“(…) Vi er ikke, som Nexø indikerer i den sidste tråd, i gang med at indføre gratis arbejde på avisredaktionerne. Vi er i gang med at udvikle en række unge mennesker til at blive fuldgode anmeldere. (…)”

Kulturredaktør Peter Hagmund i et svar på en længere kommentar af Tue Andersen Nexø.

En sidediskussion, en diskussion på siden, ser ud til at være under opsejling – den handler om ”lyrikkens lavstatus for tiden” – ordene er Stefan Kjerkegaards, se kommentarfeltet her. Ifølge Peter Hagmund er der noget om det – ihverfald blandt Fyens Stiftstidendes læsere; de gider ikke lyrik. En vis Kjeldsen er helt enig med Hagmund, førstnævnte synes endda at vide hvorfor lyrikken er yt:

”(…) Jeg ved godt, jeg risikerer at blive kaldt ny-rindalist, men jeg mener simpelthen man skulle bede digterne om at tage sig sammen og få et almindeligt arbejde, når nu de ikke kan skrive om andet end smerte. Jeg kan ikke holde ud at se folk lide, og når folk skriver om hvor skidt de har det, så får jeg lyst til at hjælpe dem. Sådan har alle andre det osse. (…)”

Ja ja; vil man lytte til – skal vi kalde det en mere kvalificeret tilgang til kritikkens siutation – skal man sætte et kryds i sin kalender den 1. december i år. Klokken 17. Her har Kritikerlavet inviteret Mikael Nydahl – redaktør på det nye nordiske tidsskrift Kritiker – til at komme og fortælle om tidsskriftet, om litteraturkritikkens situation i Sverige og meget mere… Det er gratis, og kommer til at foregå hos Dagbladet Information, i København, hvor vi har lånt lokaler. Vel mødt. Og så videre.