Røg fra kabyssen – og Jensens roman
[LITTERATURKRITIK]

Kulturredaktør Peter Nielsen er i sin Bogspids den 11. januar mistrøstig over, “at der er så lavt til loftet” i visse hjørner af dansk litteraturkritik og frem for alt mit. Men hvordan lige bidrager han selv til lofthævningen, når han uden eksempler eller argumentation kalder min kritiske praksis for “pubertær” og min anmeldelse af Carsten Jensens Vi, de druknede på litlive.dk for “infantil”?! Æv bæv, Peter, så er du selv en forkalket, småsenil Jeronimus! Wow, sikke en debat!

Efter at have paraderet sine fordomme om mine fordomme (om Carsten Jensen, bestsellere og “stort anlagte romaner”), nærmer Nielsen sig anmeldelsen: “Han kan sætte intetsigende etiketter som ‘traditionel’ og ‘folkelig’ på romanen og kalde Jensen for en “søfartsessayist,” fordi hans system ganske enkelt ikke kan rumme, at den bog på en gang forholder sig til den litterære overlevering og tradition og er en fornyelse af den danske romantradition.” (Hvad slags forholden sig? hvilken fornyelse? det får vi ikke at vide). Hvis Nielsen har læst Jensens roman lige så dårligt, som han har læst min anmeldelse, så forstår jeg alting bedre: Det er for fanden ikke mig, der kalder Vi, de druknede for ‘traditionel’ og ‘folkelig’, det er avisernes begejstrede anmeldere, og min anmeldelse er ét langt forsøg på at klargøre, hvad disse etiketter betyder, og hvad de siger om romanens (og anmeldelsernes) kvaliteter og mangel på samme, jf. min konklusion (og dens citationstegn): “Det er på moderne og postmoderne betingelser såvel som ‘traditionelle’ og ‘folkelige’, at den er dårlig”, romanen.

Årsagen til, at Nielsen kan lade være med at forholde sig til indholdet i min anmeldelse, ligger i hans præmis: Rent objektivt er Vi, de druknede en fremragende roman (fordi den er stort anlagt?); derfor er man ikke ‘voksen’, hvis man mener noget andet, derfor er det uspændende med “denne sort/hvide for og imod Carstens Jensens roman,” derfor er det spændende, “hvorledes” – og ikke om – romanen “på samme tid kan rumme traditionelle episke træk og være en fornyelse af den danske romanform”, derfor er en rent håndværksmæssig kritik som Leonora Christina Skovs i Smagdommerne – romanen er for lang og for dårligt redigeret – trukket i en automat (hvis noget var automatisk, var det sgu da det store, fede, med servile forskræp (ved blandt andet Peter Nielsen) varslede rose-konsensus på udgivelsesdagen). Den præmis, især i forhold til et samtidsværk, gør enhver litterær debat (som f.eks. den vi nylig havde i Kritikerlavets bestyrelse om indstillingerne til Kritikerprisen) meningsløs.

Decideret kriminelt er det så, at Nielsen fortier, at jeg inde på Tue Andersens Nexøs bog-blog Fra sandkassen på Informations egen forpulede hjemmeside, har ført en lang og grundig diskussion med samme Tue om vurderingskriterier apropos akkurat Carsten Jensen-anmeldelsen. Men selvfølgelig forbliver den diskussion også barnlig, fordi jeg hele vejen igennem fastholder det ‘fejltrin’, Peter Nielsen i sit storsind gudhjælpme ’tilgiver’ mig. Ellers Tak! Jeg forbliver gladelig en kritisk synder.

Til sidst, forklar mig lige, hvorfor det ikke var infantilt og pubertært, da Informations Erik Skyum-Nielsen med guldkorn som “ligegyldigt og overflødigt kortprosaskrabsammen” jordede Hans Otto Jørgensens kortprosasamling Ålen har englelyd – som Information (herunder Peter Nielsen formoder jeg) og Testrup Højskole har indstillet til Montanas Litteraturpris – fordi hans system ganske enkelt ikke kan rumme, at den bog på en gang forholder sig til den litterære overlevering og tradition og er en fornyelse af den danske kortprosatradition, hvilket Peter Nielsen vel synes den gør og er?

Vi ses på højskole!