I dagens Information har Bent Vinn Nielsen en kommentar der følger op på Den Blå Ports leder der diskuterer hvorvidt Claes Kastholm Hansen er inhabil i forhold til fortsat at bestride sin stilling som formand for Litteraturudvalget. Vinn Nielsens bud kan læses under kommentar-feltet til denne post.
Jens Jacob Toftegaard og Tue Andersen Nexø snakker videre om det samme – og beslægtede emner – her. Samtalen handler blandt andet om hvordan man skal og kan læse – om ironi og alvor. Den disskusion kan Bent Vinn Nielsen siges at have leveret et aktiv bidrag til i dag.
Et latterligt lille land
Litteraturrådets formand udsat for en provinsiel og smålig kritik. Men der er ikke noget at komme efter.
Danmark er et latterligt lille land. Den første der udtalte sætningen, var en udenlandsk iagttager som tilfældigvis befandt sig her i landet i tidsrummet 1940 til ’45, men netop blikket udefra ser jo ofte mere klart, end vi andre gør. Os hjemmefødninger og bønder i vejkanten, der aldrig rigtig har forstået, hvorfor det pludselig skulle være umoderne at age med stude. Og som stadig spørger os selv, hvad der egentlig var galt med Den Jyske Hærvej? Var den ikke lige præcis, hvad vi havde brug for af ‘infrastruktur’? Er vi overhovedet udviklede nok til firespors motorveje? Det kan vel diskuteres, i al fald.
Et par årtier eller tre senere citerede Mogens Glistrup den gamle sætning, fnysende og med pudsig bornholmsk accent. Jeg kan ikke huske, om det var, fordi han var sur over, at selv han skulle betale skat, eller om det havde noget at gøre med de muhamedanske horder, der allerede dengang invaderede vort kongerige. Men det er jo sådan set ligegyldigt. Han satte ord på sine følelser – og det er jo som bekendt vældig sundt.
Hævet over bagateller
I vores kulturliv (hvis det da ikke er en overdreven betegnelse?) finder vi en mand, der vist også er tilbøjelig til at mene, at om ikke hele landet, så dog dets forfattere (såkaldte forfattere, må vi hellere sige) er både små og latterlige. En slags hjemmesiddere, funktionærskriblere og, når det går højt, kommunegenier af den slags som bliver meget, meget fornærmede hvis samfundet skulle finde på forlange noget af dem til gengæld for bibliotekspengene. Manden hedder Claes Kastholm Hansen. Hvem er så han? spørger De naturligvis – og afslører dermed Dem selv som netop så lille og latterlig, som man forventer af en dansker. Men lad nu det ligge. Claes Kastholm Hansen er forfatter. Faktisk omtales han for det meste som “forfatteren Claes Kastholm Hansen”, derfor kan vi roligt gå ud fra, at det nok er det, han er. Der henvises aldrig til hans forfatterskab, vi ved ikke om det omfatter digte, romaner, noveller, eller hvad man nu plejer at forbinde med en forfatter. Det spiller heller ingen rolle. Claes Kastholm Hansen er skam højt hævet over bagateller som den danske litteratur.
Man kan også spørge: Hvorfor skulle en mand af hans format dog beskæftige sig med selv at skrive den slags? Det er mere end rigeligt ubehageligt for ham at beskæftige sig med den litteratur andre skriver – og med andre menes netop hjemmesidderne, funktionærskriblerne og kommunegenierne. Egentlig er det rystende, at en mand som Claes Kastholm Hansen skal befatte mig den slags ‘åndsprodukter’, men netop i dette latterlige lille land må selv en internationalt orienteret (her tænkes især på tysksprogede bestsellere af samfundsdebatterende type) begavelse tjene til brødet i sit ansigts sved. Så for Claes Kastholm Hansen har der ikke været nogen vej udenom:
Han har, utvivlsomt meget mod sin vilje, måtte sige pænt ja-tak til tilbuddet om at blive formand for den danske stats særlige Litteraturråd, som – uvist hvorfor i grunden – uddeler støttemiddler til de naturligvis mange danske forfattere (se ovenfor), der ikke kan leve af de småpjevsede og jævnt hen talentløse bøger, de skriver – og oven i købet for at fuldende farcen, får udgivet.
