Så tager man til Kolding om morgenen (og taler om Viktor Sjklovskij, havde helt glemt hvilken fin litteraturkritik han bedriver) og kommer hjem sent om aftenen, og hvad finder man på bloggen, der altså ikke har været alene hjemme; et væld af kommentarer, noget der ligner ansatsen til en reel diskussion af den samtidige danske litteraturkritiks raison d’être, kår, kvalitet osv. Desværre må man møve sig gennem en række anonymer midtvejs; må jeg henstille til at man skriver hvad man hedder, hvis man skriver her? Det må da være første skridt på vejen til en samtale, at man demaskerer sig og jo så samtidig står ved det man skriver – indtil man skriver noget andet i det mindste – lad det altså være en samtale og ikke en gætteleg.

Mest både produktiv og konstruktiv synes jeg at Mikkel Bruun Zangenbergs kommentar er, med sine forslag til forskellige veje man kan gå, forskellige takes man kan tage. Hvis alle er enige i at det er uinteressant at diskutere Zangenberg vs Bukdahl så hold da op med at bruge mere energi på det. Istedet kunne man tage fat omkring spørgsmål som hvad er god kritik? (og med den, altså: hvad er en god kritiker) og hvad med litteraturen? (som Mai Misfeldt skriver i en kommentar).

Mikkel Bruun Zangenberg skriver i Kornkammer-kommentarfeltet, her løftet ud på forsiden:

Det er rent ud forbøffende, så lavt og vagt niveauet er i disse tidsrøvende blogs, særlig når det gælder denne fuldkommen typiske, men ganske håbløse og håbløst “anonyme” personage.

Men også Martin, sic og ak, og selvsagt Tue (Flauberts Martinon op ad dage).

Et par korte ord:

1: præliminært – man skal altid medtænke, at en given journalist fortegner og vinkler en sag; i det konkrete tilfælde havde jeg vanvittig travlt og rablede lidt af mig på mobilen. Jeg mistænkte at vinklen lå fast – og det gjorde den da også, for fuld skrue i Information. Dvs en lettere tendentiøs 100-linjer, der siger at Zang og Bukh er fuldkommen åndssvage….og øh-bøh.

Besynderligt, at ikke flere medtænker det simple forhold, at man altid skal tage en journalists gengivelse med et stort gran salt.

2: nærmer vi os dernæst substansen, fsv der findes en sådan, må den kunne adskilles i flere separate aspekter; a. det normative spm om, hvad en “god kritiker” er, og i præcis hvilke historiske og sociale sammenhænge man ønsker at knæsætte en sådan bestemmelse og fordring (præcis hvilken funktion, og hvilken type funktion, skal en kritiker kunne udfylde?); b. spørgsmålet om, hvad god litteraturkritik er og bør være, i krydsfeltet mellem ideale drømme, og meget konkrete, socio-økonomiske og såk. materielle omstændigheder, hvor fx magtkampe mellem aviser og enkelt-kritikere spiller en ikke uvæsentlig rolle – og altid vil gøre det; 3. spørgsmålet om, hvilken type diversitet, vi med rette kan efterlyse på kritikkens område: præcis på hvilke måder, er det interessant og frugtbart at have meget forskellige slags offentlige kritikere, hvadenten på blogs, i aviser, i tv, på Facebook, etc?).

Og hvad mener vi her med “litteraturen” – skal kritikken især kere sig om den ganske nye og alene danske litteratur, eller skal den orientere sig i forhold til verdenslitteraturen i bred forstand? Hvordan skal kritikken ordne sin relation til poetik, æstetik og litteraturvidenskab?

Og meget mere endnu. Det kunne der være god grund til at diskutere rigtigt – og uden fedtede dagordener og retoriske manøvrer.
Men vi kan inden da bemærke, at alle mulige anonyme kandestøbere af studentikost tilsnit spilder mange ineffektive ord på meget lidt
…..og, tja, vi har nogle udmærkede kritikere herhjemme også, fx Tue, Lilian, jeg selv naturligvis, Bukh også selvfølgelig.
Hvis man ulejliger sig med at læse de gamle, idealiserede skandi-typer, som fx Tom Kristensen, Poul Borum og fx svenske Gunnar Ekelöfs kritik (prøv det), så kan man uden videre argumentere for, at kritikkens niveau uden videre er højnet siden de såkaldt gode gamle dage. Og sammenligner vi med Hallberg og Engdahl fx, står det også glimrende til hertillands.

Med venlig hilsen fra en fuldkommen ikke-anonym MBZ, der takker af efter et ørkesløst besøg i blogosfærens bizart amatøragtige univers. Og nu tilbage til Musil –