Forfatter er det eneste jeg nogensinde for alvor har villet være; og helt overbevist fra cirka 8. klasse – på det tidspunkt læste jeg særligt Dennis Jürgensen og Stephen King, og det at føle noget fysisk, at få hjertebanken og blive bange eller hvad det er man bliver, spændt, af at læse en bog syntes jeg var dyb fascinerende. Dét ville jeg også arbejde med! At jeg kom til poesien skyldes et rent tilfælde – eller hvad man skal kalde det. Kulturpolitik! At Albertslund Bibliotek, hvor jeg har brugt så meget lykkelig tid, havde så mange digte til at stå fremme fik mig jo til at læse dem – og opdage hele den verden. Det var dér jeg ved et tilfælde stødte ind i noget af Lars Bukdahls lyrik fx og tænkte: Ov! Kan man også skrive sådan? Og via Dan Turéll opdagede jeg Peter Laugesen, der jo virkelig er en af vores største digtere. Og dét mener jeg stadig!

Det løber sammen; det ene flyder ind i det andet; metoderne er måske forskellige, men det handler jo om det samme – at undersøge og opdage verden!

Det er jeg måske ikke den rette til at svare på; jeg ved det faktisk ikke, det er ikke altid man  er den der ser sig selv og sit arbejde klarest…  

Dét gælder litteraturen as such, ikke i særlig grad børnelitteraturen – den seriøse litteratur, hvis man tør kalde den det, dét der ikke bare vil underholde eller undervise, har stadig trangere kår. Der sker alt muligt lykkeligt i de litterære undergrunde der er smækfuld af kvalitet, men alt det sker ud af nød, ikke af overskud. Fordi den litterære offentlighed er under voldsom forandring, bibliotekerne nedskalerer og lukker, boghandlerne forsvinder, aviserne forsvinder – der er masser af høj kvalitet og fede, opfindsomme udgivelser (både indenfor børnelitteratur og alt muligt andet) i Danmark lige nu; men hvordan skal folk finde ud af at det findes? Hvor skal de gå hen for at finde det? Hvis ikke de altså lige bor i Albertslund og kan gå på biblioteket dér… (jeg har lige været der for nylig, de holder den samme høje standard som da jeg var dreng!). Dét er et problem, kredsløbet, synligheden, der også resulterer i at de større forlag, de der er tilbage, der stadig er interesseret i og føler sig forpligtet på kunstnerisk kvalitet og på at udvikle og følge fatterskaber, ikke tør eller ikke mener de har økonomisk mulighed for at tage særlig mange chancer, at udgive særlig meget af den såkaldt snævre litteratur; fordi det er svært at få den synliggjort, der er meget lidt salg i, bibliotekerne køber måske 20 eksemplarer hvis man er uheldig, og så videre. For at svare på dit spørgsmål – hvis det er et svar; så findes der masse virkelig god, ny litteratur ––– men man skal næsten vide det på forhånd for at vide det, eller være særligt opsøgende. Og det litterære kredsløb er under pres. Desværre. For litteraturen findes jo ikke for sin egen skyld – eller: den findes ikke i samme grad hvis den ikke bliver læst, diskuteret, tænkt over, følt, modsagt osv.. Litteraturen findes i høj grad i og som en socialt situation.

Altså i februar var jeg først i Nicaragua for at deltage i en poesifestival. Dér oplevede jeg at stirre ned i en åben, levende vulkan, dét var vildt, og nogle dage senere skulle jeg videre til Mexico for at lancere den spanske oversættelse af min digtbog Marken – El Campo – og dér blev jeg den første nat vækket af et jordskælv der fik sengen til at flytte sig fra side til side; dét var virkelig uhyggeligt. At alle regler for hvordan verden som man kender den opfører sig bliver sat ud af funktion. Rejserne og møderne som litteraturen sender mig ud på – også som læser – er jeg virkelig taknemmelig over at opleve.

Tja… Det ved jeg faktisk ikke…. Jeg har fået nogle priser og sådan, det har været dejligt, men øh, om det er højdepunkter i min karriere… Jeg synes jo (næsten) altid at de seneste bøger jeg har skrevet er de mest interessante, men det er bare fordi det er dem der er varmest.