Comments on: WHY DID YOU TRAVEL HERE?

By: Anonym

Anonym — Sun, 03 Sep 2006 22:26:00 +0000

Jeg må trække det i mig så. Men jeg synes nu så stadig at anklagen er lidt unuanceret. Jeg har svært ved at se ligheden mellem de tre mandlige jeger i henholdsvis min, frost, og fosss bog. Ja, de er alene med deres tanker, også alligevel ikke. Jeg synes selv at jeg forsøger at tegne et billede af en mand/dreng, der gerne vil bryde med det kønsrollemønster, der er ham påduttet, men lige som jeg selv har svært ved at se hvordan, har også Rasmus svært ved at finde en vej ud. Ja, selvfølgelgi skal vi forsøge at nuancere synet på os selv, men det kommer altså ikke ved at nogen skyder os det i skoen, at det er kliche fyldt at være mand, og så skrive om det.

By: Anonym

Anonym — Sat, 02 Sep 2006 11:20:00 +0000

Ja, det er jo det store spørgsmål. Om man kan tillade sig, at forholde sig moralsk til et litterært værk. Det kan man muligvis ikke, men jeg synes godt, man kan diskutere det. Jeg forstår ikke, hvorfor det partout er uinteressant. Det gør ikke nødvendigvis bøgerne dårligere, at man kan lægge dem noget moralsk til last, men at det er irrelevant, kan jeg ikke se.
Jeg synes ikke, jeg har sagt, at Smukke biler handler specielt meget om forholdet mellem mænd og kvinder. Den handler for mig at se om en mand, der konstant føler sig truet af andre (især) mænd. Hvis en mand kan køre bil (det kan Lasse ikke) er det noget pikspilleri at vide noget om biler osv.
Det er der jo ikke noget galt i. Jeg bliver bare irriteret over, at teksten hele tiden holder sig fri ved at befinde sig i et konstant på den ene side og på den anden side. På den ene side er det jeget siger sjovt og rigtigt og på den anden side er han måske bare en idiot. vi ved det ikke. Og det er jo helt sikkert en del af pointen, men er det interessant?
Jeg forstår ikke det med, at handicapmordet skulle at handicapmorderen og den lejede bil skulle undergrave Lasses kævlerier. Hvad mener du med det?

By: Anonym

Anonym — Sat, 02 Sep 2006 10:53:00 +0000

Som en trøst til Dennis med flere der føler sig gået for nær og både føler sig forfulgt på deres køn og seksualitet, vil jeg bare understrege, at jeg ikke anklager nogen for at være hvide, heteroseksuelle mænd. Jeg synes bare at man I LITTERATUREN kunne ønske sig et lidt mindre stereotypt mandebillede end det de ovennævnte værker præsenterer. Er det kun muligt at skrive om mænd, der har det svært med deres følelsesliv og ikke kan snakke med nogen om det og derfor bliver nødt til at ty til diverse potensforlængende interesser og eller mundævl? Det er åbenbart også svært at skrive et værk, hvor kvinden i de famøse mænds liv er tilstede eller i det mindste bare siger noget.. Og det er da rigtig nok svært at være mand i dag og jeg skal nødig snakke for dengang i halvfjerdserne, hvor det var kvinderne, der var undertrykt, snakkede de jo også hele tiden om menstruationsblod og bryster og studerede deres underliv i spejlet.

By: Anonym

Anonym — Sat, 02 Sep 2006 10:38:00 +0000

Der er sgu noget sindelagskontrol over den måde, du skriver om Smukke Biler, Kristina. Som om, bogen skal leve op til en bestemt, moralsk norm for at være god litteratur, og at vores opgave som læsere og kritikere er at sætte os til doms over bøgerne: Dur - dur ikke. Ifølge moral-linealen, som vi (du) åbenbart sidder inde med.

Jeg har ikke sagt, at jeg synes Smukke Biler er en sympatisk bog, jeg har sagt, den (måske) var en interessant bog. Jeg tror ikke, den er synderligt optaget af forholdet mellem mænd og kvinder. Centralt står i stedet - tror jeg, og med et ord fra "gender"-studierne - undersøgelsen af homosocialitet. De vigtigste relationer er venskaber, især mellem yngre mænd. Sex og kæresterier er ikke centrale temaer, også selvom knægtene meget gerne taler om den slags.

Jeg husker at læse den og blive utroligt irriteret på alle dens ansvarsfrie og ensomme skikkelser, der er fanget i en evig mellem-ung-og-voksen tilværelse. Men den irritation er jo ikke noget, der gør bogen dårlig. Slænget og indstillingen er i al fald genkendeligt som portræt af dele af min generation.

Som jeg husker det, er der i øvrigt masser af begivenheder i bogen, som undergraver Lasses meningsmaskineri - hele sceneriet omkring den udlejede bil, "vennen" Thors utrolige svigt i slutningen af første del, den mærkelige handikap-morder osv.

