OVER FOR EN NY VIRKELIGHED

by | Mar 10, 2011 | Uncategorized

@font-face { font-family: “Cambria”; }p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: “Times New Roman”; }a:link, span.MsoHyperlink { color: blue; text-decoration: underline; }a:visited, span.MsoHyperlinkFollowed { color: purple; text-decoration: underline; }div.Section1 { page: Section1; }

OVER FOR EN NY VIRKELIGHED

Fredag den 4. marts 2011 åbnede jeg poesifestivalen Odense Lyrik 11, det gjorde jeg med en tale hvor jeg blandt andet forholder mig til det man kunne kalde poesiens nye institutionelle situation i Danmark. Tilfældigvis udgav Mikkel Thykier samme dag essayet OVER FOR EN NY VIRKELIGHED på Forlaget After Hand. Essayet er ifølge forlaget “reaktion på den situationsændring, der er forbundet med en vaklende forlagsbranche, som ikke længere har ressourcer til at holde andet end sine bedst sælgende titler i distribution”. Det nye nummer af Vagant (#1/11) tager afsæt i Thykiers essay og forsøger på lederplads at læse situationen. Der lader med andre ord til at være et grundlag at diskutere på, en basis, hvorfra vi kan evaluere institutionens, kritikkens og litteraturens situation som den tager sig ud lige nu – og hvordan den vil tage sig ud i den nærmeste fremtid og ikke mindst: for hvem. Kornkammeret har bedt Tue Andersen Nexø og Lars Bukdahl om at komme med et skud fra hoften, en førstereaktion på Thykiers essay. Det gør de nedenfor. Where do we go from here?

I min fynske tale sagde jeg blandt andet følgende:

I Danmark kommer lyrikken for tiden mere ud end den har gjort længe og flere kommer ud og oplever den; over de sidste cirka 10-15 år er oplæsningskulturen blevet styrket og blevet sjovere, der sker mere – og mere – de største byer i landet har deres egne poesifestivaler; Aalborg, Odense, Århus, København; der er et væld af forskellige livearrangementer, oplæsninger, samtaler, kritikersaloner; vi har mange gode tidsskrifter, nettet har vist sig som et hurtigt, åbent, billigt sted at udveksle tekster, at læse og skrive og følge med. I blogosfæren og på Facebook startes flere litterære debatter der vokser videre og ud i mere konventionelle medier – hvor det som regel kun er de mest sensationelle dele af en debat der bliver highlightet. Det er også på nettet at fremtidens – ikke mindst internationale – litterære offentlighed lader til at ville samle sig; tre af de yngste danske litteraturtidsskrifter – Slagtryk og Morgenrøde og Cottage Grove – udkommer således udelukkende på nettet.

(…)

I Danmark kommer lyrikken for tiden mere ud end den har gjort længe og flere kommer ud for at opleve den. Helt paradoksalt sker det samtidig med at lyrikken og det man kunne kalde den mere dedikerede eller seriøse litterære offentlighed bliver stadig mere specialiceret eller marginaliseret; poesierne og tidsskrifterne er gode, men selv de der bliver udgivet af de største forlag og af aldeles etablerede navne, kan man ikke bare gå ind og købe i en boghandel. Det skal bestilles hjem. Og for at bestille noget skal man vide at det eksisterer. Og allerede være helt sikker på at det er noget man gerne vil købe. Og hvis man ikke ved det: hvad gør man så. Når man ikke kan falde over det, bladre i det, impulsivt købe det . Selv hvis man skulle læse en anmeldelse og blive nysgerrig, så er det så forpligtende og besværgeligt at skulle bestille bogen eller tidsskriftet hjem og vente i flere dage, hvis det er NU man har tid eller lyst til at læse, hvis det er NU dén litteratur ser ud til at kunne være relevant for ens liv. Og også på bibliotekerne, der bliver sammenlagt og køber stadig mindre, skal man skrives op. På den måde bliver det litterære Danmark i stigende grad opdelt i en mainstream – de samme få romaner man kan få overalt – og alt det andet. Heriblandt ikke mindst lyrikken. Det er ikke nemt. Ikke mindst hvis man som jeg gør det, ser litteratur og poesi som en ongoing evaluering af samfundet, af livet, af hvad det vil sige at være menneske, at være til i verden, en undersøgelse af hvad verden er for noget; det er jo noget der berører os alle – – – denne evaluering eller diskussion – det lyder så bureaukratisk – lad os i stedet sige: afsøgning, udveksling: denne afsøgning og udveksling af hvad det hele er og kunne være og har været og vil blive, denne samtale bliver naturligvis vigtigere og sjovere jo flere der deltager i den. Samtidig med at poesien jo også altid er noget der sker mellem den enkelte og digtet. Læsningen som en hel særlig værensform, en unik måde at tænke på og føle på, at være lidt i verden – et andet sted.

