Ro

Druen er moden, marken pløjet,

Bjerget løsner sig fra skyerne

På sommerens støvede spejle

er skyggen faldet.

Mellem de usikre fingre

er deres lys klart

og fjernt.

Med svalerne flygter

den sidste smerte.

– Giuseppe Ungaretti, digtet er ret kendt, “Quiete” hedder det på italiensk, men jeg kan ikke finde ud af hvor og hvornår det er fra. Jeg har hviskelegsagtigt oversat det med hjælp fra den svenske oversættelse af Anders Österling og med Googles translate-værktøj.

I går aftes

ringede Thomas Mann.

Hvad vil han mon,

tænkte jeg,

de giver

bare ikke op,

de døde.

Men han havde

bare ringet forkert.

– Michael Augustin fra Der Raben Kalender 2024.

Her i Martin Glaz Serups oversættelse, men jeg så også Pierre Joris’ engelske gendigtning, så vel stadig en slags hviskeleg…

I askebægerets håndflade

          en brændende cigaret,

tangenten slår mod papiret

og farvebåndet bleges bogstav for bogstav.

     Hvad mere kan jeg sige?

En ensom stjerne padler på himlen,

     lampen trænger skyggen ind i hjørnet,

i bordets lyspøl

en druknet hånd.

– Sirkka Turkka fra digtsamlingen Huone avaruudsessa  (“Et rum i universet”) 1973.

Her i Martin Glaz Serups danske efter Bo Carpelans svenske gendigtning. En slags nordisk hviskeleg altså…

Regnen talte fra morgen til aften.
Jeg hørte ikke efter,
nu er alt stille.
Træerne, mine venner, står tavse
dvælende i fortiden:
ligesom det nærige sind tæller sine minder
giver de regnen tilbage perle for perle.
Jeg ser ingen så langt øjet rækker
og jeg er utålmodig;
mit hjerte står åbent
så at alle og enhver kan slå sig ned dér.

– Pentti Holappa fra digtsamlingen Lähellä (‘Nær‘) 1957.

Her i Martin Glaz Serups danske efter Bo Carpelans svenske gendigtning. En slags nordisk hviskeleg altså…