Det kan ikke være rart for ham – for slet ikke at tale om hvilket kolossalt ressourcespild, vi her er vidne til. Tænk hvis tilstandene i vores kulturliv (se ligeledes ovenfor) var sådan, at vores land kunne stimulere en Claes Kastholm Hansen til at præstere det absolut ypperste, nemlig roman-, digte- og novellekunst af allerhøjste klasse – på tysk, naturligvis, for selvfølgelig vil man ikke kunne forlange af ham, at han skal udtrykke sig på det foragtelige danske hundemål, som jo allerede har afstedkommet så rigeligt mange sekundavarer.
Tarveligt og ufint
Under overskriften ‘Claes Kastholm Hansen, inhabil’, har en lille flok unge forfattere i deres tidsskrift Den blå stue, nåh nej: Den blå port, hedder det, skrevet en leder, hvor de opfordrer Claes Kastholm Hansen til at træde tilbage som formand for Litteraturrådet. Rent ud sagt: Har man hørt mage! Argumentet skulle være, at Claes Kastholm Hansen er inhabil, fordi han offentligt kritiserer forfattere, hvis evt. ansøgninger han senere skal tage stilling til. Her er der, for nu at citere en anden af tidens berømtheder, nok ikke noget at komme efter. Blandt de kritiserede finder vi f.eks. en vis Bent Vinn Nielsen, og hvis vi nu skal være ærlige, er han heller ikke særligt sød, når han kritiserer f.eks. Claes Kastholm Hansen. Så sart og tyndhudet har man ikke lov til at være, og det bør de unge brushoveder naturligvis have at vide.
Her kunne en almindelig lussing på inspektørens kontor vel være passende straf? Det er straks værre, når de unge mennesker antyder, at Claes Kastholm Hansen på det nærmeste er gift med Brian Mikkelsens kulturpolitik! Her er der næppe noget at stille op. Jeg forstår godt, at Claes Kastholm Hansen ikke så meget som nævner de unge forfattere ved navn i Berlingeren, og jeg syntes det er en overraskende ædel gestus, når han indskrænker sig til at begrunde det med, at de er uden interesse for “den engagerede offentlighed”. Det kalder jeg takt! Men selv mener jeg nu ikke, de skal slippe så let. De fire unge redaktører af tidsskiftet er flg.: Kristine Kabel, Lone Hørslev, Tue Andersen Nexø og Lars Frost.
De skulle skamme sig!
Sune Hoffmeyer Andersen:
Hyldest til persienne
Hvorfor når nu gardiner er sart
ikke huske på ordet persienne?
Hvorfor prøve at glemme
at plysbjørn
gris forklædt i velour
i verden var redacteur
som savnede sin mor
og stadig gør kontor
hvor han slet ikke bor?
Historien blev fortalt
af caféer med hjørnekontor og alt
om højtidelig plysbjørn med nazimor
han aldrig fandt hjemme:
“Gid vi havde en spradebasse og alt
levende folk de er lortets salt
møgsprederrumpe med fornemste mening.”
De råbte det osse i borgens gange:
“Nu det ville være forening! –
den bedste mand i det bedste land
badet ren i babybyens badevand!”
Men persienne persienne
du er så svær at glemme.
Nu hænger du nede i Vandalas kælder
hvor mænd og også brødrene M
kommer når det gælder.
Men plysbjørn gir hvad plysbjørn
har
en kort snor
en røv vænnet til pik og til pisk.
Bøger han ikke har åbnet
råber i kor på et bord
når fjernsynet kommer.
Hvorfor kan han ikke glemme
hvad han har gjort?
Hvorfor prøver han så meget
at jeg ikke kan
se i nåde med den mand
jeg mener lort.