For det første er jeg ikke enig med Serups præmis om en tendens til politisk oprustning a la 60/70erne, er der et sagligt nok grundlag for at indlæse den ny danske poesi i en fælles politisk kontekst med store (større? sammenlignet med hin tid) politiske omvæltninger –? Er det vi ser hos de nævnte forfattere ikke bare en retorisk og formmæssig erfaring, der føres med op i tiden.
Til gengæld er jeg fuldstændig enig med Bo. Det er den personlige stemme med en (særegen) personlig erfaring, der rummer det egentlige politiske potentiale. Såfremt den kan artikulere sig med og mod det gængse samfundsmæssige. Hvilket minder mig om at noget af det mest spændende LITTERATUR (dansk) jeg har læst for nylig er Henning Bechs meget udskældte ‘Kvinder og mænd’, som forsøger at fremskrive eller æstetisere frem nye og bedre kønspolitiske diskurser end de fattige overleverede… Det er sgu politisk – og til det må vi bruge poetisk fantasi.

For det andet er der hele aspektet omkring den litterære fødekæde, er der nok læsere på det danske marked, der gider læse ny dansk litteratur – som endnu ikke har fået plads i kanon (så det kan betale sig at udgive den). Altså er vi for få æggehoveder? Ja, desværre, sådan er det nok, men så kan vi jo bare skrive inderlige breve til hinanden i stedet. Lade hovederne rulle, så at sige, helt revolutionært.

Sjovt nok er dit slutpunkt også dér hele denne debat i sin tid startede i Den Blå Port. Vores leder i nr. 63 handlede om, at den smalle litteratur i DK havde opgivet at tiltale den større offentlighed og i stedet stillede sig tilfreds med et publikum, der groft sagt bestod af “vennerne”. Og denne pointe diskuteres altid under overskriften, at vi ville “politisere” litteraturen. Ja og nej: Først og fremmest stillede vi et krav til den (forfatterne) om, at de skal forholde sig til noget andet end sin egen skrift (deres egen navle). Vennernes navler klarer heller ikke cuttet. Af samme grund kunne jeg virkelig godt lide Jens Jacobs Elvis-bog, også selvom det ikke var alt i udførslen, jeg var begejstret for.

Den sociologiske baggrund er, som du skriver, at litteraturen har mistet sin kulturelle tyngde; i det kulturelle landskab er den i dag på mange måder en perifær kunstart. Og spørgsmålet er så, hvordan dens udøvere (forfattere, men også kritikere) skal forholde sig til dette de facto status-tab, hvilket også vil sige: Til vores egen, truende marginalisering.

Jeg tror nu, jeg fastholder min fjollede (måske snarere: skematiske) opdeling. Jojo, man kan argumentere for, at det ene ikke kan forstås uden det andet, men i praksis er det let at se, at visse forfattere betoner perception, jeg-du-relationen, epifanier og, ofte, en kosmisk tid – betoner en serie af tematikker, der underbelyser det sociale og historiske rum – og andre betoner den større intersubjektivitet, sprogets historiske ekko’er, mikro- og makropolitiske spørgsmål, sproget som kommunikation osv. Der er jo stor forskel på Merete Pryds Helle på den ene side, Claus Beck-Nielsen på den anden.

Under alle omstændigheder var det et forsøg på at sætte ord på mine egne interesser, ikke et overordnet, kritisk program – det kan være, det bliver det, men så skal jeg tænke lidt mere først.

jeg når måske ikke at svare i aften og er væk et par dage. jeg skal nok svare, håber jeg når det i aften. ellers fredag…

mads

Det er godt, at Mads ikke lader Tue slippe af sted med sin helt fjollede opdeling af litteraturen, som han (Mads) opstiller således, ”1. en litteratur som er bevidst om mennesket som socialt og historisk væsen (mennesket i kontekst) og 2. litteratur som interesser sig for det enkelte menneskes optegnelser etc. (klassisk set mennesket som privat, dvs. idiot).” Det må, i mine øjne, være utrolig svært for litteraturen at være det ene uden også i en hvis udstrækning at være det andet.

