For nu at udbrede diskussionen en smule til ikke kun at omfatte poesien, men for eksempel også fotografiet, for nu at få en vitaminindsprøjtning udefra. Rune Gade anmeldte i gårsdagens Information
Jan Grarups nye fotodokumentariske bog Shadowland. Gade stiller blandt andet en række gode spørgsmål:

“Når billederne taler for sig selv, siger de ‘kun’, at her er lidelse, død og ulykke. I Shadowland sker det i smukke og særdeles raffinerede kompositioner, som demonstrerer Grarups store talent som reportagefotograf, og som gør billederne fængende og visuelt udfordrende. Shadowlands største udfordring er imidlertid ikke æstetisk, men etisk:

* Hvordan kan man bære at bevidne al den ulykke?

* Kan man tillade sig at betragte den lidelse, som man ikke er i stand til at afværge eller afbøde?

* Hvorfor skal vi se lidelsen?

* Kan man tillade sig at repræsentere den?

* Eller omvendt: Kan man tillade sig at lukke øjnene for den?”

(Gade opfordrer i samme bevægelse til at man læser Susan Sontags Regarding the pain of others, hvis man vil se diskussionen udfoldet).

Ovenstående spørgsmål, der har været present i fototeorien og diverse billeddiskussioner i mange, mange år, lader sig vel overføre generaliseret til det område man kunne kalde kunst og politik. Altså æstetiske udfordringer overfor etiske, samtidig med at de jo åbenlyst aldrig for alvor kan skilles ad, aldrig for alvor kan vristes ud af hinandens greb. Særligt Gades sidste dobbeltspørgsnål synes jeg er godt – kan man tillade sig at repræsentere al denne lidelse, kan man tillade sig at lade være?

* * *

ET ANDET STED forlænger og udbygger Jakob Brøbecher den verserende Kornkammer-diskussion om poesi og politik, og skriver om Den specifikt politiske litteratur.

Brøbecher skriver blandt andet:

“(…) jeg tror, at jeg i en eller anden grad strander på min absolutistiske tro på Det Politiske. Jeg er ikke egentligt intresseret i litteraturen, fordi jeg ikke [længere] kan se, hvad dén kan, som alt andet, f.eks. et totalt politiseret liv, ikke kan. Det kan være, det er villet dumt, ignorant og måske også pissesnobbet, men jeg kan simpelthen ikke se, hvad der kvalificerer litteraturen som et særområde, hvori litterære udfoldelser – og på egne, særlige vilkår – finder sted, realiseres. Litteratur er skrift, og skrift er politik. Sådan har det altid været. (…)”

og:

“(…) Af historiske årsager benævnes en bog [eller sider, papir] med satsmæssigt komprimerede, tekstlige udsagn ofte litteratur, men for mig gør det ikke nogen forskel, om ordene giver anvisninger på tilberedelsen af osso buco eller om de forsøger at udrede, hvad der kan tænkes at ske med sjælen efter døden. Under alle omstændigheder er det italesættelse – en aktivering – af det politiske, der til enhver tid jager gennem bevidstheden. Det sporændrer bevidstheden fundamentalt, og på et tænkt overfladeniveau på den ene eller anden facon; men dybest set sker der sgu det samme. Bevidstheds ord og skrift kommer i kontakt med skrevne ords ord og skrift, og begge dele muterer i én stor rævekage. Og dén rævekage er politisk. (…)”