Efter at det hæderkronede Borgens Forlag nærmest er gået fallit, er det blevet meget, meget sværere at udgive digte i Danmark. Blandt andet har det jo selvsagt med efterspørgslen at gøre. Men det tager lang tid at skrive gode digte og det kræver en insitutionel opbakning hvis ikke poesien og den kvalificerede litterære diskussion skal gå fuldkommen under jorden og for fremtiden udelukkende udfolde sig i en slags reservater, som man kun kan finde frem til hvis man på forhånd ved hvor de er. Litteraturen burde jo være for alle der vil den, og ikke kun for de tilfældigt indviede. Den gode litteratur og samtalen om den er vigtig fordi den jo ikke kun handler om litteraturen, men selvsagt om alt det litteraturen selv handler om – og det er, i al enkelthed: det hele. Vi har brug for andre øjne, altid, andre måder at tænke på, at lytte på, at tale på, andre stemmer. For, med et af mine yndlingscitater af den russiske litterat Viktor Skjlovskij, at se verden som et syn og ikke bare en genkendelse.

Hvis bare 10% af de besøgende på landets poesifestivaler også købte en digtsamling hver gang de havde været til en god oplæsning, hvis 10% abonnerede på et af de mange gode tidsskrifter der bidrager så nødvendigt til at udvikle de enkelte forfatterskaber og kritikken af dem, ville det poetiske litterære kredsløb i Danmark allerede øjeblikkeligt blive bestyrket. Hvilket er nødvendigt, hvis vi også i fremtiden vil have mange forskellige stemmer at lytte til.

– Martin Glaz Serup

*

OVER FOR EN NY VIRKELIGHED

Over for en ny virkelighed er lige dele litteraturpolitisk manifest og poetik, tænker jeg. Jeg tænker også, at det er virkelig fedt at en dansk forfatter for en gangs skyld melder klart og principielt ud – både poetologisk og litteraturpolitisk. Faktisk er teksten en drøm af et udspil, ikke nødvendigvis fordi jeg er enig, men fordi den er værd at forholde sig til, indoptage, kvalificere mine egne holdninger med.

Jeg synes også, at Mikkel Thykier blander poetik og litteratursociologisk diagnose sammen på en uheldig måde. Faktisk rammer hans diagnose skævt. Når han skriver, at ændringerne i forlags- og distributionsstrukturer fører til, at litteraturen ikke længere har varighed, så er det forkert. Med nettet har den smalleste litteratur tværtimod en uhørt varighed, tænk på ubuweb.com. På samme måde er alle mikroforlaget 28/6s pamfletter – og også dem, Mikkel Thykier skrev – tilgængelige via nettet. Det vil de sikkert være år og år og år ud i fremtiden.