Jeg er lidt ambivalent, hvad angår forholdet mellem liv og værk, her tænkt som forholdet mellem ens private holdninger og dem der kommer til udtryk i den litteratur man skriver. Jeg forstår hvor Susanne Christensen vil hen med sine ”to strategier” ovenfor – og så kommer jeg til at tænke på Don DeLillo, der allerede i 1989, i Mao II talte om det forhold, at forfattere taber terræn til terrorister, at forfattere ikke længere besidder evnen til at forandre ”the inner life of a culture”. ”What novelists lose, terrorists gain.” skriver han i et af de mest kendte citater fra bogen. Når jeg så spørger mig selv, hvordan eller hvornår forfattere nogensinde har besiddet den kræft, så kommer jeg til at tænke på oplysningstiden eller det moderne gennembrud. Er et problem i forholdet mellem litteratur og politik ikke også at litteraturen, og især den poesi som vi her først og fremmest kredser om, har mistet terræn i befolkningen. Er det ikke et væsentligt problem (eller en væsentlig faktor) som man må have med i denne diskussion, at den (især yngre) danske poesi i så høj grad bliver læst af (og måske også skrevet til) så få – og især til folk i ”miljøet” (her i lidt mere overordnet forstand – men det er stadig ret lille)!?

Sådan trækker jeg vel også en del af min kritik af den blå port tilbage.

Men for at komme dig i møde, Hal Fosters brug af begrebet (som egentlig er Freuds) “Nachträglichkeit” (fortrængningens gentagelsestvang) handler netop om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang – en historisk avant-garde som netop havde til hensigt (der var flere end én intentionserklæring, ja) at destruere kunstobjektet til fordel for en frisættelse af kreativiteten direkte i hverdagslivet, med andre ord: lidt af en politisk vending.

Men hvorfor bliver den politiske litteratur så FLASHY netop nu, det er vel DEN formulering jeg vil frem til, hvis der vitterligt skulle være tale om nogen Etisk Vending (TM) så er pointen for de kunstnere som mener business vel at PEGE PÅ SAGEN, altså gøre noget andet end at starte endnu en metadiskussion.

Jeg synes vældig godt om Skinnebach, Llambias, Nielsen og Langvad — Skønt, Langvad, jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Ida Börjels “Sond” og på den baggrund sidde tilbage med følelsen af at der er lidt for LIDT her, jeg synes om den tørre anti-écriture-stil, de fine (også æstetisk set) indslag af diverse attester, men …

Kan ske jeg roder rundt i dikotomierne … Men bliver litteraturen mere politisk hvis den ignorerer l’écriture? Spørg hvordan der så ud i Norge på 60-tallet, der var moderat med seksuel frigørelsesdans i gaderne, men til gængæld var der en radikal politisering (marxistisk-leninistisk) som på den mest heftige måde jævnede æstetikken med jorden (check fx tidsskriftet Vinduet fra 70-tallet) —

Okay, cross-country very fast to POINT: Vil man noget politisk i det litterære felt så ser jeg for mig mindst to mulige strategier: 1) enten radikalt at forlade kunsten og arbejde i det strukturelle i stedet, ændre produktionsgangen: starte forlag, tidsskrifter, skrive kritik og essaystik, jobbe kollektivt, seminarier, netfællesskaber etc. Eller 2) IKKE jævne æstetikken med jorden, men snarere begynde at BRUGE den til noget. Llambias og Nielsen jobber med værkformen og flytter ting rundt, jeg ser et engagement ikke bare i SAG, men netop i SAG som klarer at reflektere æstetikken og etikken sammen i en reaktivering af arkiverne, traditionen – for der ER jo en sådan, ikke sandt? Den politiske vending er jo ikke ren reaktion & for the very first time, hm?

Jamen, jeg er enig (og jo, jeg har set bloggerblogger, det var det jeg tænkte på). Af samme grund tror jeg ikke, litteraturen har nogen større rolle at spille i, f. eks., indvandrerdebatten – jeg har i al fald endnu ikke set værker, som er i stand til at behandle fænomenet på en måde, der både var politisk og litterært interessant. Mere bredt kunne man sige, at meget af den ny-engagerede litteratur ender med at være moralsk forarget og politisk naiv. Det er ikke nogen god kombination. Man skal jo også undgå tankens klichéer.