Ro
Druen er moden, marken pløjet,
Bjerget løsner sig fra skyerne
På sommerens støvede spejle
er skyggen faldet.
Mellem de usikre fingre
er deres lys klart
og fjernt.
Med svalerne flygter
den sidste smerte.
– Giuseppe Ungaretti, digtet er ret kendt, “Quiete” hedder det på italiensk, men jeg kan ikke finde ud af hvor og hvornår det er fra. Jeg har hviskelegsagtigt oversat det med hjælp fra den svenske oversættelse af Anders Österling og med Googles translate-værktøj.
På så vis menar jag att institutionaliseringen av den konstnärliga forskningen paradoxalt nog riskerar att framkalla en i ordets sämsta bemärkelse romantisk konst: en konst som bejakar bortvändhet och obskurantism under förevändningen av motstånd. Som förstår det ”processuella” som en ursäkt för att inte bli färdig. Som tolkar obegriplighet som ett tecken på kreativitet. Som förstår autonomi som ett annat ord för exklusivitet. Som heller inte är mottaglig för kritik eftersom den vill stå för kritiken själv.
– således skriver Sven Anders Johansson blandt andet under overskriften “Konstnärlig forskning måste legitimeras” i tidsskriftet Parabol. Læs hele artiklen her.
(…)
Hvis ikke kritikeren er forpligtet på en højere faglig standard end alle mulige andre meningsdannere og indholdsproducenter, så har kulturkritikken givet op i den nådesløse kamp om opmærksomhed.
Det skaber en kritik, der er mere optaget af at blive læst end af at blive taget alvorligt. At blive læst er åbenlyst ikke ligegyldigt, men det andet er det, der sikrer en relevans, der ligger uden for den enkelte tekst, det enkelte indtryk. Det er værd at stræbe efter.
– Anita Brask Rasmussen i Information.
Recent Comments