Den nye virkelighed består nemlig ikke i, at den bedste litteratur er henvist til nuet, sådan som Mikkel Thykier skriver, men at den som begivenhed – og at dens varighed – ikke længere er synlig i et offentligt rum. Den gøres ikke længere synlig gennem offentlig distribution (boghandlere, biblioteker). Den omtales ikke i aviser, registreres ikke længere via universiteternes og litteraturhistoriens arkiv. Den er på én gang usynlig og principielt tilgængelig for alle. De strukturer, der gjorde den del af en offentlig kultur, bryder sammen. Men det betyder ikke, at værkerne ikke længere findes eller at de ikke længere er tilgængelige.

Ideen om, at litteratur er en ikke-offentlig, social begivenhed i nuet, er under alle omstændigheder især en normativ poetik for Mikkel Thykier. Det er næppe tilfældigt, at Over for en ny virkelighed roser en forfatter (Roberto Bolaño) og en anmelder (Kim Skotte) for at have blik for litteraturen som en fælles subkultur, et sted for fælles eksistentielle eksperimenter, ligesom det næppe er tilfældigt, at han programmatisk insisterer på litteraturens etiske og livsudvidende potentiale. Det handler ikke om tekster, men om begivenheder – og de begivenheder handler ikke om den enkelte, men om et fælles liv, der foregår skjult for offentligheden og på andre præmisser end offentlighedens.

Det er også en poetik, jeg har et ambivalent forhold til. Jeg kan sagtens genkende attraktionen. Det er også en god model for at tænke styrkerne i det miljø af yngre forfattere, der går på eller en gang har gået på Forfatterskolen, og som nu mødes, læser op for hinanden, læser hinandens subkulturelle udgivelser, diskuterer og eksperimenterer med liv og skrift. Virker det til, jeg ser mest til fra sidelinjen. Men det betyder også, at litteraturen ender med kun at tale til de særligt interesserede, de, som selv opsøger den. Og lige så træt man kan være af forestillingen om, at litteraturen skal lefle for et vrangvilligt publikum (flad prosa, here we come!) – lige så problematisk er det, hvis litteraturen flytter ind i et fællesskab, som ikke længere er åben for dén udfordring, et fremmed blik også er. Det etisk-eksperimenterende sammenfald af fælles liv og litteratur kan også være en forsvarsmekanisme. Det kan blive en måde at stivne på.

– Tue Andersen Nexø

*

OVER FOR EN NY VIRKELIGHED
Den korte og nemme, men også ærlige ”anmeldelse” af eller bare reaktion på Mikkel Thykiers pamflet Over for en ny virkelighed er: It hurts so good! Når man som jeg i snart en måned er blevet stupidt udskældt og voldstruet for at være en ondsindet og fjantet og fjantet ondsindet og ondsindet fjantet kritiker, er det fantastisk meningsfuldt at møde en konsekvent og skarp avantgardistisk kritik, der nådesløst vejer mig (og heldigvis også samtlige mine kolleger) og finder mig (& co.) for let og reaktionær, helt ned i mine anmeldelsers form (Tue Andersen Nexø har for nyligt været inde på det samme: at mine anmeldelser er falsk eksperimenterende; jeg tror kun de halvt har ret, og i en forskellig halvdel hver gang …):

“Til og med følger modellen for Bukdahls anmeldelser ofte skemaet fra den ældre Tom Kristensens anmeldelser [så bliver fornærmelsen ikke grovere! LB]: Indledende løs snak, en blanding af referat og citat, bedømmelse, afsluttende citat. Længere er vi ikke kommet.”

