Bloggen er en medieform vi endnu ikke ved meget om, men den vil vokse, den vokser, dens udbredelse og indflydelse, og den vil blive – hvis den ikke allerede er – en afgørende strukturerende form i fremtidens mediebillede. Og altså i ’billedet’ som sådan. En form der genererer en type indhold på grund af sin form; er ikke et indhold, ikke et stofområde – de karakteristika bloggen som form er fælles om er blandt andet at den lever på og af en rhizomerisk struktur – den er ikke ahierarkisk, den er rodnetsagtig. En øget inter- og brugeraktivitet – enten direkte og direkte på den enkelte blog i form af kommentarer fra brugere og administratorer, eller indirekte i form af (linkede)henvisninger, kommentarer, den slags, andre steder i rodnettet. Relativ hyppig opdatering; diskussionen kan hele tiden forandrer sig, fokuset, bloggen er som et camouflage(rod)net, der kan skifte form. En post forbigås eller skaber intens debat, nu handler det om det, nu det, nu det, forsiden fastholdes eller forflyttes. Bloggen udgør på samme tid en kronologisk fremadskridende, mere eller mindre narrativ struktur, og en voksende synkronicitet. Alt er hele tiden tilgængeligt og foranderligt, hvis kommentarfeltet er slået til, hele tiden kan man lade en enkelt post vokse, dén form for kollektiv, tilsyneladende demokratisk vidensophobning eller udvikling er helt central – ikke bare for bloggen, men for nettet, som bloggen er en inkarnation af. Relationeliteten tematiseres konstant og eksplicit på bloggen, som noget virkeligt, socialt, teknologisk, historisk og så videre. Bloggen er en konkret situation. Det er et hurtigt sted. Gratis. På samme tid synligt og usynligt, materielt og immaterielt, det er et sted man taler om og hvor man mødes og udveksler, blogrolls og links er deres egen valuta, men det er også et sted der ikke eksisterer. Fysisk. Ikke engang i et sprog – vi forudsætter at kommentarerne findes. Dén åbne struktur kan åbne en hybrid diskussion på engelsk eller hollandsk anytime. Geografien er ikke geografisk. Kan man sige den er social. Det er ikke kun blogs der er centrale og perifere i forhold til hinanden, i forhold til givne miljøer og interesser, det er også enkeltpersoner, med og uden blog, der skriver kommentarer, anbefaler, surfer, blåstempler ved deres blotte tilstedeværelse. Det er i høj grad brugerne der definere hvad den enkelte blog er. Brugerne genkender form, tone, genre; derfor opfører de sig sådan som de mener det er tydeligt at man skal opføre sig det enkelte sted, attituderelativistisk, og er dermed med til at videreudvikle formen. Brugerne er hurtigere end administratorerne, det turde være en generel sandhed. Ved at genkende formen udgør brugerne en definitorisk kraft der i sig selv er med til at skabe den form de synes de allerede ser, har set for længst; genkender man en blog som et sted det kunne være interessant at blive omtalt, vil man selvforstærkende forsøge at blive omtalt der. Genkender man en blog som et little magazine, som en small press, vil man forsøge at blive publiceret dér, hvis man har noget at publicere, og derved aktivt forvandle bloggen til et little magazine, en small press. Manifester smitter og inspirerer, ligesom manifeste handlinger gør det.
Disse netfællesskaber, der meget ofte består af frie agenter, af individer af den type man tidligere måske ville kalde Kunstnere, gemmer på en ny (type) international litterær offentlighed.
Bloggen mangler stadig at udvikle en etik og en kritik, en kritisk læsning, sine egne kritikere, mediespecifikke læsere, dén udveksling, de miljøer som litteraturen og kulturen er afhængig af er også grunden her, vi har den ikke endnu, den er på vej. Først eventyrerne, så kolonisatorerne, så de tertiære erhverv. Forskellige institutioner vil træde ind i det rum og være med til at gøre det forpligtende og fastholde det dér, på samme måde som alt andet i virkeligheden allerede forpligter.
Meget, smukt. Masser af storhedsvanvid –
Jeg skal lave et oplæg om de litterære blogs senere på måneden på Lars Handestens hold “Tendenser i ny dansk litteratur”, som jeg følger på SDU for tiden. Dette er et fint udgangspunkt.
