Horace Engdahl og Metaforerne, bortført fra Facebook:

Horace Engdahl og Metaforerne, bortført fra Facebook:

Jørgen Herman Monrad added 4 new photos.
8 hrs ·

Horace Engdahl på Literaturhaus i København

Lyttede i går aftes til Marianne Stidsens interessante interview med
den svenske kritiker Horace Engdahl. På bordet foran Horace Engdahl stod
der under hele interviewet en hvid krysantemum, der skjulte kritikerens
mund, så jeg ikke kunne se den fra min plads i salen. Og af og til, når
han bøjede sig frem eller til siden, skjulte den også hans øjne og hans
ører.
Som ung, fortalte Horace Engdahl, var han teoriernes mand.
Den, der bragte Lacan og Derrida til Sverige. Men i dag, sagde han og
lo, har han lagt al teori bag sig. Men han drømmer stadig om noget, der
kunne kaldes kritik – og som hverken ville være akademisk forskning,
dagbladsanmeldelser eller litteratur om litteratur.
Den, der
skriver, er alene, sagde Horace Endahl også. Og det samme er læseren.
Man bør ikke gå til oplæsninger og interviews for at ”møde” forfatteren.
Den, der åbner en bog og begynder at læse, er alene med skriften, som
ikke er et menneske.

  • Martin Glaz Serup Godt sagt, jeg glæder mig til at læse den nye bog! Godt gjort Jensen & Dalgaard!
    8 hrs · Like · 1
  • Astrid Nordang Er det det man kaller et blomstrende språk?
    7 hrs · Unlike · 2
  • Jørgen Herman Monrad Men Horace Engdahl sagde også: “At skrive uden læsere, er som at danse i mørke.”See Translation
  • Martin Glaz Serup Tja,
    det viser jo også samtidig Engdahls velkendte forkærlighed for
    tilsyneladende elegante og tætte metaforer, der, når man hører dem
    første gang tænker: dét er godt sagt, det er helt præcist! Og når man så
    tænker videre, så er det egentlig lidt tåget (for nu at blive i
    metaforernes rige) hvad det egentlig er der bliver sagt (jeg tænker fx
    på hans gode (!) bog om stemmen i litteraturen, Berøringens ABC, der
    egentlig er en slags mysticisme, og på hans gode (!) bog Meteorer, der
    også er noget, hmm, billedtæt) —- som nu fx med ovenstående citat, så
    er det jo faktisk sådan at langt de fleste mennesker danser i en slags
    halv- eller trekvartmørke og netop finder allerstørst glæde deri. Siger
    jeg bare.