For nu ligesom Thykier at begynde med mig selv! Og jeg kunne jo svare igen, og det gør jeg også, med at påpege, hvor traditionelt retorisk (et af Thykiers yndlings-minus-ord) pamflet- og manifestagtigt Over for en ny virkelighed ter sig i akkurat dets næsten dansk stil-konsistente konsekvens; her er der sgu ikke nogen nævneværdig forskel i forhold til fx Jens Kruuses parallelt betitlede gamle, hereticansk dagsordensættende bog Den ny virkelighed, 1948 – der er helt anderledes tekstuel, anti-retorisk støj og inkonsekvens i dadaisters og futuristers og situationisters oldgamle manifester. På den led er manifestet selv et rigtigt dårligt eksempel på den nye kritik, Thykier i manifestet ønsker sig. Det er et generelt problem jeg har haft med både Niels Franks og Thykiers poetologisk aforistiske og essayistiske skriverier; de formulerer sig (selv (eller især!?) når de er anonyme) så forpulet pænt og sammenhængende og konsekvent om nødvendigheden af subversion af pænhed og sammenhæng og konsekvens (og den virkelig triste udgave af den nye kritik ville være den slags servile katalogtekster, der oversvømmer kunstverdenen, hvor alting i det samme kedeligt akademiske mandarin-sprog er ÅH så subversivt). Modsat de tekster, og det gælder igen både Frank og Thykier, der bedriver kritik på konkrete kunstværker, film, billedkunst, litteratur, hvor teksten (og dets suveræne kritiker-jeg) fint sansende og vildt tænkende igen og igen mister fodfæstet. Jeg kender ikke noget mere inspirerende og anfægtende for min egen kritiske praksis; det er ikke bare som pamfletten søde, meningsfulde tæsk! Vi får kun et par bittesmå, meget langt fra udfoldede (og svimle) glimt af konkret kritik i pamfletten, fx da Thykier skal give sit eget bud på projektet i Amalie Smiths De næste 5000 dage (udgivet af Gyldendal for øvrigt). Og hvis jeg lige må være defensiv et langt øjeblik, så er min egen kritik andet og mere end mine anmeldelser (selv i avisen er den mere end mine anmeldelser, fx mine føljetoner, om karikatur og aversioner bl.a.), som indenfor sin accepterede og måske endda også celebrerede traditionelle anmeldelses-retorik og (ja, stadig mindre, men det er end ond erkendelse, jeg under forkortelses-tvang er nået frem til de sidste par år: man kan godt skrive kvalificeret kortkritik (doh! Borum!), ligesom man godt kan skrive kvalificeret kortlitteratur, jf. al Thykiers snak om minimalisme…) -format sgu, hvis man gider se efter, skrider og skræver mere end som så: der er mine pænt og mangelunde formelt udkullede (ud i fx montage eller (Thykier)arkiv eller (i en endnu utrykt Helle Helle-artikel) minutnærlæsning) artikler i tidsskrifter og antologier, og der er min to kritikbøger, monstret Generationsmaskinen og poly-monografien Læberne sproges, og mine egne antologier og bloggen og og og HVEDEKORN, som også er en del af min kritik, måske endda den vigtigste, og, anfægtende for Thykiers apokalyptiske synspunkt, en hos Rosinante&Co TOTALT FRI scene, hvor redaktørinstansen kan opsøge og opsøges af hvem som helst hvor som helst fra, og gør det og bliver det og af mystiske kosmiske årsager er i stand til at trykke ALT, han synes om (og kraftfuldt (eller overbevisende kraftløst …) byder ham imod!). Jeg synes snøftende, at Thykier alt for let affærdiger den antologiske, tidsskriftlige, NET-mæssige (i det hele taget er pamfletten underlig tavs om nettet) (med eller uden KORT formuleret kritisk (åh åh pædagogisk) kvalifikation) præsentation af den nye litteratur, jf. senest Kronstorks Antologi 2010. Jeg kan i det hele taget ikke være med på det grundlæggende apokalyptiske synspunkt: Alt er heldigvis af lave; it’s the end of the world and I feel fine! Jeg har det også fint, men jeg tror ikke, det er enden på verden. Nu Thykier udnævner mig til at være 70’er-kritker, vil jeg gerne spørge, hvad forskellen er i forhold til 70’erne (der bevisligt inspirerer mange af de unge digtere og forlag; hvad er After Hand andet end et rekonstrueret/genfortryllet 70’er-relikt!?), hvor de kommercielle forlag (og aviskritikken, undtagen Borum i Ekstra Bladet,) også lukkede ned for den ”eksperimenterende” poesi, som derfor måtte ty til skrøbelig, henkastet selvproduktion, her var om noget en begivenheds-litteratur – og det er rigtigt, at flere af disse begivenheder ikke er blevet (u)ordentligt samlet op og arkiveret, men ret mange er (og i al ubeskedenhed bl.a. af mig) til glæde for os alle sammen; hvorfor skulle den øjeblikkelige begivenheds-litteratur være så meget mindre opsamlelig og arkiverbar – og præsentabel!? Jeg ville helst skrive en masse mere om pamfletten og kommer forhåbentlig også til at gøre det – og fx om de 5 æstetiske strategier, som jeg alle gerne ser (og har set) praktiseret, men hvorfor altid denne fundamentalistisk avantgardistiske insisteren på negering af æstetisk fornøjelighed (som Thykier aldrig, selv når han prøver på det, kan leve op til i sin egen skrift; han skriver skidegodt (og konsekvent …), selv (og især) når han vil skrive grimt), jf. fx en forsplintret, men fuldt bouncy hoppebold som Rasmus Nikolajsen. Men nu kalder avisen: jeg skal med højst 600 (denne tekst kom til at bestå af 985) ord anmelde et lækkert stykke Gyldendal-avantgarde … vi tales videre!

