Der skulle stå: Det er du vel ikke helt uenig i når du skriver "en langsomt forvitrende og ikke specielt nysgerrig medie-offentlighed".

Principielt tilgængelig betyder præcis, at hvis man googler og leder og den slags, så er værkerne der faktisk. Den del af mit indlæg er vendt mod Thykiers forestilling om, at "den nye virkelighed" gør litteraturen til begivenhed uden varighed. Jeg synes simpelthen diagnosen er forkert. I mine øjne er koblingen usynlig/tilgængelig mere rigtig.

Hvad det andet angår, så er jeg – som jeg skriver – ambivalent. Det handler ikke om skyld. Jeg kan sagtens følge frustrationerne. Jeg forstår godt, at afsøgningen af nye "kommunikative fælleskaber" er en nødvendig reaktion på en langsomt forvitrende og ikke specielt nysgerrig medie-offentlighed. Men jeg har også en fornemmelse af, at der er noget som går tabt, når et miljø af forfattere trækker sig tilbage og/eller ekskluderes fra offentligheden. (I virkeligheden er jeg ret ligeglad med årsagens retning.) Det noget er ikke tænkt med i Mikkels pamflet; for mig er det noget bl. a. mødet med et fremmed, på en måde usympatisk blik, der tvinger én til at skærpe sin position.

Men, altså, min ambivalens er reel, jeg er ikke afklaret.

Du skriver om "den bedste litteratur" at: "Den er på én gang usynlig og principielt tilgængelig for alle. De strukturer, der gjorde den del af en offentlig kultur, bryder sammen. Men det betyder ikke, at værkerne ikke længere findes eller at de ikke længere er tilgængelige."
Det forstår jeg ikke helt. Hvad betyder tilgængelig? At man nærmest altid kan finde en bog, hvis man sætter en større eftersøgning igang og aktiverer bibliotekarer og fjernlån? Men er det ikke kun den tilgængelighed for den "allerede indviede" som jeg fornemmer du finder problematisk? Er det tilgængelighed at en udgivelse (fra Gyldendal fx) sjældent er tilgængelig mere end et til halvandet år, hvis ikke den var/er en bestseller? De færreste boghandlere i landet tager fx Basilisks bøger hjem hvis ikke der står en kunde og eksplicit trygler dem om det. Er det tilgængelighed? Og hvis ikke det kvalificerer til at være tilgængelighed skyldes det så små-forlagenes rygvendthed og selvgode miniverden? Gælder den "evige tilgængelighed" ikke kun netlitteraturen (som Thykier ikke rigtig tager højde for)?
Det jeg egentlig spørger om er altså om du er enig med den Aggressive Maintream(AM)-logik, som bebrejder såkaldt "smalle" forfattere deres smalhed og siger at de bevæger sig i små cirkler og lukkede miljøer samtidig med at den lukker øjnene for at det er masse-medierne der er den ekskluderende part? Som Thykier skriver: "Udelukkelse kan ikke være et mål. Der er ingen, der arbejder for at blive ekskluderet fra den offentlige samtale." Den offentlige samtale, offentligheden, kan jo komme overalt. Hvis den vil. Jeg synes det er besynderligt at anklage et rum, fælleskab, en klub, whatever, som ikke har frabedt sig opmærksomhed og ikke låser sine døre eller andet for at være lukket og ligeglad og "ikke længere […] åben for dén udfordring, et fremmed blik også er." Hvilken forfatter siger ikke ja tak til fremmede blikke? Er det ikke snarere den hensygnende "litterære offentlighed" der siger nej tak til "det fremmede" i litteraturen og slynger alle mulige patroniserende etiketter efter det?
Spørgsmålet er altså hvilke skuldre du mener "lukketheden" sidder på.