Sandt nok lidt stort i slaget. Men hvorfor ikke!
Storhedsvanvid? Nope, I don’t think so! Jeg tror at du har fuldstændig ret i din analyse og i din fremtidsvision, Serup.
Har du forresten overvejet en (ny)blogtitel – eller bogtitel – som City of Glaz? 🙂
For nu at vende tilbage til det mere seriøse: Dit indlæg får mig til at associere til Højholts “var resten”. Et uddrag af teksten citeres på min blog, hvis du ikke lige skulle have den tekst present.
Det er bare den hypotetiske futurum (“vil”), der får det til at lyde lidt profetisk.
Åh – hov. Hurtig i vendingen, og ville egentlig ikke være anonym. Den første kommentar til dette indlæg er med mit navn som afsender.
Og for en god ordens skyld: hvorvidt “analysen” (“fremtidsvisionen” som jeg hellere vil kalde den) er sand, sandsynlig, eller ej, har jeg ikke medregnet (eller interesseret mig for). Jeg mente blot det, som martin johs. møller kalder “stort i slaget”, fylder vel og meget.
Og bundet op med en tidligere post som denne: www2.blogger.com/comment.g?blogID=15033148&postID=1756504650251415260
…synes jeg godt man kan se, uden at der skal peges fingre, på hvilken måde Kornkammeret meget hurtigt bliver viklet ind i teksten, som billedet på et konkurrencedygtigt “produkt” på internettes (fremtidige) store “blog” marked. Ikke at der er noget galt, at det ikke er sådan det skal gå eller være. Det er meget, det er smukt. Det er fyldt med storhedsvanvid, som den, ifølge Jan Sonnergaard, kun kan herske i litteraturen, eller som del af denne.
(reference: ( litteraturnu.dk/univers.php?action=read&id=717) den bedste omtale jeg kunne finde, af det interview jeg læste med Sonnergaard i Politiken sidste sommer)…
Tillad mig alternativt at foreslå tillægsordet ‘storladent’.
Og nå – jo, Sigurd, det kan da gerne være at Kornkammeret bliver “viklet ind i teksten som billedet på et konkurrencedygtigt produkt”, men er det galt i sig selv?
Jeg mener ikke, at det ændrer noget ved analysen/visionen som sådan. Desuden er det vel almindeligt udbredt, kendt og anerkendt, at bloggeruniverset også (og måske især) benyttes som et forum for promovering af egne talenter. 🙂
(Har endnu ikke nået at kigge på de anbefalede links…)
Jeg er godt klar over, at “storhedsvanvid” klinger af helvede til – at det ikke forbindes med noget positivt, men i dette tilfælde, er det tænkt sådan. Storladent går også an. Og nej, det gør intet – Kornkammeret skal endelig folde sig ud. Jeg er både en glad læser af Ham Nielsen og af Mortens Bog. Der sker spændende ting. Storhedsvanviddet, i forhold til lige netop dette, er ment som noget positivt. En slags betingelse for motivation til videre vækst – fremstrakte hænder… (at det så også blev en smule storladent i farten, må man tage med – for nu)
Bloggen er vitterligt et spændende – og stadig uforudsigeligt – medie, og i den sammenhæng synes jeg, at Martins analyse rammer ganske godt.
Jeg har i øvrigt set blogge med temmelig meget mere storhedsvanvid end det, der ses her. Tværtimod synes jeg mest, at her deles og deles ud til alles glæde.
Og som TCM siger: bloggen er til promovering (selv- og anden)- det kan vi da ligeså godt vedstå os først som sidst.
Halleluja!
Jeg synes, at det er svært at være uenig i betragtningerne … men det er måske også et udtryk for, at de er udtryk for noget allerede præsent og overstået. Selv om alt selvfølgelig ville have godt af at få udviklet sine egne etikker, kritikker, kritiske læsninger (Hvorfor entalsformen i indlægget?).
Men på hvilke måder (om overhovedet) denne ‘nye’ litterære offentlighed adskiller sig fra ‘den gamle’ lades forunderligt nok usagt, skønt det – også i kraft af indlæggets overskrift – måtte formodes være det mest centrale.
Læs først Habermas’ Strukturwandel der Öffentlichkeit (1962) og præcisér da venligst. (Nu kun 13 euro).