By: Martin Glaz Serup

Martin Glaz Serup — Fri, 01 Sep 2006 15:15:00 +0000

Hvis man i denne sammenhæng ville hive en nyere dansk bog frem, skrevet af en kvinde med en kvindelig protagonist, kunne det måske være Kirsten Hammanns Fra Smørhullet. Ikke mindst i forhold til det politiske. Hovedpersonen Mette befinder sig i et rum, hvor hun skal håndtere to katastrofer i det daglige, der virker som om de har noget med hinanden at gøre, fordi, simpelthen, de begge filtreres gennem Mette(s bevidsthed): hun er blevet forladt af sin mand og 9/11 2001.

Her er en kvinde der, i stedet for kategorisk (som Lasse i Frosts Smukke biler... fx) at mene noget om alting, og synes at vide noget om hvordan alting hænger sammen eller burde hænge sammen, bare giver op. Fylder sig med slik og køber IKEA-møbler og glor fjernsyn.

Er det ikke - hvis man vil, og jeg tror ikke jeg mener det, men vil gerne diskutere det - et traditionelt og reaktionært billede af den moderne Kvinde, reduceret til passiv, slikædende underholdningsforbruger, der ikke evner hverken at reflektere hårdt eller forholde sig til et politiske domæne, men i stedet, klynkende, på sofaen, sluger det ene reality-program efter det andet?

By: Anonym

Anonym — Fri, 01 Sep 2006 12:22:00 +0000

Jeg forstår ikke pointen i, at Tue refererer til noget, Lars Frost har sagt om Lasse i et interview eller til en oplæsning. Var det ikke det med at blande forfatteren og hans hovedperson sammen, der var usagligt? Jeg ved ikke, om Lars Frost er et godt eller dårligt menneske, og jeg er også ligeglad. Til gengæld synes jeg godt, man kan diskutere, om det kan legitimere hvad som helst, bare man konstruerer en hovedperson, der er et dumt nok svin. Er det ikke for nemt at arbejde med en hovedperson, der ikke møder modstand.
Som sagt, Lasse bliver konstant bekræftet i sine egne fordomme, han er homofobisk og møder selvfølgelig straks et par tyske (det er klart) ”gummilebber”, der fuldt ud lever op til alle hans værste forestillinger. Jeg kan ikke se, at der er noget inden for bogens univers, der fortæller mig, at det på nogen måde skulle falde tilbage på Lasse. Han møder jo rent faktisk de her ”idiotlebber”, der opfører sig helt urimeligt og selvfølgelig er musegrå og komplet usexede.
Jeg har ikke læst noget nyere, dansk litteratur, der kunne siges at være en kvindelig pendant til de her værker. Og jeg ville også nødig møde den dumme gås, der så skulle være hovedperson.

By: Martin Glaz Serup

Martin Glaz Serup — Thu, 31 Aug 2006 10:02:00 +0000

😉

By: Peter H. Olesen

Peter H. Olesen — Thu, 31 Aug 2006 09:58:00 +0000

Martin, det er jo ikke sikkert at der er 100 unikke besøgende om dagen på Kornkammeret. Det kan være, at det i virkeligheden er de samme sølle fire-fem heteroseksuelle, homofobiske, misogyne unge mandlige forfattere, der igen og igen klikker ind for at tjekke om der står noget om dem selv.

By: Martin Glaz Serup

Martin Glaz Serup — Thu, 31 Aug 2006 00:02:00 +0000

Faktisk undrer jeg mig over den massive overvægt af kommentarer fra mænd her på bloggen. Der er i snit omkring 100 besøgende om dagen – de kan da ikke alle sammen (med Susanne og Kristina som undtagelser) være mænd… Det kan da ikke kun være mænd (med samme undtagelser som ovenfor) der har en mening om det her?

By: Anonym

Anonym — Wed, 30 Aug 2006 23:23:00 +0000

Jeg er med på, at man i værkerne sidder tilbage med en tvivl om, hvor meget eller hvor lidt man skal lytte til jeg´erne. Problemet, synes jeg, er bare at nogle af de ting det måske er meningen, man skal tage afstand til samtidig bliver brugt som effekt. Når Lasse over to sider kværulerer om homoseksuelle og hvordan de muligvis kan kurerers på samme måde som døve kan få indsat en chip i øret og få hørelsen tilbage og så affærdiger sig selv på 2 linier, så er jeg ærlig talt lidt i tvivl om, hvad det er meningen, jeg skal synes, om jeg skal grine af eller med. Man kan i hvert fald ikke komme uden om at homoseksuelle bliver brugt som et virkemiddel i romanen og at Lasse konstant af fortælleren får lov til at blive bekræftet i sine egne fordomme.
Lidt det samme måske hos Llambias hvor man godt ved, at jeg´et fortæller løs om 2. verdenskrig, fordi han ikke har andet at tage sig til, men samtidig skal blive imponeret over hans viden? Som Bang Foss´ om fiskeri?