Der er noget underligt ved at stille vækkeuret og stå op om natten for at læse nekrologer. Eller sin vens nekrolog. Torben Brostrøm (1927-2020) er død. Det var nu heller ikke derfor mit vækkeur ringede, jeg skulle have min yngste datter op og tisse, men hele dagen har jeg vidst at det skulle jeg i nat, og jeg har også vidst at så ville jeg give mig til at læse nekrologerne – både de der måtte være kommet i aviserne, og de mere personlige, idiosynkratiske mindeord der findes på Facebook, fra venner og bekendte, i kommentarfelter og opslag.

Torben Brostrøm var i dén grad en institution i dansk litteratur. Som kritiker skrev han flere tusinde anmeldelser, han skrev monografier – ikke mindst om vennen Klaus Rifbjerg I-II fra 1970 og 1991 – og indflydelsesrige essays om særligt modernismen – blandt andet samlet i Versets løvemanke (1960) og Poetisk kermesse (1962). Han var i perioder tidsskriftsredaktør af Hvedekorn og Vindrosen, og redigerede også vigtige antologier såsom Den Ny Poesi (1962). Det var Brostrøm der i 1959 udgav og kommenterede gustaf munch-petersens Samlede skrifter i to bind, ligesom han aldeles indsigtsfuldt har udgivet og skrevet om folkeeventyr, Jens Baggesen, H.C. Andersen og meget andet og mange andre. Derudover har han skrevet ihvertfald syv bind erindringer – plus en lang række ‘stikord’ der er kommet i privattryk – der virkelig er læsværdigt. Præget af vid, humor, varme og ikke mindst: en konstant nærværende viden om og kærlighed til litteraturen og hvad den har at sige (om) verden.

Det er Brostrøm der står bag opfindelsen af ord som ‘knækprosa’ og hans indsats der, sidst i 1950’erne og først i 1960’erne, sikkert som den første herhjemme, for alvor slog til lyd for en nykritisk ‘modernisering’ af den danske litteratur. Han introducerede en egentlig litterær modernisme herhjemme – det den såkaldte Kolding-skole senere kaldte modernisme-konstruktionen og kritiserede, og om hvilken han med et glimt i øjet, engang han fulgte mig ud efter et af mine besøg hos ham og Lene i Holbergsgade, sagde: “Ja, det har de grundigt misforstået.”

Brostrøm skrev også om Moderne svensk litteratur (1973) – og det på en måde så bogen året efter udgivelsen blev oversat og kom i Sverige.

Han var i det hele taget ekstrem produktiv, konstant læsende og skrivende, selvom det de sidste år var blevet svært for ham. Svært når man er afhængig af at læse og skrive. Ordet ‘afhængig’ mener jeg selv at have hørt ham bruge – at han var afhængig af en avislæsning han dyrkede dagligt og passioneret.

Én anekdote han fortalte mig flere gange: Da han fyldte 90 havde Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, inviteret Torben og Lene ud på en bedre frokost. Nå, havde Lykkeberg sagt, nu skal vi tale om fremtiden! Torben havde udnyttet lejligheden til at lade sig pensionere. Han syntes at det kunne han efterhånden godt tillade sig.

Samme år blev Brostrøm udnævnt til første og stadig eneste æresmedlem af Litteraturkritikernes Lav. Lavet uddeler hvert år Kritikserprisen og Brandesprisen, og blev stiftet den 3. marts 1966 – netop i Brostrøms lejlighed på Holbergsgade. En række medlemmer fra Kritikerlavet dukkede op på adressen og hæderen kom som en overraskelse. Jeg havde aftalt med Torben og Lene at jeg ville komme forbi med et antal personer – de havde troet, fortalte de senere, at jeg ville dukke op med nogle af mine studerende fra universitetet – og de havde gavmildt stillet en frokost an. Da sagens rette sammenhæng gik op for Torben og æresmedlemsskabet af Kritikerlavet var blevet motiveret og diplomet overrakt, improviserede Torben på stedet en lang og virkelig god takketale, hvor han blandt andet talte om litteraturkritikkens væsen. Imponerende. Jeg ville ønske jeg kunne læse den nu.

I det udvalg af litterær kritik, Underspil, der udkom i 2002, redigeret af Christian Lund og Erik Skyum-Nielsen, har Torben i dedikationen til mig skrevet: “Det gamle spil om enhver bog af værdi.” Ja. Og det er flot skrevet, men ikke for flot, når Skyum-Nielsen i sin nekrolog i Information skriver at Brostrøms litteraturkritiske gennemslagskraft historisk anskuet kan sammenlignes med den Georg Brandes og Tom Kristensen har haft.

Sidste gang jeg så Torben var den 19. december 2019 – vi brugte at jeg kom til frokost hos ham og Lene, med sild, øl og snaps. De så gerne jeg tog gæster med, særligt Torben var ikke længere synderligt mobil, men var stadig knivskarp og både han og Lene satte meget pris på liv og selskab. I december havde jeg min kæreste Signe og min ven Bo med, det var som altid en rigtig hyggelig dag. Siden kom en vis virus til landet og vi blev enige om at udskyde næste frokost til det igen var sikkert at ses fysisk og indtil da skrev vi mails til hinanden, Torben, Lene og jeg. Og så nåede vi altså ikke at ses efter corona.

Som Rune Lykkeberg skriver på lederplads i Information, hvor Brostrøm var aktiv litteraturkritiker igennem 60 år: “Det er trist, selv om det ikke er uventet, at Torben Brostrøm nu er død, 93 år gammel.”

Den sidste bog han skrev blev Ved kanten med undertitlen En endnu levendes erindringer fra 2017. Den slutter sådan her:

Jævnaldrende, ældre og yngre slægtninge og venner har måttet møde døden og har sluttet sig til det store stumme fællesskab, men efterladt sig en varme i de endnu levendes erindring, hvor de på mange måder færdes frit og utøjlet. Savnet bliver til sagn og myte, ligesom kunst, musik og digtning er en rigdom, der rækker ud over sig selv og ind i sindet.

Døden er den stærkeste magt i livet. Men størst af alt er kærligheden.

Torben Brostrøm er død, jeg kommer til at savne ham, gudskelov findes bøgerne han skrev, æret være hans minde.