– Lars Bukdahl

Position versus essens?

Position versus essens?

by | Jul 6, 2007 | Uncategorized

Stærke essays fra Niels Frank, om litteratur og politik blandt andet. Kristine Kabel anmelder Alt andet er løgn for Kornkammeret.

Den 19. maj kritiserede Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken, at Niels Frank tænker »modernismen« i bestemt form ental i sin nye essaysamling Alt andet er løgn. Det er en interessant påstand, for så vidt en stor del af bestræbelserne i Franks essays kan siges at gå på det modsatte: at vise de mange forskellige positioner inden for og prægninger af modernismeforståelser i Danmark og USA.

Men samtidig består Alt andet er løgn ikke kun af nuancerede udredninger af positioner, ud af forskellighederne destilleres også ét fælles kendetegn for den danske litteraturreception i midten af det 20. århundrede: fordringen om litteraturens opbyggelighed, en særlig dansk syge, som Frank kobler til såvel religionens stadige rumsteren som velfærdssamfundets begyndende fremkomst.

Og opbyggelighed er i høj grad en syge ifølge Frank, opbyggelighed får tanken til at degenerere, bremser litteraturens udfoldelse, lukker i stedet for at åbne.

Parallelt med dansk modernisme udvikler den amerikanske sig ud fra samme europæiske inspiratorer, men i andre retninger end i Danmark. »Den anden tradition« hedder således samlingens længste essay med undertitlen: »Modernismens og postmodernismens gennembrud i amerikansk poesi«. En fortættet og veloplagt indføring, der fremhæver New Yorker-skolen, særligt John Ashbery, og LANGUAGE-digtningen, men undervejs kortlægges også andre amerikanske skoler og deres udviklinger, ligesom brudfladerne mellem den orale og den skriftsproglige tradition undersøges.

I stedet for at følge dansk litteraturs (receptions)historie ind i 3. fase modernismen/postmodernismen, så stopper Frank i følge sit eget forord stort set sine undersøgelser af andres positioner ved slutningen af 1960’erne. I stedet tager han selv over og formulerer sit eget syn på litteratur, som i høj grad kan siges at være udviklet under amerikansk inspiration, men også i lyset af fx Muhammed-tegningerne. Niels Franks personlige ståsted kan siges at være hjemsted for andre, bredt set repræsenterer han en position, som for alvor er vokset frem og har vundet indpas i dansk litteratur op gennem de sidste fire årtier. Derved konkurrerer Alt andet er løgn med de nyeste danske litteraturhistorier som Hovedsporet og senest Dansk Litteraturs Historie og formår klogt at placere litteraturen lige lukt i verden og formulere et litteratursyn med udgangspunkt i dette grundlæggende forhold.

