Her på Islands Brygge så man for en del år siden en stor, rødhåret, hjemløs mand, altid iklædt en jordslået, brun oilskinsfrakke og med et par propfyldte plastikposer i hænderne. Om sommeren overnattede han på en af Christianshavns Volds bænke og om vinteren under Langebro. Om dagen sad han som regel og så lige ud i luften, og hvis man tiltalte ham, blev han enten rasende eller meget bange. Nu er det længe siden, jeg har set ham, og måske er han død. Men engang, en kold vinterdag, kom jeg ind på hovedbiblioteket i Krystalgade, og der i en lænestol, som vistnok er forsvundet – jeg ved ikke, om den forsvandt med ham, eller han forsvandt med den – sad han og sov med store blussende røde kinder og et saligt smil. Under hans opsvulmede, møgbeskidte hænder, som lå foldet henover maven, så jeg et opslået eksemplar af min første digtsamling.
Det er den anmeldelse, som har betydet mest for mig indtil videre.

PS. Alle spekulationer om at han skulle have haft et afsides liggende kontor på Diakonissestiftelsen afvises hermed på det bestemteste.