Digterne optræder måske for tit som klovner og for penge på steder, hvor
enhver idiot kan sige sig selv, at interessen for digte er lille eller
fraværende. I et samfund baseret på underholdende profit og profitabel
underholdning er det indlysende, at sådan må det være. Hvis man, som
situationisterne i sin tid eller Michael Strunge i sin, bare for at
nævne enkelte efterkommere af Dada, forestiller sig, at poesien kunne
være en ting, der brækker mure ned mellem et sådant samfunds gensidigt
hinanden udelukkende små triste legepladser, må det være digterne selv,
der bestemmer, hvor og hvordan sådan murbrækning skal foregå, og ikke
mere eller mindre tilfældige arrangører af klovneri i pauserne mellem
ingenting og ingenting.

– kontekst her.