Martin Glaz Serup – Kære Frederik, jeg har svært ved at se hvordan upræcision skulle være en kvalitet. Alt godt, Martin
2 hrs · Like · 1

Frederik Mortensen – Ah, Martin, mon ik' der er en lille plads til det upræcise et eller andet sted i din litterære begavelse (som jeg i øvrigt beundrer). Jeg mener bare, det er jo ikke kun det præcise, der kan berige os i litteraturen. Janke har sagt det godt:

”Wir leben in einer präzisierten Welt; in ihr wird nur noch das als wirklich gegeben zugelassen, was präzise berechnet, hergestellt, abgemessen, verfugbar gemacht werden kann. Das gilt auch fur die Sprache. Die Wendung »Drücke dich präzise aus!« fordert dazu auf, eine vage, ungenaue, unbestimmte, weitschweifige, vieldeutige Redeweise knapp und genau auf den Punkt zu bringen… Die Forderung, jegliches, was ist, exakt festzulegen, bundig auf das Wesentliche zusammenzuziehen, es definitiv und eindeutig zur Sprache zu bringen, erfordert zugleich, alles als Unwesentliches beiseite zu lassen und als überflüssiges oder gar Sinnloses abzuschneiden, was sich nicht dem Postulat des Präzisen fugt.” Wolfgang Janke, Kritik der präzisierten Welt
1 hr · Edited · Unlike · 2

Martin Glaz Serup – Kære Frederik, ikke for at tærske langhalm på dette, men som jeg læser Janke (i citatet du har indsat) taler han om noget andet… Jeg kritiserer grundlæggende Engdahls metaforer for at være dårligt gennemtænkte (hvem ville bryde sig om at danse i fuld spotlight; well, måske konkurrencedansere, så er dansen noget andet, noget professionelt, konkurrenceagtigt, ikke noget intimt, næsten privat, som Engdahl jo faktisk beskriver læsningens situation som at være visse steder (jeg ved at dette kan nuanceres og jeg plæderer jo heller ikke for det er fedest ingen læsere at have, jeg kritiserer blot den umiddelbart forførende metafor). Janke, som jeg ser det umiddelbart, kritisterer den instrumentalisering af sproget (og alt andet), der siger at hvis du ikke kan sige præcis HVAD det betyder eller HVAD det gør godt for (sædvanligvis oversat til noget med kroner og øre), så har det ingen værdi. Hele pointen – tror jeg vi er enige om, alle sammen, Janke, Engdahl, dig og mig og Jørgen Herman Monrad – med kunstens udtryksform som sådan er jo at den netop IKKE lader sig oversætte restløst til noget andet, ikke uden at noget går tabt og noget andet muligvis kommer til.