[oprindeligt publiceret på Forfatterhouse, den 6. december 2022]

De sidste nattetimer har jeg siddet og kigget billederne igennem på min computer, bladret og bladret, forgæves. Jeg har ledt efter nogle billeder som jeg ved er et sted, men altså ikke kan finde. Det er nogle slørede selfies fra 2007, taget på folkehøjskolen Biskops Arnö i Sverige i forbindelse med Alternativ publicering og litterær innovation, som jeg var med til at arrangere. På billederne var Martin Larsen og jeg selv, vi var ude og spadsere blandt træer i en af de sparsomme pauser. Jeg har bladret forbi de billeder mange gange i årenes løb, og når det at jeg nu ikke kan finde dem føles så… slemt… skyldes det at Martin Larsen er død. Han døde den 2. december 2022 og blev 53 år gammel. Onsdag den 7. december bliver han begravet i København.

Her er et billede jeg har taget fra hans Facebookside:

Martin Larsen var først og fremmest digter – de fleste af hans bøger udkom på Basilisk og Gyldendal – men han var også kritiker, oversætter, forlægger og så havde han litteraturbloggen Udpost, som han begyndte at udgive i 2003 og som han stadig opdaterede – med pæne mellemrum. Dog er det lidt trist at gå ind på den nu – nogle af de sidste indlæg fra henholdsvis den 10.11.2021 og 3.9.21 er nemlig digte fra de netop afdøde kollegaer Per Aage Brandt (1945-2021) og Pia Juul (1962-2020). Han arbejdede længe på en roman, man kunne følge arbejdet på bloggen; Kronos drømme, kan jeg læse på Gyldendals hjemmeside at den hedder, for den udkommer til foråret. Men forfatteren selv nåede ikke at få bogen i hånden.

Som forfatter var Martin Larsen måske det man kan kalde eksperimenterende. Undersøgende er også et godt ord. Han arbejdede blandt andet med bogobjekter og metrodigte og i hans Parasitsonetterne er det selve sonetternes (og særligt Inger Christensens sonetters) strukturelle skønhed der bliver beskrevet. Og her læser han på Louisana Literature i 2010 – en tekst skrevet i binær kode:

Måske er den bog han har skrevet der er bedst kendt Hvis jeg var kunstner… fra 2010. Det er jeg ikke helt sikker på, men ihvertfald er det en af de bøger som jeg personligt jævnligt læser i… Og jeg tror ikke det er løgn, hvis jeg siger at jeg hvert eneste år i ihvertfald de sidste måske 7 år har læst uddrag af Noter til det mere perfekte liv, hans metrodigte, og Hvis jeg var kunstner… med forskellige studerende i forskelige sammenhænge, således også i år.

Jeg har lyst til at fortælle lidt mere om hans arbejder, det er jo det der står tilbage, skriften, værket. Blandt andet har jeg skrevet om den lille, privattrykte pamflet fra 2003 Hvis krigen kommer, og den monomentale otte bind store Monogrammer fra 2007. Det kan man læse om her.

Da jeg i 2010 selv udgav digtbogen Marken, havde jeg inviteret tre forfattere, hvis arbejde jeg syntes på forskelig vis var beslægtet med det jeg prøvede at gøre i den bog, til at komme og læse op til receptionen. Det var Rasmus Nikolajsen, Lars Bukdahl og Martin Larsen. Det var en god aften. En anden god aften, som jeg af en eller anden grund tit har tænkt på siden, var engang hvor jeg var endt på et værtshus med ham, og jeg spurgte hvad det var han helt præcist havde at gøre med Hvedekorn og Poul Borum, for der var noget med at de havde arbejdet tæt sammen – han lænede sig venligt ind over bordet, jeg var selv redaktionssekretær på Hvedekorn på det tidspunkt, og sagde, Jamen, jeg lavede vel nogenlunde det samme, som det du laver nu.

Æret være hans minde.