Det er således afgørende for Frank at redde poesien ud af dens egensfære og gøre op med de (ældre) litteratursyn, der gennem tiderne har løsrevet den fra verden. Et skæringspunkt finder han hos Mallarmé, og det er da heller ikke en nyhed, at poesien ikke er afsondret og ren. Men måske giver det i en dansk kontekst stadig god mening, at Frank slutter sit Mallarmé-essay med Czeslaw Milosz’ og ordene: »Alt fra civilisation til kultur og sprog er underkastet en permanent »skrøbelighed«, og af samme grund er forestillingen om poesiens renhed og isolation illusorisk.«

Gennem alle syv essays tangerer Frank dualistisk tænkning, det er et klargørende pædagogisk greb at fremstille modstillinger, men tænkningen selv kan ende i en blindgyde, fordi alle nuancer skæres bort. Det er en balancegang mellem det kritisk undersøgende og det pædagogisk polemiske, og her er Frank stærkest, når han lader sine dualistiske figurer skvatte sammen. Det kritisk undersøgende lykkes i forhold til den mangehovedet modernisme, der som antydet ikke fremstilles i bestemt form ental. I åbningsessayet »Omstigning til paradis« bliver han ikke ved de lette affejninger eller forenklende modsætninger, men går i kødet på læsninger af Baudelaire i Danmark uden at falde for sine egne idiosynkrasier – for det står klart, at han ikke er enig med hverken Sophus Claussen, Johannes Jørgensen eller Villy Sørensen (i et andet essay omtales mere værdiladet hereticanernes »hæmningsløse naivitet«). Franks uenighed hindrer ikke en nuanceret, tør og skarptsleben kortlægning af de indtil slutningen af 1960’erne dominerende modernismeudlægninger i Danmark. I Information er Erik Skyum-Nielsen faret i kridthuset over særligt dette essay, fordi det ikke beskæftiger sig med litteraturen selv. Det er en kritik, der må siges at være traditionel for så vidt den afslører en opfattelse af, at receptionen ikke er interessant, det er alene litteraturen selv. For det andet rammer den herigennem helt ved siden af hovedprojektet og det forløsende drive i de i alt syv essays: at diskutere litteratursyn.

Hvad er Franks eget litteratursyn? Over for den udskældte opbyggelighed er det mest præcist at sætte skrøbelighed som det begreb, der kan destilleres ud af hans fordringer til litteraturen: den kritiske litteratur skal være skeptisk, udfordre stivnetheder, relativere, afmaskere, åbne, overraske, aldrig stå fast på én sandhed, men gerne en hel del løgne. Selvom han placerer litteraturen lige lukt i verden ønsker han ikke, at den skal opløses i verden, men litteraturens og kunstens løsning kunne være en porøs autonomi. For litteratur er ikke politik, men det betyder ikke, at litteraturen er upolitisk, som det siges et sted. Den vil altid være bærer af et syn på selvet og systemet.

Hvad er Franks egen position udtryk for? Hvilke tids- og stedsspecifikke fortællinger er indlejret i hans fordringer til en kritisk litteratur? For det første afspejler hans syn nyere teorier om identitetsdannelse, hvor selvet ikke ses som en fastdefineret størrelse, men som sammensat og netop porøst i forhold til omgivelserne, og for det andet og i tilknytning hertil de dannelsesteorier, som blandt andet den danske folkeskole hviler på og derved de sidste årtiers idealer om, hvordan den enkelte socialiseres til at kunne indgå i et demokratisk samfund. Det sidste er selvfølgelig paradoksalt, for så vidt Frank selv vrænger ad socialiseringstendensen i det gryende danske velfærdssamfund i midten af det 20. århundrede, og paradoksalt, fordi dannelse så let kan lyde som opbyggelighed (det slemme ord) – men altså vel at mærke sjældent forstås sådan i dag.

