Mere om (litteratur)kritikkens situation…

“(…) Vi er ikke, som Nexø indikerer i den sidste tråd, i gang med at indføre gratis arbejde på avisredaktionerne. Vi er i gang med at udvikle en række unge mennesker til at blive fuldgode anmeldere. (…)”

Kulturredaktør Peter Hagmund i et svar på en længere kommentar af Tue Andersen Nexø.

En sidediskussion, en diskussion på siden, ser ud til at være under opsejling – den handler om ”lyrikkens lavstatus for tiden” – ordene er Stefan Kjerkegaards, se kommentarfeltet her. Ifølge Peter Hagmund er der noget om det – ihverfald blandt Fyens Stiftstidendes læsere; de gider ikke lyrik. En vis Kjeldsen er helt enig med Hagmund, førstnævnte synes endda at vide hvorfor lyrikken er yt:

”(…) Jeg ved godt, jeg risikerer at blive kaldt ny-rindalist, men jeg mener simpelthen man skulle bede digterne om at tage sig sammen og få et almindeligt arbejde, når nu de ikke kan skrive om andet end smerte. Jeg kan ikke holde ud at se folk lide, og når folk skriver om hvor skidt de har det, så får jeg lyst til at hjælpe dem. Sådan har alle andre det osse. (…)”

Ja ja; vil man lytte til – skal vi kalde det en mere kvalificeret tilgang til kritikkens siutation – skal man sætte et kryds i sin kalender den 1. december i år. Klokken 17. Her har Kritikerlavet inviteret Mikael Nydahl – redaktør på det nye nordiske tidsskrift Kritiker – til at komme og fortælle om tidsskriftet, om litteraturkritikkens situation i Sverige og meget mere… Det er gratis, og kommer til at foregå hos Dagbladet Information, i København, hvor vi har lånt lokaler. Vel mødt. Og så videre.

Kritikkens situation…

Sikkert hjemme fra et fantastisk seminar, der kun lige er afsluttet for et par timer siden, læser jeg det her på Mads Eslunds blog. Det er Peter Hagmund, kulturredaktør på Fyens Stiftstidende, der tilsyneladende vil gøre noget ’ret unikt’ for/med litteraturkritikken i Danmark. Det kunne være første skridt til en praksisorienteret kritikerskole, som vi har forfatterskole, konservatorium, kunstakademi. Med mindre, selvfølgelig, det bare er endnu en måde at skære yderligere i anmelder-budgettet på, for hvad er det egentlig for en litteraturkritisk profil Fyens Stiftstidende har? De anmelder konsekvent ikke lyrik, virkelig mange bøger får blot en omtale, der i praksis er en ordret og ukritisk gengivelse af forlagenes eget pressemateriale (se for eksempel den store, aktuelle samling af Hans-Jørgen Nielsens artikler Nye Sprog, Nye Verdner), og der er relativt langt imellem skrevne, signerede anmeldelser. Hvad er det Fyens Stiftstidende vil lære disse ti unge, kommende kritikere med den grundige efterkritik de tilbyder dem istedet for penge???

For en god ordens skyld, skal det siges at jeg selv for et par år siden fungerede som lyrikanmelder på Fyens Stiftstidende i nogle år.