Jeg er blevet i tvivl hvad den animerede debat her egentlig handler om; poesi og politik, selvfølgelig fordi den, læs selv efter i kommentarerne nedenfor, handler om mange forskellige ting samtidig, fordi det er flere forskellige debatter.

Udgangspunktet for diskussionen, som det blev formuleret her den 12. august var om den politiske poesi overhovedet findes. Det er vi vel næppe blevet klogere på, selvom: ingen benægter at det er et fænomen, dette politiske, der optræder med stor og større hyppighed i den nyere poesi, 00´renes.

Et andet af udgangspunkterne: ”(…) før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.”

Dette det politiske har ingen givet en forsøgsvis definition på (der findes definitioner, man kunne hente frem, måske Jacques Ranciére mener noget om den sag?); men det ville ikke nødvendigvis hjælpe diskussionen, diskussionerne, videre, for, som sagt: hvad er det de(n) handler om?

Kommer vi ikke igen og igen til at tale om politik i poesi som mode; flere af indlæggene her har talt om politisk korrekthed (PC), viljen til at ville gøre det der bliver forventet, i den forbindelse. Et spørgsmål i forbindelse med samme og såkaldte PC, er: Kan noget ikke være sandt, kan man ikke mene det, selvom, på trods af at det er politisk korrekt, ville det ikke tværtimod være at gå imod moden. At skrive noget – for eksempel – man mente, eller syntes der var vigtigt at skrive, velvidende at det var ment før. Fordi man mente det. Ville det ikke være at se bort fra gængs gældende originalitets- og modekriterier, for at få noget andet frem? Hvad?

Mere om PC: for nylig sagde en ven til mig, netop i forbindelse med den her verserende Kornkammer-debat, at PC var noget man rask væk og let og så at sige gratis kunne referere til, men at EC (æstetisk korrekthed) blev forbigået. Hvad er så det? Vel at skrive ind i en eller flere specifikke æstetiske traditioner, formmæssigt, og ikke i andre.

Kommer vi ikke også til at tale om poesiens eller litteraturens eller kunstens politiske potentiale som lig med hvor mange der læser den, som at hvis der er mange læsere, er det automatisk bedre, end hvis der er få. Dens politiske kraft er større. Men vi diskuterer ikke hvori denne politiske kraft består. Hvis den består. Og igen: om det er interessant.

Susanne Christensen kunne for eksempel godt tænke sig at vide, hvorfor jeg overhovedet nævner lighedspunkterne mellem 60’ernes og 70’ernes litterære (og makropolitiske) landskab og 00’ernes, hvorfor jeg synes det er interessant. Hun foreslår selv imødekommende – med Hal Foster og Sigmund Freud – at jeg arbejder med en form for fortrængningens gentagelsestvang (”Nachträglichkeit”) der: ”(…) handler [netop] om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang (…)”.

Men udfra den optik, gentagelsestvangens optik, skulle eller kunne min pointe være noget i retning af at den politiske digtning (som en eller flere bevægelser, med et eller flere, men altså fast definerede, mål) fejlede i første omgang (i denne diskussion: i 60’erne/70’erne), og nu kommer tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Så at sige. Men sådan tænker jeg ikke. Hvad skulle det for eksempel være for et mål eller arbejde Den Politiske Digtning skulle gøre færdigt nu? (Jeg forsøger ikke at lægge Susanne ord i munden, jeg forsøger at tænke videre). Jeg tror heller ikke på bevægelser. Ikke nu. Jeg mener, ser jer omkring i det danske poesilandskab, se de navne jeg i første omgang nævnte (Laugesen, Høeck, Guldager, Olsen, Skinnebach, Serup, Boberg, Langvad, Søndergaard, Kaalø, Larsen, Frank, Moestrup, Nørup-Nielsen); hvad har de til fælles, om noget? Dét var også et af mine oprindelige spørgsmål.

Men hvorfor nævner jeg det så, lighedspunkterne, måske fordi jeg er så naiv (det er jo en stor grunddiskussion der pågår på historie-faget), at jeg tænker at man kan lære af historien. Måske. Men hvad. Hvad kan man lære. Måske det også har at gøre med et grundlæggende litteratursyn, jeg muligvis ikke har gjort mig helt klart, der blandt andet indeholder en form for pseudo-sociologisk tilgang (som det også er mit indtryk at Tue Andersen Nexø i nogen grad er eksponent for her på bloggen, endskønt vi må mene noget forskelligt om noget forskelligt); sådan en tilgang har som en af sine grundpiller at litteraturen har med resten af verden at gøre, at når litteraturen ændrer sig – markant – er det fordi at verden udenom ændrer sig – markant.