At det alligevel er både nødvendigt og befriende at formulere et litteratursyn, der sådan set ikke indeholder noget nyt under solen i en dansk kontekst hvad angår de indlejrede samfunds- og menneskeopfattelser, skyldes at ovenstående måske er udtryk for en demokratisk drøm og at vi på alle niveaer i samfundet og også for litteraturens vedkommende stadig er klistret ind i en essenstænkning (der selvfølgelig smitter af på vores måde at bruge sproget på og at tænke på i alle sammenhænge, jf. hverdagsforståelsen af begrebet ’dansker’). Det, der løber som en velgørende aggressiv og grundlæggende politisk strøm gennem alle syv essays, er en kritik af essenstænkning. Det opgør er med til at vise, hvor porøs Niels Franks opstillede modsætning mellem kritisk og politisk tænkning er. Det er i dobbelt forstand en styrke, for det første, fordi de to størrelser efter min mening ikke kan skilles ad, og for det andet fordi det er i de mange skrøbelige dualistiske tankefigurer, i det porøse, at mulighederne for diskussion opstår og essayenes dynamik viser sig.

Fugle er ikke gode til at være ornitologer, har Ashbery med et citat af maleren Bernett Newman udtalt i et interview til Niels Frank. Det dementerer Franks egen bog på trods af dualismetendensen og på grund af porøsiteten. Det ville være ønskeligt for samtalen og klædeligt for forfatterstanden, hvis endnu flere fugle ikke opfattede egne vingeslag som uforenelige med et kritisk blik.

Niels Frank: Alt andet er løgn. Essays om moderne litteratur (Gyldendal, 280 sider.)

Avantgarde, satire og terrorisme

Avantgarde, satire og terrorisme

by | Apr 12, 2007 | Uncategorized


Fremragende og velskrevet afhandling fra Mikkel Bolts hånd, om Situationistisk Internationale, om kunst, satire og politik. Mikkel Bruun Zangenberg anmelder Den Sidste Avant-Garde for Kornkammeret.

Mangler folk på Vestbredden fuldkommen sans for den lune danske humor, når de som reaktion på ”Jyllands-Posten”s herostratisk berømte Muhammed-tegninger truer danskere og Danmark med bål og brand? Kan de da slet ikke se, at kunst og satire er én ting, politik noget ganske andet? Eller er de mon tværtimod i pagt med centrale strømninger i nyere europæisk kulturhistorie?

Det kan man måske svare bekræftende på ved at fremsætte denne påstand: Æstetik og terrorisme er nært forbundne størrelser. Hvordan? Ved at den europæiske avantgarde talrige gange siden det forrige århundredes begyndelse har findyrket båndet mellem chok, revolution og kunst: Kun det eksplosive kunstværk kan overhovedet ses og sanses i strømmen af kedelig, mainstream og, værst af alt, borgerlig kunst. For overhovedet for alvor at komme til syne som kunst, må værket chokere og forarge, ryste og tirre sit adstadige publikum ud af dets indgroede vaner og dets sløvende og forlorne rutiner. Og ligeledes ved at begge fænomener – æstetik og terrorisme – arbejder på sansernes plan, med sansebombardementet. Når komponisten Karlheinz Stockhausen herostratisk berømt kunne sige, at terror-angrebet på Twin Towers 11.september 2001 var vor tids skønneste kunstværk, ja så skyldes det også og ikke mindst, at vores sanseapparat her blev udsat for et helt uhørt kraftigt og effektfuldt slag; de fleste andre kulturprodukter forsvinder lynhurtigt som ren konsum og underholdning uden at efterlade sig det mindste spor, men terror-angrebet stod og står formentlig stadig som et uafrysteligt chok og minde for de fleste vesterlændinge. Schönbergs udsagn er naturligvis modbydeligt og frastødende – men kun desto mere, fordi det rummer en dyb intuition om forholdet mellem kunstnerisk avantgarde og terroristisk politik i Europa i det tyvende århundrede.

