Midt i hjemmeskoling og almindligt kaos, utryghed ved nye virusvarianter og aflysninger der konstant ruller ind, udsættelser, forskellige arbejdsopgaver som det ikke kan lade sig gøre at gennemføre alligevel – af indlysende årsager, COVID19, man kan ikke samles fysisk i nogen form – og med disse mails følger også aflyste, udsatte honorarer. I det mindste har vi fået Teams til at fungerer, så nogenlunde, så min datter var med hele dagen i dag, ikke kun de sidste fem minutter som i går, hvor læreren var logget ud. Jeg er imponeret over de lærere, de skoler, de gør det sgu godt, de skulle have en medalje eller et kys, hvis man måtte. For tiden arbejder jeg om natten, så godt jeg nu kan, de par timer, for vi har kun en computer og den bruger min datter til skolen i dagtimerne. Og så skal der laves mad og alt det der, efter hun bliver puttet sover jeg selv en time eller to og sidder så til måske 4-4.30 om morgenen. Hver anden dag. Hver anden dag må jeg sove igennem. Man kan hente en lånecomputer på skolen, har jeg lige fået at vide, så vi har en begge to, sådan en henter vi én af dagene. Men man kan stadig ikke arbejde med så unge mennesker hjemme. Sådan et ungt menneske. Det skal hjælpes. Selvom hun er ret sød og flittig og ret selvhjulpen.

I dag begyndte det at sne. Den første sne.

Og midt i hjemmeskoling og alting fik den første sne mig til at tænke på den nu afdøde russiske digter Arkadii Dragomoschenko. Og siden har jeg tænkt på ham hele dagen, jeg leder efter hans digte i mit bibliotek – der findes blandt andet nogle oversættelser til dansk ved Jon Kyst her, og jeg har den bog, men hvor – jeg er ret sikker på at jeg har engelske oversættelser af ham også et sted, men jeg kan ikke finde rundt i mine bøger, for mange flytninger, for mange bøger på for lidt plads, bag hinanden, i stabler. Så er der heldigvis internettet, her kan man læse tre digte på engelsk.

Hvert år, når den første sne faldt  i Skt. Petersborg, skrev og sendte Dragomoschenko et digt til sine venner. Jeg har aldrig set de digte – jeg kendte ham ganske overfladisk, sikkert ikke godt nok til at komme på den mailingliste, og så læser jeg ikke russisk. I 2008 var jeg med til at organisere en digtoplæsning med danske og russiske digtere på Forfatterskolen i København. Fra Rusland kom foruden Dragomoschenko, Dmitry Golynko og Aleksandr Skidan, og fra dansk side læste Peter Laugesen, Naja Marie Aidt og Katinka My Jones. Året efter var det meningen at jDen første sneeg skulle have besøgt ham – jeg havde en oplæsning i Helsinki, fik arrangørerne til at booke min hjemrejse fra Skt. Petersborg, der jo blot er nogle timer østpå, vi havde aftalt at mødes og skrev sammen også umiddelbart i dagene før, da det gik op for mig at jeg ikke havde styr på mit visa og derfor ville få svært ved at få indrejse til Rusland. Det kunne ordnes via et bureau i Helsinki, jeg brugte det meste af en dag på at finde ud af det, fik taget billeder, kørte rundt i sporvogn fra det ene kontor til det andet, jeg kunne få et lynvisum på et døgn, men det kostede mange penge og flere end både mit honorar og end det ville koste at købe en ny rejse hjem. Jeg var nyskilt og på røven og blev et par dage mere i Helsinki, hvor jeg også kunne bo ganske billigt i Villa Kivi, et forfatterrefugium. Vi gør det bare en anden gang, skrev vi til hinanden. Jeg var første gang i Petersborg et par år senere, i sommeren 2011, men der lykkedes det heller ikke at ses. Og vi nåede det ikke inden han gik bort i 2012. Her og her er et par fine nekrologer på engelsk.

Jeg synes det er sådan en god idé – dette med at skrive et digt og sende det til sine venner hver gang den første sne falder. Jeg spekulerer på det hvert år, om ikke man selv skulle påbegynde sådan en tradition, eller noget lignende, men for mit vedkommendedet blev altså heller ikke i år.

Men i et frikvarter nåede min datter og jeg ud og lave verdens mindste snemand – med mundbind og det hele.