Jeg
har hørt flere mene, at Christina Hagens offentlige optrædener i
virkeligheden er en del af hendes værk, at hun påtager sig roller også
når hun giver interviews eller læser op. Måske er det sådan med den her
tale, at den slet ikke udtrykker det, hun mener, sådan, rigtigt, indeni.

Alligevel: Når Hagen skriver, at det “i starten” gik utroligt godt for
hendes bøger i Information, så glemmer hun de første anmeldelser hun
fik, dem for Sexdronning og 71 breve til M, som var respektfulde og
diskuterende, men også både rosende og kritiske. Nogenlunde ligesom
anmeldelserne af Jungle og White Girl 2 og Korrekthedsbiblen var det. Og
når hun skriver, at anmeldelsen af hendes bog Jungle blev påvirket af
det famøse interview, hun gav i avisen i 2017 – og af den voldsomme
debat, der fulgte – så glemmer hun, at anmeldelsen og interviewet blev
bragt samme dag, den 18. februar. Jeg anmeldte bogen. Jeg vidste ikke,
hun skulle interviewes, og da slet ikke hvad hun ville sige i det
interview. Når hun skriver, at Caspar Eric får en bedre behandling af
avisen end hans litteratur fortjener, fordi han skriver om et liv med
cerebral parese, så har hun tydeligvis ikke læst Erik Skyum-Nielsens
anmeldelser af Erics sidste tre bøger. Intet tyder på at Madame Nielsen
og Pablo Llambias – for at nævne to af de forfattere, Hagen nævner til
slut – er blevet blacklistet eller skubbet ned fra tinderne af
Information eller af en bredere litterær offentlighed. Selv skrev jeg i
al fald den mest begejstrede anmeldelse, jeg nogensinde har skrevet om
en bog af Llambias, dette forår. Madame Nielsen har lige haft et
gigantisk essay om Peter Handke i avisen.

Bekvemt nok glemmer
Hagen også, at hun jo altid har været ekstremt priviligeret på
Information, alene ved altid at få sine bøger anmeldt, fyldigt, tæt på
udgivelsesdagen. Sådan har det været også efter interviewet i 2017. Det
er ved gud ikke længere en selvfølge på avisen, hvis det nogensinde har
været det.

Det er selvfølgelig synd for Hagen, at hun blev mobbet
som barn. Jeg kan godt forstå, at det var en meget voldsom oplevelse at
stå midt i en ret vild, litterær polemik, formodentlig uden selv at
ville det og også uden at være forberedt på det. Men jeg er afsindig
træt af den måde, den nye anti-venstrefløj i den litterære debat – det
må man vel kalde Hagens position i dette indlæg – konsekvent ignorerer
facts og argumenter til fordel for deres følelse af ikke at være blevet
behandlet “fair”. Det er som om hun forventer, at hun, alene fordi hun
har sagt noget kontroversielt, skal bæres i guldstol gennem den
litterære offentlighed, og at enhver kritik af hendes bøger eller udsagn
reelt er udtryk for voksenmobning. Sådan har det aldrig været, sådan
bør det aldrig blive.

Til slut: Det er ikke så vigtigt for mig
om Hagen kan lide mig “som menneske” eller ej. Men det irriterer mig ret
meget, når forfattere (eller andre) antager, at jeg ingen integritet
har som anmelder, at mine tekster skulle følge en eller anden
redaktionelt udstukket, politisk bestemt linje. Som om de inde på avisen
sad og besluttede, at nu skulle hende Hagen søreme have med grovfilen.
Som om jeg ville finde mig i at lade mig korrumpere som anmelder.

I kommentarfeltet (til kommentaren ovenfor) skriver Nexø blandt andet (det bliver jo lidt synkoperet, for han svarer selvsagt på andre kommentarer osv., men jeg synes alligevel det er interessant nok at få med – idéen om denne “litterære anti-venstrefløj”):

Noget af det
mærkelige – og oversete – ved debatten i 2017 var jo, at kritikken af
venstrefløjens (eller bare de kulturradikales) angivelige moralske
renhed jo har været *ekstremt udbredt* i de sidste tyve års litteratur.
Tænk på Christian Jungersen og Jakob
Ejersbo og Lars Frost og egentlig også Jan Sonnergaard. Men man finder
den også i en bog som Christina Hesselholdts I familiens skød og i
tekster af fx Naja Marie Aidt. Den har altid, i det store hele, været
ukontroversiel – indtil en ny og yngre generation af forfattere
pludselig tog afstand fra den.

(…)

Noget af det løber
jo gennem min bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, men nok ikke så
direkte formuleret som her. Jeg vil også tro at mange af de her
forfattere opfatter sig som til venstre for midten politisk – det gjorde
Jan Sonnergaard jo helt eksplicit – men
alligevel fylder kritikken af det politisk og moralske retlinede
menneske meget i deres bøger. Mest eksemplarisk måske i Jungersens
Undtagelsen – de ansatte i center for Information om Folkedrab viser sig
at være en værre omgang voksenmobbere, og udvikler sig til mordere, det
øjeblik de føler, at deres succesfulde liv er under angreb.