Dette er ligeledes den helt overordnede ramme for adjunkt ved KU Mikkel Bolts omskrevne og let redigerede ph.d.-afhandling Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik. Emnet for afhandlingen er den såkaldte ”situationisme”, en kunstgruppe der i 1950’erne og 60’erne forsøgte at gå hinsides sondringen mellem kunst og politik, og det med en række bannerførere som vor egen Asger Jorn, og nok især den centrale skikkelse i form af Guy Debord, hvis hovedværk ”Skuespilsamfundet” herhjemme kom i det hedengangne Bibliotek Rhodos’ serie. Det var Debord der engang sagde, at han ønskede at myrde biografen ”fordi det var lettere end at myrde en forbipasserende”. Og så er vi tilbage ved båndet mellem æstetik, satire og terrorisme. For Debords udsagn, hvor spillende og ironisk det end måtte have været, viser tilbage til den gamle surrealist André Bretons opfordring til at begå den ultimative surreale handling ved at gå ned ad gaden og skyde vildt omkring sig på må og få – skoleeleverne fra Columbus High og andre steder rundt omkring i USA i løbet af 1990’erne, må i den henseende betragtes som fuldgyldige surrealistiske avantgardekunstnere, dristige disciple af overskridelsens og handlingens kult. Værket skal før alt overskride moralske grænser (som selvsagt altid er bornerte og hykleriske), og det skal udgøre en handling (frem for blot passivt lammedikkende at bekræfte borgerskabets verdensbillede og menneskesyn).

Der hersker et vist slægtskab mellem denne blodtørstige avantgarde, og så situationismen. Udgangspunktet var for dem, at det borgerligt-kapitalistiske system problemfrit via den repressive tolerance kastrerede ethvert tiltag til kritisk kunst, der hurtigt blev gjort til vare og skuespil, og derefter kunne tjene som legitimerende del af det system, det oprindelig havde villet problematisere: ”Du er kritisk og hader borgerskabet, vil forarge og chokere? Strålende! Kunne du ikke tænke dig en solo-udstilling her på Statens Museum?” Debord og de øvrige foreslog her over for, at avantgarden måtte gå kontra ved at fusionere og ophæve skellet mellem liv og kunst, i realiteten ved at forvandle livet til et kunstværk, og dermed – utopisk – gå hinsides alle de fremmedgørende og livsfjendsk størknede former i socialiteten. Via en lang og uhyre vidende skildring af den socialhistoriske og ideologiske kontekst for situationismens opståen og modtagelsen af den, primært i årene 1957-1972, og via tre omfattende kapitler der behandler henholdsvis Chaplin og Trotskij (!), læst gennem først surrealisterne og dernæst situationisterne, dernæst den måde hvorpå nazisternes omgang med forholdet mellem æstetik og politik nødvendiggjorde og formede en efterkrigsreaktion hos situationisterne, og endelig en omfangsrig analyse af udstillingen ”Destruktion af RSG-6” i Odense i 1963, der tilsigtede at intervenere i minefeltet mellem kunst og politik, udfolder Bolt en på alle måder beundringsværdigt rig, detaljeret, lærd, skarp og vidende undersøgelse af situationismens historiske og sociale resonansrum, og, ikke mindst, en perspektivrig og tankevækkende analyse af hvordan vi måske i dag – set i lyset af avantgardens fallitbo – stadig kan og bør kere os om forholdet mellem kunst, satire, utopi og politik. For hvis kunsten ikke bør være skalkeskjul for forherligelse af terrorisme, bør den næppe heller acceptere at degenerere til ren og skær vare, der cirkulerer på kunstmarkedets børs. Hvorom alt er: Bolts hammer og bolt har smedet en fremragende afhandling, som bør læses vidt og bredt. Både på Vestbredden og på Jyllands-Posten.


Mikkel Bolt: Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik (Politisk Revy, Rævens sorte bibliotek, 416 sider.)