Her, på mit skrivebord, ligger så mange nye tidsskrifter, de fleste ser rigtig gode ud, det er lige før jeg vil påstå at vi er i den absurde situation at have for mange gode litterære tidsskrifter i Skandinavien… Eller for ens… Det er mange af de samme skribenter der fuldkommen lydefrit skriver eller kan skrive nogenlunde samme type tekster i mange af dem. Nypoesi er en undtagelse. Men ellers kunne man, jeg, godt savne et skarpt vinklet tidsskrift, et tidsskrift med et program af en art – – – da jeg i sin tid var med til at grundlægge Apparatur var det faktisk for at imøde- eller imodgå programtanken, for at skabe et mere pluralistisk sted, selvom ‘pluralisme’ lyder underligt udvandet nu, et sted der beskæftigede sig med billedkunst og litteratur og hvor der var plads til skønlitteratur og faglitteratur og debutanter og etablerede, side om side, danske og udenlandske. Men nu kunne jeg som sagt godt savne et hårdt formuleret program, noget man kan gå i dialog med, være uenig i osv. Ildfisken forekommer mig at være et rimelig lukket tidsskrift på den måde at de planlægger deres numre lang tid i forvejen, og vist mere eller mindre henter alle deres indlæg selv, ligesom den gruppe mennesker der skriver og redigerer forekommer at stamme fra samme miljø – men de har mig bekendt ikke formuleret et egentligt program, et manifest, de vil ikke noget præcist. Selv er jeg, som antydet, i udgangspunktet ret kritisk i forhold til den type efterlysning som jeg så selv fremsætter her; men kunne det ikke være saligørende om der opstod egentlige grupperinger man kunne navigere i forhold til? Måske findes de allerede, men vel ikke så klart defineret ud fra de enkelte tidsskrifter… Den Blå Port gør noget, i sine ledere, har i de seneste par år forfulgt en bredere sammenhæng mellem det man måske kunne kalde litteratur og politik eller litteraturens rolle i samfundet. Ambitiøst og aggressivt. Men hænger lederne på nogen særlig måde sammen med resten af tidsskriftet, med det der bliver trykt der?

Foran mig ligger: Apparatur #16-17, Reception #65, Kritiker #8, Au Petit Garage #b, Vagant #1/2008, The Literary Review #51/3 (New Danish Writing), Banana Split #27, Vinduet #1/2008, Hvedekorn #1/2008, Ildfisken #39, Den Blå Port #77 og #78. Desværre, havde jeg nær skrevet, men det mener jeg jo, har jeg ikke fået fat på de nye numre af Passage og OEI, selvfølgelig er der andre og flere.

Der er mange gode sager jeg ved jeg umulig får tid til at læse, men sådan er det jo, også med verdenslitteraturen i øvrigt, dog – her til aften har jeg alligevel fået kigget i det nye nummer af Den Blå Port. Det er det sidste nummer med Kristine Kabel og Lars Frost i redaktionen, Nikolaj Zeuthen fortsætter. De kører en art Peer Hultberg/Marie Grubbe-tema – det ser interessant ud. Noget der dog undrede mig var lederen – måske det i det hele taget var den der fik mig til at tænke på det man kunne kalde indspisthed (men det er et grimt ord) og uniformitet i det litterære tidsskriftsmiljø i det hele taget og på den mulige forskel på Den Blå Ports ledere og redigering mere specifikt.

Lederen bærer overskriften Incestuøst og det hedder blandt andet:

(…)For problemet er jo at det hele meget nemt kan blive lidt snævert og gnidret hvis man for blindt lader det nationale og præstationen være i fokus, for ikke at tale om det, der altid sker i små miljøer: at profileringen af den enkelte, uafhængigt af litterær præstation, synes at tage fokuset (…) Er Danmark et lille sprogområde, er den litterære offentlighed i Danmark endnu mindre, og hvis man opererer med Den Blå Port som et organ for en særlig type af litteraturinteresserede, ja så bliver det pludseligt et meget, meget lille felt man bevæger sig inden for. Både hvad angår læsere og bidragsydere.

At The Literary Review vælger at give engelsk stemme til Blå Port-skribenter er i den forbindelse en kærkommen mulighed for at kunne tale ud i et større, internationalt rum. Og forhåbentlig vil det vise sig at vores tekster kvalificerer betydninger der er vedkommende ikke kun for den hjemlige andedam. Vi tror det.

Af nummerets tolv bidrag er ét skrevet af en ikke-dansk forfatter, nemlig af den norske kritiker Marius Lien. Artiklen handler om modtagelsen af danske Das Beckværk i norske medier. Hvis man for alvor ville åbne rummet lidt op og komme længere væk fra den benævnte incestuøsitet, kunne man jo starte med at inddrage andre stemmer og perspektiver, udefra, også. Tænker altså jeg.