuftige. Nu gik jagten ind på et job, hvilket ikke var særligt nemt for de fleste, men efterhånden lykkedes det for min omgangskreds at få gode jobs endda i det private. Fast ejendom, børn, designermøbler, rengøringshjælp kom til, og bemærkninger som ”den bog eller film har jeg altså ikke kendskab til, for det har jeg virkelig ikke tid til med job og hjem” sneg sig oftere og oftere ind i snakken, som ganske snildt kunne foregå i et lækkert samtalekøkken bugnende med økologiske kvalitetsvarer, eksotiske kogebøger og service købt i Illums Bolighus. Til gengæld har nye samtaleemner indfundet sig såsom kapitalpension, ejendomspriser, aktier, børneinstitutioner og på toppen af kransekagen befinder sig det evige yndlingsemne spare- og forbrugertips tilføjet anekdoter om dårlig kundeservice og klagesager over lyseblå skjorter, der er løbet i sømmen, selvom de er fra Ralph Lauren.
    Selv lider jeg stadig af panikangst, hvad angår forstædernes rækkehuse, 8-16 job, faste rutiner og skemalagt kvalitetstid. Men mærkelig nok hygger jeg mig gevaldigt, når jeg besøger mine venner, som godt tør bo i provinsen med børn og fast job, for de taler indimellem stadig om ting, som vi gjorde tidligere. Hertil kommer, at det også ville være underligt, hvis man ikke berørte kapitalpensionen og livet som forbruger, da det fylder i ens hverdag. Såkaldte småborgerlige emner er også en del af min tilværelse, selvom jeg ikke kan finde ud af, hvordan de har sneget sig ind på livet af mig, for jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville ende sådan. Det provinsielle liv, som for mig er indbegrebet af småborgerlighed, ligusterfascisme, sparetips, vanetænkning og et liv i sin egen lille boble, har til dels indhentet mig midt i Københavns kommune. Måske bliver det bare sådan, når man bliver voksen, tager ansvar og skaber en nogenlunde stabil identitet. Man kan ikke svæve rundt uden rutiner, uden at lægge planer for indkøb, forholde sig til fedtprocenter, regler for parkering og sikring af fremtiden. Kan man overhovedet sige fra overfor de provinsielle hverdagsrutiner, som lukker én inde i en småborgerlig trædemølle? For det er åbenbart ikke nok at flytte fra provinsen. Vil der ikke altid side en lille snert gemt dybt inde i hjernen, som gør det svært for os at bryde vanetænkningen og rutinen? Bekvemmeligheden ved det kendte suger nærmest vores drive ud ad os og får os til at slå os til tåls med det middelmådige. Det lyder ikke rart og jeg er ikke ene om, at være bange for den begrænsende provinstankegang, men heldigvis er der hjælp at hente hos det efterhånden ikke helt nye fænomen – en coach. Overvej dit liv, hvordan opnår du dine mål? Tænk at der er mennesker, som vil hjælpe én med det! Mod betaling kan jeg få hjælp til at identificere mine mål og derefter få planlagt, hvordan jeg når dem, men er det egentlig ikke de faste mål, som jeg er bange for? Selvom jeg og andre ligesindede med tiden ved hjælp af coaches, psykologer og mentorer forhåbentlig får sluttet fred med vores indre provinsialitet eller bilder os ind, at den ikke kan leve i en bylejlighed med alverdens designermøbler, må jeg indrømme, at C.V. Jørgensens sang om Middelmands bunker får det til at løbe koldt ned af ryggen.
    (…)
    De der tror at verdens undergang står lige for døren
    forskanser sig i skønne hjem med hustru hund & børn
    til en stille død – dybt i familiens golde skød
    hvor ventetiden slås ihjel med praktisk sans
    for detaljer & nuancer af en sjælden observans
    der balancer i en fuldendt harmoni
    midtvejs mellem smagløshed og tings tyranni.

