Bøgernes verden – seminar i dag i København

Seminar i dag i Forfatterforeningen i anledning af Per Kofods 70 års fødselsdag, og i anledning af at Forlaget Per Kofod fra i dag indgår i L&R:

Bøgernes verden
Et offentligt møde om forudsætningerne for at der stadig kan skrives, produceres, udgives, sælges og læses kvalitetslitteratur i Danmark

Onsdag den 28. august klokken 13 til 18

I Dansk Forfatterforeningens lokaler i Strandgade 6. København.

Program:
Velkomst og baggrund
13.10: Lisbeth Worsøe-Schmidt om bogens sociologi. Blandt andet priserne, distributionen og salget.
13.30: Tre forfattere om hvad det kræver at skrive og få udgivet og læst litteratur, og hvordan vilkårene ændrer sig:
Martin Glaz Serup
Kristina Stoltz
Niels Brunse
14.30: Kaffepause
15.00: Morten Hesseldahl. Public service mediernes ansvar for litteraturen med fokus på Danmarks Radio.
15.15: Per Kofod. Junglelov eller boglov.
15.30: Rammebetingelser: Politisk støtte eller benspænd
Tidligere Kulturminister Uffe Elbæk og formand for Folketingets kulturudvalg Flemming Møller Mortensen.
16.30: Hans Henrik Schwab. Lindhardt og Ringhof. Hvor sjovt og svært er det at være forlægger i dag?
17.00 Et forsøg på en kort opsamling

Promenaden koger

…eller hvad man nu skal kalde det, i hvert fald er der virkelig gang i kommentarfelterne lige nu. Og også uden for kommentarfelterne, skulle jeg hilse og sige – således fik jeg selv en mail fra en fyr jeg ikke kender personligt, der blandt andet kaldte mig et “røvhul” på grund af det jeg har skrevet om særligt (meta)kritikken i forbindelse med Jakob Ejersbos romaner. Og nej, skrev han, du må ikke lægge denne mail ud på Promenaden. Nu er det jo ikke noget han skal bestemme, så vidt jeg ved tilhører et brev fuldt og helt modtageren rent juridisk, der således må gøre med det hvad han vil, men lad nu det (og også mailen) ligge, vigtigere ting går for sig. Ikke mindst i forbindelse med den førnævnte tekst, Raserier og klichéer, der blandt andet handler om Afrika-repræsentationer i dansk litteratur – men også om hvorvidt anmelderne anmelder de bøger de læser og reagerer på deres eget instinkt, deres oplevelse, eller om de i højere grad giver stjerner, hjerter, whatever, efter hvilken bog de ville ønske de havde læst. Også den norske forfatter Geir Gulliksen skriver (blandt meget andet) om hvordan man repræsenterer den (afrikanske) anden i sin seneste roman. Der er opstået en hel lille læseklub her – bestående, indtil videre, af Maja Lucas, Tina Margrethe Petersen og jeg selv; der er plads til flere! Vi læser Bøyde knær her og her. Endelig bliver muligheden af Den gode krig diskuteret kraftigt; ikke mindst handler det, aldeles preserende, om Syrien. Lige nu på Promenaden.