“Then the ice breaks. I have brought to the interview copies of The Dying Animal and The Human Stain – two books about the relationship between an older man and a young woman. Why does that interest him? “Because it exists,” he says. I tell him about a huge scandal in Denmark in which a 68-year-old author has just been stripped of all honour. His crime: he wrote openly about a sexual relationship with an 18-year-old black girl in Haiti – the daughter of his servant. Punishment: public crucifixion, which can be really nasty, even in progressive Denmark. Roth wants to know everything about the story, every little detail. Then he says: “That author asked for it. Did he really write about how he had sex with the girl in his master bedroom? Yes, that’s interesting. It turned political. If it was an affair with a 25-year-old student at the university in Port-au-Prince, it wouldn’t have been a problem.”
Martin Johs. Møller skriver om det interview Martin Krasnik lavede med Philip Roth, der angiveligt har gjort sidstnævnte så gal at han overvejer at sagsøge førstnævnte.
Men hvad blev han mon så gal over, Roth??
Ja, jeg synes heller ikke, der var grund til at blive SÅ vred. Trods alt. Selv om han bliver udstillet som sur, besværlig og alt andet end imødekommende. Efter sigende – ifølge Roth selv – havde det at gøre med, at Krasnik psykologiserede ham, men det er nu ikke særlig tydeligt i interviewet. Krasnik går næsten ikke ind og forsøger at beskrive Roths sind. Det mest vovede i den retning er næsten dette: “He thinks for a long time before answering. Maybe he thinks of something else.” Er det virkelig det hele?
Ja, der skal ikke meget til – jeg synes egentlig at det var et ret godt interview. Og Jonathan, jeg kan godt lide dine kedsomhedsprogressioner. .-)
Krasnik er en skarp (derfor ond?) fyr. sjovt nok virker Roth ikke som en typisk sagsøgerliderbasse, men måske kan han simpelthen ikke få nok af at komme i rampelyset (hvilket han jo så gør, selv om han udgiver sig for ikke at være så vild med det) Oh ja, oh ja! Entertainment!
Jo, tak. Jeg går ud fra, at der er langt flere ‘progressioner’ vej. I øvrigt synes jeg, Krasniks interview – eller hvad man skal kalde det – med Rushdie var bedre. Eller i hvert fald mere underholdende.