    En skønne dag står man krakelerende i lakken
    med et glas Kirr Royal i hånden & håret ned af nakken
    & er til grin – godt majet ud som en pingvin
    mens snakken går om både vind & vejr
    mærker man at enden på det hele er netop her
    man føler sig en hel del mere end bare dum
    til house-warming i Middelmands beskyttelsesrum.

    Reply

Submit a Comment Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Recent Posts

  • Giraffen!
  • Fest eller Lolera!
  • (no title)
  • Online poetry reading
  • Mortens Bog 3

Recent Comments

  • Martin Glaz Serup on Online poetry reading
  • admin on Den første sne
  • Louise Juhl on Den første sne
  • Martin Glaz Serup on Torben Brostrøm er død
  • Lena Brostrøm on Torben Brostrøm er død

Archives

  • January 2021
  • December 2020
  • November 2020
  • October 2020
  • September 2020
  • May 2020
  • April 2020
  • March 2020
  • February 2020
  • January 2020
  • December 2019
  • November 2019
  • October 2019
  • September 2019
  • August 2019
  • July 2019
  • June 2019
  • May 2019
  • April 2019
  • March 2019
  • February 2019
  • January 2019
  • December 2018
  • November 2018
  • October 2018
  • September 2018
  • August 2018
  • July 2018
  • June 2018
  • May 2018
  • April 2018
  • March 2018
  • February 2018
  • January 2018
  • December 2017
  • November 2017
  • October 2017
  • September 2017
  • August 2017
  • July 2017
  • June 2017
  • May 2017
  • April 2017
  • March 2017
  • February 2017
  • January 2017
  • December 2016
  • November 2016
  • October 2016
  • September 2016
  • August 2016
  • July 2016
  • June 2016
  • May 2016
  • April 2016
  • March 2016
  • February 2016
  • January 2016
  • December 2015
  • November 2015
  • October 2015
  • September 2015
  • August 2015
  • July 2015
  • June 2015
  • May 2015
  • April 2015
  • March 2015
  • February 2015
  • January 2015
  • December 2014
  • November 2014
  • October 2014
  • September 2014
  • August 2014
  • July 2014
  • June 2014
  • May 2014
  • April 2014
  • March 2014
  • February 2014
  • January 2014
  • December 2013
  • November 2013
  • October 2013
  • September 2013
  • August 2013
  • July 2013
  • June 2013
  • May 2013
  • April 2013
  • March 2013
  • February 2013
  • January 2013
  • December 2012
  • November 2012
  • October 2012
  • September 2012
  • August 2012
  • July 2012
  • June 2012
  • May 2012
  • April 2012
  • March 2012
  • February 2012
  • January 2012
  • December 2011
  • November 2011
  • October 2011
  • September 2011
  • August 2011
  • July 2011
  • June 2011
  • May 2011
  • April 2011
  • March 2011
  • February 2011
  • January 2011
  • December 2010
  • November 2010
  • October 2010
  • September 2010
  • August 2010
  • July 2010
  • June 2010
  • May 2010
  • April 2010
  • March 2010
  • February 2010
  • January 2010
  • December 2009
  • November 2009
  • October 2009
  • September 2009
  • August 2009
  • July 2009
  • June 2009
  • May 2009
  • April 2009
  • March 2009
  • February 2009
  • January 2009
  • December 2008
  • November 2008
  • October 2008
  • September 2008
  • August 2008
  • July 2008
  • June 2008
  • May 2008
  • April 2008
  • March 2008
  • February 2008
  • January 2008
  • December 2007
  • November 2007
  • October 2007
  • September 2007
  • August 2007
  • July 2007
  • June 2007
  • May 2007
  • April 2007
  • March 2007
  • February 2007
  • January 2007
  • December 2006
  • November 2006
  • October 2006
  • September 2006
  • August 2006
  • July 2006
  • June 2006
  • May 2006
  • April 2006
  • March 2006
  • February 2006
  • January 2006
  • December 2005
  • November 2005
  • October 2005
  • September 2005
  • August 2005

Categories

  • Uncategorized

Designed by Elegant Themes | Powered by WordPress