jeg sætter hermed min civile identitet og signatur på anden og tredje, samt den næstsidste anonyme kommentar i denne debat, i dette kommentarfelt

jeg var glad for balladen

kh
sigurd

Og Hans Hauge, er politisk litteratur pr. definition socialrealistisk litteratur? Det som er mest interessant her og som Informations anmelder også går ret i struben på er jo Stand in-sektionen om borgerlig litteratur, eller det er i hvert fald denne sektion som Standart-redaktionen _egentlig_ vil have os til at diskutere. De første artikler i denne sektion har alle et typisk tilbageskuende blik, alting var bedre før, man anskuer samtiden gennem en forfaldslinse, og man drømmer storhedsdrømme om Danmark i verdensklasse, man bærer på en konkurrenceorienteret, opadstræbende længsel på nationens vegne. Hauge og de andre gider ikke diskutere hvad politisk litteratur er, det er selvsagt, og den findes ikke; ingen Langvad, ingen Skinnebach, ingen Beckwerk, ingen Frost, ingen Llambias, og så videre. Og heller ingen institutionel aktivisme, intet boom der har med festivaller og småforlag at gøre, ingen har sneget rundt og taget over produktionsmidlerne, og dette har intet med politisk litteratur at gøre anyways. Eller har det? Etc.

Jeg forstår jo godt hvorfor Serup tager fat i mit udbrud og vil køre diskussion, i det aktuelle Standart-nummer fremføres bl.a. en kritik af de litterære blogs, debatterne er for uforpligtende, og der er generelt for meget automaticeret caffe latte-socialisme ude at gå. Godt, godt. Så Serup kørte debat, og der kom vel også noget bra ud af det til sidst, i det mindste følte flere at de måtte 1) tænke og 2) formulere sig.

Måske er det slut på de selvsagte værdier; demokrati og ytringsfrihed og mangfold må forklares og begrundes nu, hører jeg Serup sige. Well, jeg er vel enig. Selv synes jeg fx ytringsfriheden begynder at se lidt mystisk ud siden den gik i alliance med den indre svinehund. Hvorfor er en regnbue bedre end en hær? Hvorfor overhovedte reagere når vi ser enshed, magtkoncentration? Tror det er en slags gut reaction hos mange af os. Derfor kan "kvinde" også skiftes ud med "asylansøger" – det "lille" blik må få plads på Standarts sider, fordi den magtesløse ret og slet læser anderledes end det litteraturvidenskabelige broderskab, som er mere end rigt repræsenteret på Standarts sider.

Hvis nogen repræsenterer det "lille" blik i dette nummer så er det Martin Johannes Møller i hans Sorokin-anmeldelse. Møller er på rejse når han skriver, og han lader et vist nervøst eller uroligt temperament lyse igennem i teksten. Læseren er ikke safe! Og Møller vil endda vise det i teksten, situere blikket i denne usikre, åbne bevægelse rundt i landskabet. Anmeldelsen repræsenterer for mig det "lille" blik, selvom Møllers anmeldelse også er svært selvbevidst; det er et genreeksperiment, en diskret, men yderst væsentlig afsløring af den læsende som … ja, ubeskyttet. Ikke dækket ind af institutionel magt, så vidt vi kan se. Hans Hauge skyder også på Standart når han skriver at man på litteraturvidenskab "ikke aner hvorfor eller hvorvidt man skal studere litteratur" – Come on! Bladet praktisk talt svømmer over af automaticeret læsning. Hvorfor studere litteratur?! Hello, wake up. Der er virkelig brug for at gå til grundlaget her, for de fleste skribenters vedkommende.

Og da tæller jeg næsten alle såkaldte forfatterkritikere fra, og det handler ikke om at have skrevet en bog, men det handler om selvopfattelse som skinner igennem i holdningen til jobbet. På den måde blir Mathias Kokholm også en forfatterkritiker af en slags, fordi hans specielt følsomme feinschmecker-forskning bæres frem af noget andet end jeg-ved-egentlig-ikke-hvorfor-jeg-gør-dette.

PS. Det er også mit indtryk (her må jeg stille mig selv som kilde) at der er en form for usagt kommunikationsbrist mellem mænd og kvinder i den danske litterære suppedas (og måske også andre steder), hvor kvinder tiere takker nej til at medvirke i diverse. Hvis det passer åbner det jo op for en anden diskussion, hvor kvinderne må tage sig sammen. Her tror jeg selvbevidstheden som bedømt objekt måske spiller ind, jeg ved det ikke. I øvrigt er jeg enig med Signe Løntoft. Hurra!