Karin Haugens tekst fra i lørdags ligger desværre ikke på Atekst så jeg kan ikke smugle den ud. Jeg ser med skræk og gru frem til at læse Passage, et tidsskrift som jeg ellers sætter højt. Og jeg havde ikke så lidt at sige om Serups måde at turnere “det religiøse” i sin kommentar, men ingen tid/overskud lige nu (er ingen skrivesprøjte). Både konceptuelle og performative tekststrategier står næppe i modsætningsforhold til metafysikken og det der ligner, hvis Gunnar Wærness er religiøs så er den gode Nielsen det så defintivit også. Det springende punkt er relationen mellem ord og kød, jeg ved ikke hvorfor jeg hører den her “Hø hø, de har ikke fattet at Gud er død i Norge” (Sarvig lissom?!) i din kommentar, Serup — nej, jeg orker ikke … yes, leave it like that, unfinished business, baby.

Noget andet: jeg er simpelthen så træt af den udefinerede brug af ord som DEMOKRATISK – der efterhånden her bare betyder noget i retning af MEGET LET TILGÆNGELIGT, ergo er Coca Cola noget af det mest demokratiske der findes i verden. Desuden er jeg også træt af at DEMOKRATISK og PARTICIPATORISK er ord der automatisk og fuldkommen uargumenteret er noget positivt valorisret når man bruger dem i forbindelse med kunst – jamen, hvad mener man???? og: HVORFOR?!

Så ved jeg virkelig heller ikke rigtig. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste typisk norsk ting, ikke engang skriftsproget, eftersom det er forskelligt.