I 2014 udkom den tredje bog i serien af Mortens bøger. Personlige bøger fra Martin Glaz Serup til Morten Søndergaard, skabt i ét fysisk eksemplar og reproduceret i et uendeligt, digitalt antal og udgivet på Kornkammer Small Press. Den første Mortens bog udkom i 2006, den var på en slags forlængelse af en korrespondance der allerede fandt sted og drejede sig om forholdet mellem poesi og politik. I 2011 udkom Mortens bog 2, der er en fortsættelse af korrespondancen, og i en blanding af optegnelse, læsedagbog og særligt citat forfølger tanken om poesi som korrespondance. Mortens bog 3 udkom på Morten Søndergaards 50 års fødselsdag i 2014 og på samme måde som de andre bøger – i ét fysisk eksemplar; i en kuvert der bestod af 50 blade, post-its, postkort, nedskriblede noter, huskesedler og med genrebetegnelsen dagbog. Jeg ville gerne tættere på kroppen, på det forgængelige, det daglige liv, poesien der allerede er her i alt det vi gør, de spor vi sætter os, doodlen, den pludselige henvendelse til den anden, at se noget ellers usynligt. Jeg overrakte højtideligt kuverten til Morten på en kaffebar på Nørrebrogade, jeg husker vejret som dårligt, måske det bare var aften; og her fortalte jeg ham at jeg gerne ville holde fast i det efemerale, som vel ikke engang er et dansk ord, det kortvarige, forgængelighedens kvaliteter, jeg ville bevare det der mere eller mindre spontant bliver nedfældet uden henblik på at blive bevaret. Det blev lidt storladent, og man må sige at det lykkedes lidt for godt. Dokumentationen af Mortens bog 3 har været noget nær umulig – de forskellige komponenter har forskelligt format, der er skrevet på bagsiden og forsiden, rækkefølgen lader sig let opløse; jeg ville det taktile, og dét er svært på samme måde at genskabe i en bog. Alligevel, nedenfor, er den så udkommet på Kornkammer Small Press, næsten som en dokumentation af en art performance. Den er først blevet tilgængelig nu, i begyndelsen af 2021, fordi det har været sådan et rod. Mortens bog 4 er i støbeskeen, det har den været længe, den er på vej, det tager den tid det tager. Mellem hver bog kommer et svar i form af Martins bog, Martins bøger. De står udstillet her i min lejlighed på Vesterbro i København. Indtil videre findes der fire af dem
24. juli 2014
Kære Morten
Det er højsommer
jeg sidder på kontoret,
min forbandede afhandling,
til oktober fylder du 50,
til oktober er du i Paris,
Mortens bog 3
er en dagbog
i Gaza nærmer
dødstallet sig 700
mere end 160 børn
læste jeg i morges
i avisen, jeg kan
ikke arbejde, der er
Gaza, der er solen,
der er et eller andet
indre, forpulede afhandling,
jeg vil skrive digte og
lystlæse og være på
stranden. Her er 50
blade, 50 dagbogsblade, til din
50 års fødselsdag. Som du kan
se har jeg også problemer med
blækket. Jeg er 36 år gammel.
Nu.
Jeg
håber
du
bliver glad
for gaven
jeg
håber / du / får / en dejlig dag!
Mange kærlige hilsner fra din ven; Martin